Forretningsmanden kan ikke begå sig i politik – sådan uddrager jeg kvintessensen af et fint debatindlæg fra Facebook. Sådan er det ikke altid, men – mener jeg – ganske ofte. Martin Ågerup har skrevet et spændende indlæg om Trump, om Trumps manglende resultater og om udsigten til, at det aldrig bliver bedre. Det forklares i Trumps attitude: her kommer jeg og jeg har skabt en stor forretning på businessverdenens præmisser. Og jeg ser ikke alene Trump for mig, men også om noget vi har set andre steder: når forretningsfolk vil gøre sig i politik, men nægter at forstå, kende og respektere spillets regler. Her går det helt galt. Demokratiet kan ikke holde til det. Og resultaterne blive derefter. Det bliver goldhed og resultatløshed og forretningsmanden må søge trøst i at skælde ud.
Martin Ågerups indlæg kan læses nedenfor. I det følgende vil jeg plukke nogle statements fra artiklen og jeg hævder, at det her er set mange andre steder. Og med samme fatale resultat. Fri os fra forretningsfolk, der tror, at de kan omdanne en byrådssal eller et folketing eller et land til en businesscase kemisk renset for politisk forståelse. Kemisk renset for indsigten i, hvad politik er og forudsætter.
- Trump blev valgt uden nogen erfaringer med amerikansk politik overhovedet.
- Trump påstod endvidere, at hans erfaringer som forretningsmand ville gøre ham i stand til at matche – eller endog overgå – erfarne politikere i at forhandle og indgå aftaler.
- Politik er et håndværk i sig selv, som skal læres.
- Hvis Trump nu havde været en person med en vis ydmyghed, var denne udfordring måske håndterbar.
- Trump er egenrådig og impulsiv.
- Trump er notorisk uinteresseret i at sætte sig ind i detaljer.
- Han har ikke tålmodigheden og disciplinen, og han har ikke Reagans evne til at samle.
- Trump splitter og deler vandene.
- Han er imod. Han kritiserer. Han fordømmer. Han truer. Det er ikke en adfærd, der kalder på alliancer, der kan skabe flertal for reformer og dermed resultater.
- Sandsynligheden for, at Trump med tiden bliver en ret meget bedre præsident, end han er nu, er næppe ret stor. Dertil er hans selvglæde for stor og hans selvrefleksion for lille. Og hans interesse for at lære præsidentembedets håndværk ser heller ikke ud til at være stor.
Er det for generaliserende? Tja. Vurder selv. Og tænk på, at de fleste politikere vil have svært ved aty begå sig i business. Måske er der en forklaring? Måske er politik bedre end sit rygte? Der er mange muligheder. Hav en god dag.
Martin Ågerups indlæg på Facebook – her er et link til hans side og nedenfor hele indlægget.
Donald Trump har hidtil opnået få resultater og har lidt en række politiske nederlag. Senest da senatet afviste et forslag om at afvikle dele af Obamacare.
Det er ikke overraskende.
Trump blev valgt uden nogen erfaringer med amerikansk politik overhovedet. Overfor sine kernevælgere fik han solgt dette som en fordel: Outsideren, der tog til Washington for at rydde op. Trump påstod endvidere, at hans erfaringer som forretningsmand ville gøre ham i stand til at matche – eller endog overgå – erfarne politikere i at forhandle og indgå aftaler.
Men politik og erhvervsliv fungerer på meget forskellige måder og præmisser. Erhvervsledere kan udvikle sig til gode politikere ved at opbygge politisk erfaring. Men politik er et håndværk i sig selv, som skal læres. At USA’s præsidentembede er en særlig stor udfordring, siger vel nærmest sig selv.
Hvis Trump nu havde været en person med en vis ydmyghed, var denne udfordring måske håndterbar. Men… ja, behøver jeg uddybe? Trump er egenrådig og impulsiv.
Endvidere er Trump notorisk uinteresseret i at sætte sig ind i detaljer. Selvfølgelig er der her tale om en balancegang for en præsident. Jimmy Carter var kendt for at begrave sig selv i detaljer, hvilket nogle mener var et problem for hans præsidentskab. Men Trump er i den anden grøft. Han er ikke rigtig inde i sagernes substans og har derfor svært ved at bruge præsidentembedets magt til at få ting igennem – på trods af, at hans parti har flertal i begge kamre.
Endelig har Trump ikke en sammenhængende politik. Han har for eksempel ambitioner om at lette flere af de mest skadelige skatter, heriblandt selskabsskatten. Det i sig selv fremragende. Men Trump vil samtidig samlet set øge udgifterne (og er imod at reformere pensionssystemet, som er en tikkende bombe under statsfinanserne). Da USA i forvejen trækkes med et stort budgetunderskud, som de republikanske flertal vil REDUCERE ikke øge yderligere, står Trump altså med et problem, som det kan blive meget svært at løse.
Trump har forsøgt at løse det med sin border adjustment tax, som er en skat på import – altså en protektionistisk skat, der kan sammenlignes med en importtold. Det er en meget skidt idé, og heldigvis er det også en idé, Trump får svært ved at få igennem senatet. Uden den er meget af hans finansiering væk.
Trumps ambitioner om en skattereform sammenlignes til tider med Reagans store skattereform i 1986. Det tog 2 år for Reagan at få den skattereform igennem. Det lykkedes kun, fordi Reagan opnåede støtte fra begge partier.
Hvis Trumps skattereform kræver en lignende indsats, er det svært at se for sig, at Trump er manden, der kan levere den. Han har ikke tålmodigheden og disciplinen, og han har ikke Reagans evne til at samle. Trump splitter og deler vandene.
At lytte til og læse tweets fra præsident Trump er stort set den samme oplevelse som at lytte til og læse tweets fra kandidat Trump. Han er imod. Han kritiserer. Han fordømmer. Han truer. Det er ikke en adfærd, der kalder på alliancer, der kan skabe flertal for reformer og dermed resultater.
Sandsynligheden for, at Trump med tiden bliver en ret meget bedre præsident, end han er nu, er næppe ret stor. Dertil er hans selvglæde for stor og hans selvrefleksion for lille. Og hans interesse for at lære præsidentembedets håndværk ser heller ikke ud til at være stor.
Så jeg er desværre pessimist med hensyn til, hvad Trump opnår af positive resultater, f.eks. med hensyn til en skattereform. Til gengæld er jeg blevet noget mindre bekymret for, hvad Trump kan lave af ulykker. Så intet er skidt uden at være godt for noget.
Det bekymrer mig ligeledes at tænke over, hvad der kommer efter Trump. Hvordan vil hans præsidentskab påvirke det republikanske parti, og hvem kunne demokraterne finde på at nominere til præsidentvalget i 2020? Man kan frygte det værste men omvendt også håbe, at vælgernes tendens til at vælge en modsætning til dét, de har i dag, vil slå igennem.
Martin Ågerup