Folkemødet? Et folk er også en forestilling om et fællesskab mellem mennesker. For Grundtvig var det afgørende for det enkelte menneske, for at det kunne få en forståelse af sig selv, at det blev en del af et folkeligt fællesskab. Som medlem af et folk få man erfaring med oplevelse af fællesskab med andre, som man ikke kender eller har et umiddelbart personligt og følelsesmæssigt forhold til. Det finder du f.eks. på Folkemødet.
Jeg deltog i år i Folkemødet for 6. gang. Hvert år ved vi, at der kommer kritik om at Folkemødet ikke er for folket, men for pressen, lobbyisterne og medarbejdere i firmaer, der tager sig en ferie under påskud af at deltage i et folkeligt arrangement. Jeg er uenig i denne kritik.
Der var i år mere end 3.200 arrangementer ved Folkemødet. Et ganske imponerende katalog over mulige input til hjerne og hjerte. I virkeligheden et overflødighedshorn, som uden Folkemødet ikke ville være til rådighed. Der er allehånde indspil og rig lejlighed til at stille spørgsmål til samfundets beslutningstagere. Der er en god debat og en fornuftig dialog. En atmosfære af afslappethed omslutter hele Folkemødet og viser, at den hårde tone fra sociale medier godt kan undgås, selvom synspunkter debatteres.
Deltagelsen i Folkemødet er et valg. Nogle vælger fra, andre vælger til. Hvorfor skal dem, der vælger fra, bruge tid på at kritisere dem, der vælger til? Er det interesse eller taler vi om misundelse? Enhver kan deltage. Jeg betalte 368 kroner pr overnatning i min teltvogn og rejsen kostede mig 520 kroner.
Det er rigt at kunne overvære Bjørn Nørgaard i debat med politikerne om samfundets udfordringer. At få en anden vinkling på tingene. Det er en oplevelse at se hvordan Deadline bliver skruet sammen for øjnene af os alle sammen. Det gør indtryk når Carl Holst stiller sig frem og fortæller om den sag, han har været igennem. Du sidder face to face og får indblik i et menneskes skæbne. Åbent og uden filter. Det gjorde stort indtryk på mig.
Jeg hørte om sundhedssektoren. Om manglende ytringsfrihed hos vores læger. Om undersøgelseskommissioner. Om retssikkerhed. OG jeg fik lejlighed til at konfrontere ministre med deres manglende interesse for emnet. Som deltager kan du via spørgsmål få svar og indflydelse. Jeg oplevede at få tak fra flere deltagere, der tilkendegav, at de f.eks. ikke havde forstået det komplekse spørgsmål: ”Hvad er en advokatundersøgelse” og hvorfor kan den gøre mere skade end gavn. Den debat flytter lidt mellem nogle få mennesker, men det gør den ikke mindre vigtig.
Mogens Lykketoft gav sit syn på vores verden – dejligt at lytte til en mand, der har været væk et års tid og som derfor kan se Danmark med ”udenlandske” briller.
Hørte Bente Klarlund og Chris MacDonald om vigtigheden af motion og fik en henvisning til en fynsk virksomhed, der har integreret motion i arbejdstiden. Udvekslede synspunkter med mange og fik gode input med hjem – til bearbejdning og videreovervejelse.
Og så var der hyggesamtalerne over frokost og aftensmad og i baren. Musik og taler, samtaler og sang. Bægerklang og spandevis af kaffe.
Når der gennemføres mere end 3.200 arrangementer kræves deltagelse af mange mennesker, der kommer som ansatte. Det synes jeg kun er positivt. Husk på at disse mennesker efter arbejdstid spenderer deres fritid på Folkemødet, som en del af Folkemødet og dermed deltager i dialogen.
Og denne glæde over Folkemødet betyder ikke, at modellen skal stå stille. Man arbejder naturligvis hele tiden med at udvikle Folkemødet og se nye muligheder. Sådan skal det være og sådan er det. Der ses på om samtalemulighederne kan forbedres, om der kan udbydes mad flere steder, om indkvartering kan klares anderledes, på logistik og i det hele på hvordan idéen om et Folkemødet kan gøres endnu bedre. Den dialog kan alle deltage i. Også dem, der savner folkelighed.
Har du ikke prøvet Folkemødet før, så overvej om du vil deltage næste år. Det er både givende, udviklende og festligt.
Læs her om tidligere folkemøder.