Menneskelighed og dødelighed – er vi gode nok?

Dødelighed. Hvordan er det lige med menneskeligheden, når døden brutalt ændrer din dagligdag? Er vi gode nok til at være opmærksomme på det før vi selv står med problemet? Kan vi gøre noget? Ja, det kan vi godt. Vi kan begynde med at tale om det.

Lad mig begynde med en erkendelse fra mit eget arbejdsliv. Jeg har som advokat mødt rigtig mange mennesker, der kommer til mig, fordi døden har ramt en ægtefælle, en forælder eller et barn. Og de har alle været mærket af det. Naturligvis. Og jeg har troet, at jeg gjorde det godt nok, men det var nu ikke helt rigtigt. Det var ikke helt godt nok.

Først gennem det seneste års tid er det rigtig gået op for mig at jeg var nødt til at ændre min praksis på dette område. Jeg var nødt til at forstå, at min ensidige fokusering på det juridiske er en utilstrækkelig tilgang til min opgave som advokat. Juraen er nødvendig, men den skal ikke automatisk spille hovedrollen. Jeg skal favne bredere. Hvordan?

Jo. Det juridiske er selvfølgelig mit ansvar og det skal bare være i orden. Og så er der den anden del: det menneskelige. Her skal jeg være mere åben, mere agtpågivende og mindre berøringsangst. Jeg skal lytte mere og føle mere. Passe på ordene og mærke pulsen. Læse min kundes situation. Spørge ind til den. Med pli og empati.

Der er ingen opskrift for enhver situation. Hver gang jeg møder en familie, der har mistet, skal tilgangen være tilpasset lige netop den situation. Fokus skal være på lytning, forståelse og mindre på at fortælle om alle mine juridiske værkstedsøvelser. Min hjælp skal understøtte, ikke overskygge. Juraen skal være på plads, men den skal ikke promoveres. Den må vente. Jeg har fod på den og skal koncentere mig om at lytte.

Det går bedre. Uden jeg tilnærmelsesvis er færdigudviklet…

Siden jeg vågnede op og forstod min rolle lidt bedre har jeg arbejdet meget med at gøre det rigtigere. Det har givet mange gode oplevelser. For mine kunder og for mig selv. I mange tilfælde har reaktionen været: ”Hold da op, det var da en anden måde end vi lige havde troet”.

”Vi er blevet centraliseret, digitaliseret, effektiviseret og privatiseret. Alt sammen i den hellige og ukrænkelige effektivitets og de hellige besparelsers navn. Mennesker er afløst af computere, men det er ikke det værste. De mennesker, der sidder tilbage, tænker og føler ikke længere, de er selv blevet til computere, og løber de ind i et problem, spørger de computeren til råds, men computere arbejder enstrenget, deres svar er enten ja eller nej.

Ingen nuancer, ingen følelser og ingen intelligens i menneskelig forstand. Og det bliver aldrig anderledes, hvad end computere og science fiction-nørder drømmer om”. Sådan skrev PER MUNKHOLM OLESEN fra Frederikshavn i JP søndag den 5. februar 2017.

En rigtig god artikel, der er skrevet ad karsken bælg af en mand, der lige har mistet ægtefællen efter 46 års samliv. Pludseligt dødsfald og de deraf følgende voldsomme påvirkninger. Det er så fint at Per skriver lige her og nu – få dage efter. For her kan du læse hvordan det virker. Og det skal vi alle lytte. Og lære. Forstå og agere.

Jeg vil også gerne anbefale dig at følge Facebooksiden Efterladte  v/Søren Egemar Knudsen. Søren mistede pludseligt sin hustru og han oplevede mange forkerte reaktioner (politi, skifteret, myndigheder…). Søren har virkelig taget hånd om problematikken. Han beder ikke om at vi ynker ham, men han vil meget gerne at vi bliver bedre til at håndtere døden. Han skriver: ” Om tomrummet og de udfordringer, som døden skaber for efterladte, herunder mødet med tabuet og det manglende sprog i ord og handlinger, og døden i sig selv”. Læg mærke til det: Det manglende sprog. En vigtig pointe – vi er ikke ret gode til at håndtere døden og sproget om den er ikke veludviklet. Må jeg opfordre dig til at klikke ind på siden – herfra er denne intro klippet:

”Denne blog/side er etableret i april 2016 efter jeg i september 2015 mistede min kone og mine tre børn (på dengang 7, 10, 14 år) deres mor.

Som efterladt har jeg oplevet tabuet og den manglende kultur omkring døden som en afstandtagen, der især påvirkede de professionelles ageren omkring min kones dødsfald.

Jeg har været opgivende, frustreret og magtesløs over udfordringerne i situationen og især den manglende hjælp fra velfærdssamfundet og “medmennesker i uniform” uanset relationen, jeg har mødt dem.

Den 21. november 2015 skrev jeg her på Facebook mit vidnesbyrd om mødet med døden, der afstedkom et utal af reaktioner.

I december 2015 blev mit vidnesbyrd bragt i fagbladet “Dansk Politi”.

I januar 2016 blev mit vidnesbyrd til et debatindlæg i Politiken, der gav yderligere medieomtale – bl.a. en artikel i BT – og medvirken i Go’Morgen Danmark og Aftenshowet.

I marts 2016 deltog jeg i P1 Debat omkring det tabte sprog for døden: http://www.dr.dk/p1/p1-debat/p1-debat-2016-03-03/

I april 2016 er jeg blevet inddraget i det journalistiske projekt “Lad os tale om døden” på Facebook.

I juni 2016 deltog jeg på Folkemødet i en debat om udfordringerne.

I september 2016 skrev jeg et debatindlæg om Folkeskolens udfordring med børn i sorg; http://www.folkeskolen.dk/593032/vejen-tilbage-til-hverdagen

Jeg modtager til stadighed tilkendegivelser om at fastholde og udbrede mit budskab om og vigtigheden af, at vi får skabt en dansk kultur omkring døden og et sprog for den….

“Vi mangler et sprog til at tale ordentligt om døden”

Velkommen til min blog hvor jeg sætter fokus på udfordringen – men også på de mange praktiske udfordringer døden medfører for de efterladte.

Helt sikkert vil jeg også komme til at berøre andre aspekter af dødens univers og vores vej dertil.

Du er velkommen til at bidrage nu eller senere, når du selv bliver omklamret af dødens univers.

Hvis du ønsker at følge mine opslag fremadrettet, er du velkommen til at “synes godt om” min side. Inviter gerne andre i din omgangskreds og familie til at synes godt om denne side…

Hilsen Søren Egemar Knudsen”