Denne bog er mere spændende end en kriminalroman. Og så er den taget ud af vores dagligdag. Den handler om at en historieprofessor har overtrådt straffeloven og andre love og hvordan prisen blev betalt af en journalist, der på grund af lovovertrædelserne mistede sit job, om staten, der vendte det blinde øje til lovovertrædelserne og overlod oprydningen til den arbejdsløse journalist. Hans kone var døende og sov ind fire dage før sagen blev hovedforhandlet i Højesteret. På det tidspunkt var faktum, at journalisten, den døende hustru og deres tre børn skulle fraflytte familiens hjem for at betale sagsomkostninger til historieprofessoren, som stædig fastholdt betalingskravet, uagtet Højesteret skulle tage stilling.

Mine damer og herre: velkommen til en virkelighed, der overgår fantasien.

I Højesteret dømt til at betale 675.179,86 kroner

Min dygtige kollega, advokat René Offersen, har skrevet en fantastisk bog om sagen: Kold krig i Højesteret. Offersen førte sagen i Højesteret, hvor journalisten, Jørgen Dragsdahl, fik medhold i at historieprofessoren, Bent Jensen, havde begået grove overtrædelse af straffelovens injuriebestemmelser. Bent Jensen blev dømt til at betale 100.000 kroner i tortgodtgørelse, sagsomkostninger med 502.700 kroner og renter med 72.479,86 kroner eller i alt 675.179,86 kroner samt adskillige for en historieprofessor alvorlige hak i troværdigheden.

Man skulle tro, at en veluddannet mand som Bent Jensen bistået af en dygtig advokat, advokat Karoly Németh, på denne baggrund ville forstå, at der her er handlet helt utilstedeligt. Men sådan gik det ikke. Bogen beskriver levende hvordan Jørgen Dragsdahl er blevet udsat for en desinformationskampagne fra kredsen omkring Bent Jensen. Det er umuligt at få anden opfattelse end at kredsen bevidst har sat sig udover Højesterets dom i forventning om at samfundet tolererer det. Og foreløbig har de fået ret.

Om injuriesager

Retssagen handlede om ære. Det er strafbart et krænke et andet menneskes ære. Bent Jensen blev idømt straf for en sådan krænkelse.

For mange år siden advarede højesteretssagfører Oscar Bondo Svane om at injuriesager er vanskelige. Det fortælles, at hans indledning til proceduren i en injuriesag engang lød sådan: “Enhver, der overvejer at anlægge en injuriesag, burde gøre det til en regel først at aflægge et besøg i værelse 38 på Nationalmuseet … der hænger de australske boomeranger.”

Injuriesager er vanskelige og de er blevet vanskeligere siden Oscar Bondo Svane fremsatte den berømte bemærkning. Herom beretter forfatteren på pædagogisk vis. Sværhedsgraden perspektiveres ved at Offersen fortæller, at en af dommens præmisser først blev forstået af ham et år efter, hvor advokat Asger Thylstrup talte om injuriesager. Den oprigtighed der her afdækkes, er gennemgående i bogen. Offersen betegner den som et partsindlæg, hvad den også er – et sobert partsindlæg, hvor der bliver redegjort også for de dele, der ikke lykkedes og hvor den anden parts vinkler også omtales. Det en befriende ærlighed, som kun en ordentlig forfatter mestrer.

En fortælling drevet af indignation

Hvordan kan der skrives en bog på 200 sider om en retssag? Det korte svar er: indignation hos den ordentlige advokat. René Offersen er politisk set så langt fra Dragsdahl, som tænkes kan. Sagen handler imidlertid ikke om politik, men om at rense et menneske, der uretmæssigt har været udsat for det, der for ordentlige mennesker er meget alvorligt: en krænkelse af æren. Det gør ondt på den ordentlige, mens den uordentlige har vanskeligt ved at forstå problemet. Sådan også i denne sag.

Dragsdahl blev hængt ud for at svigte sit land som KGB-agent. Og spørgsmålet var: er det strafbart at fremsætte beskyldninger som sket? Højesteret svarede ja, så det kunne høres. Dette og det efterfølgende – uskønne – forløb samt – ikke mindst – en sådan sags menneskelige pris, er temaet for den vigtige bog. Den menneskelige pris er vigtig. Jeg vender tilbage til bogens afsluttende kapitel herom og jeg vil gerne understrege, at det netop er den høje pris, der betales af Dragsdahl, som efter min mening er det afgørende læringspunkt i denne sag. Vi skal ikke lade der gå så meget Pricerunner i tingene, at kun ussel mammon tæller – sagen kostede Dragsdahl mange penge, men den højeste pris var beklikkelse af æren, samfundets åbenbare svigt og det bedre borgerskabs misforståede og uklædelige forsøg på at dække over strafbare handlinger, den manglende respekt for at en aftale er en aftale og uhæmmede efterprocederinger af en sag, der blev tabt med et brag.

Historieprofessoren blev dømt ved retten i Svenborg, men frifundet af Østre Landsret. En dom, der var ved at koste Dragsadahl alt hvad han ejede. Det var her René Offersen blev bedt om hjælp. Ikke en politisk, men en juridisk hjælp.

For en advokat er det dejligt at læse hvordan Offersens engagement driver værket. Han tænder på opgaven, der bestemt ikke er let. I bogen fortælles på spændende vis om hvor vanskeligt det er at føre en sådan sag for Højesteret. Alene udgangspunktet, at sagen blev tabt i landsretten er vanskeligt, men dette var kombineret med at staten havde vendt det blinde øje til; the establishment i kongeriget var i vidt omfang på Bent Jensens side og der var mange komplicerede udfordringer, hvilket Offersen gjorde sig klart fra start. Der var modvind på cykelstien. En sejr i Højesteret var kun mulig ved fra første dag at starte på det sammenfattende processkrift – dette processkrift skal afleveres kort før hovedforhandlingen. Dets betydning er svær at beskrive for ikke-advokater. Alt essentielt skal med her og samtidig skal det holdes i den kortest mulige form. Det er vanskeligt og vigtigt. Derfor var udkast til dette processkrift på Offersens arbejdsborg fra dag ét og hele vejen gennem processen.

Den ordentlige advokat lader sig ikke standse af frygt for kundeflugt eller kollegaernes dom

Jeg vil godt fremhæve en ikke uvæsentlig detalje: Som anført er Offersen og Dragsdahl politisk meget langt fra hinanden, men sagen handlede ikke om politik. Ikke desto mindre ville nogle advokater have afvist sagen af frygt for at blive sat i bås på en måde, der ville kunne skade advokatforretningen. Det er overfor et sådant dilemma den ordentlige advokat viser sig: René Offersen var fuldt ud bevidst om at nogle kunder i advokatforretningen måske ville forsvinde, fordi Offersen ville føre denne kontroversielle sag og måske ville det nedkalde gode kollegers vrede over ham. Den problematik kender enhver advokat, der gør sig den ulejlighed at deltage i samfundsdebatten.

Den herostratisk berømte landsretssagfører Carl Madsen, der politisk var tættere på Dragsdahl end Offersen, sagde engang: ”

“Den måde, sagførervirksomhed almindeligvis drives på her i Danmark, er uforsvarlig. Jeg lægger ingen skjul på, at min mening om professionen taget i bred almindelighed, er ringe, og standen som sådan bryder sig heller ikke om mig”. Carl Madsen forsvarede sig selv og sine holdning ved denne markante udtryksmåde, for selvfølgelig påvirker kollegers fordømmelse. Og han fortsatte: “At en mangfoldighed af sagførere er så stupide, så uduelige og griske, at de under ingen omstændigheder burde slippes løs på en sagesløs befolkning, er et faktum, jeg bortser fra. Det er nu engang vilkårene, og vi har dem ikke bedre, end de er. Men selv de duelige og hæderlige kan ganske umuligt overskue nutidens enorme voksende og stedse mere komplicerede lovstof. Juridisk rådgivning må – om ikke faget skal gå redningsløst i forsumpning – udspecialiseres.”, har Madsen berettet.

Meget enig og heldigvis tog Dragsdahl fat i en specialist, en dygtig procedureadvokat, både for byret, lands ret og Højesteret. For mig har Carl Madsen altid stået som indbegrebet af den ordentlige advokat, som dygtigt kæmpede for kunden. Under læsningen af “Kold krig i Højesteret” tænkte jeg flere gange tilbage på vores fags koryfæer. René Offersen kan få plads i rækken, hvis hans linje fortsætter, hvilket der er al mulig grund til at forvente.

Det er dejligt at Offersen er stålsat og kun lader sig vejlede af om sagen bør føres – ikke af hvad kunder og kolleger måtte synes om det. Offersen var ikke i tvivl: når et menneske har brug for juridisk førstehjælp i en sag, så er advokaten naturligvis parat. Det er advokatens fornemmeste opgave, mens det bestemt ikke er fornemt at spekulere i frygt for kundeflugt og kollegernes misbilligelse. Hvad andre tænker (som oftest på et utilstrækkeligt grundlag), må den ordentlige advokat se bort fra. Det lyder – og er – selvfølgeligt. Bare ikke for alle advokater. Nogle sætter indtjeningen højere. Og for den ordentlige advokat er det ikke let, for kollegernes dom kan virke hårdt, slår hårdt og vil altid være en udfordring.

Jeg gætter på at en hel del advokater efter Højesteretssagens udfald har revurderet deres oprindelige holdning. Al respekt for det, men for Jørgen Dragsdahl var det afgørende ikke vurderingen efter dommen, men det forhold, at René Offersen valgte at tro på den, gå ind i den og arbejde for den. Jeg er stolt over en kollega, der på bedste vis lever op til de høje krav, der stilles til advokaten, jf Advokatetiske regler § 1:

Advokaten indtager i et retssamfund en særlig stilling. Advokatens opgave er at fremme retfærdighed og modvirke uret.
Advokaten skal aktivt varetage og forsvare sin klients rettigheder og friheder samt være klientens rådgiver.
Advokaten skal ved sin repræsentation af klienten iagttage fortrolighed samt bevare sin uafhængighed og integritet, herunder i forhold til staten.
Advokaten har juridiske og etiske forpligtelser over for klienten.
Advokaten skal også under udførelsen af sine pligter for klienten udvise den nødvendige respekt over for personer og myndigheder, som advokaten har kontakt med på klientens vegne.

Godt advokathåndværk

Fortællingen om gennemførelsen af denne sag er også en beretning om solidt og ordentligt advokathåndværk. Det nævnes ikke med ét ord i bogen, for Offersens ærinde er ikke at markedsføre sin egen dygtighed, men at få afløb for frustrationerne over hvad Dragsdahl måtte igennem.

Jeg kan godt i en anmeldelse pege på det, som måske ikke er lysende klart for den ikke juridisk-kyndige læser: her er tale om et gedigent stykke juridisk håndværk i en sag af meget kompleks og betydeligt omfang. Det ændrede resultat i Højesteret er i den grad et resultat af dygtigt advokatarbejde fra første færd og hele vejen gennem processen, der sluttede med to hele retsdage i Højesteret (det sker kun meget sjældent at en sag får lov at optage mere end én retsdag ved landets øverste domstol).

Sagens faktum var komplekst og det samme gælder dens jus, altså de regler, der var afgørende for sagens udfald. Reglerne skal forstås på baggrund af Menneskerettighedsdomstolens nyeste praksis. Den er så ny på området, at den ikke fandtes, da sagen begyndte i Svenborg.

Advokat Henrik Holm Nielsen

Dragsdahls advokat for by-og landsret var advokat Henrik Holm Nielsen. En erfaren og meget dygtig og grundig advokat. Han blev så skuffet over landsrettens dom at han derefter deponerede sin advokatbestalling.

Det handler om ære, for selvom Holm Nielsen for længst har passeret pensionsalderen, så er det ikke nogen let handling at aflevere kørekortet til advokathvervet. Der er tale om at hans ære blev gået for nær og det er et meget godt billede af ærens betydning. Engang imellem kan jeg blive i tvivl om hvor vidt æresbegrebet er ved at gå i glemmebogen. For nylig havde jeg en mediation mellem to forretningsfolk. De var ikke danske. For dem var det eneste afgørende æren. Ikke pengene. Først da der blev fokuseret på æren løste sagen op og der blev indgået en aftale. Også på dette område er bogen anskuelsesundervisning, som vi alle har godt af.

Holm Nielsen var en vigtig hjælper for Offersen, der fuldt berettiget har dedikeret et helt kapitel i bogen til Henrik Holm Nielsen. Meget af arbejdet under sagen i Højesteret skete med vigtig bistand fra Holm Nielsen og derfor var det naturligt at Offersen tilbød ham at medvirke i Højesteret (hvilket kunne ske ved at den deponerede advokatbestalling midlertidigt blev sat på pause). Holm Nielsen sagde efter betænkningstid nej tak. Jeg læser det sådan at hans tillid til retssystemet havde fået et grundskud, da Østre Landsret frifandt historieprofessoren. Som advokat kan jeg godt følge Holm Nielsen, selvom jeg kunne have undt ham at være med, da retspræsidenten i Højesteret oplæste 5-2-dommen, som genoprettede den skade, der var sket ved landsrettens ændring af byrettens dom.

Systemet svigtede

Bogen er bygget op med indledende baggrundsfortælling, der trods stoffets kompleksitet er fortalt på spændende vis. Den er gennemsyret af tankesættet fra en advokat, der har sin empati på plads. Det samme kan desværre langt fra siges om alle advokater. Offersen forstår sagens alvorlige karakter for Dragsdahl, hvilket næppe er eller vil gå op for Bent Jensen og hans netværk.

Vi får et fint indblik i et samfund, der den er meget passivt, når en borger kommer ind i juraens vridemaskine. Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at samfundet er lige så kold som den krig, der var på dagsordenen. Så er det befriende, at borgeren an gå til en advokat, der er helt uafhængig af samfundet og som professionelt enøjet skal rede kastanjerne ud af ilden. Desværre må jeg – med mit kendskab til ”systemet” – sige, at jeg ikke er overrasket over at samfundet også efter Offersen og Højesteret havde fejet op er udvist en helt uforståelig tolerance overfor efterfølgende handlinger. Uklædeligt for et retssamfund og jeg vil forstå det, hvis Dragsdahl er dybt forundret og skuffet på trods af oprejsningen fra det overvælgende flertal på fem højesteretsdommere mod to. Dragsdahl har været udsat for en helt urimelig dårlig behandling fra ikke alene Bent Jensen, men også fra samfundet. Derom beretter bogen levende og grundigt.

Selv for en advokat, der har æren af at give møde for Højesteret og derfor kender sagsgangen er Offersens beskrivelse af forløbet og strategilægning for en sådan sag meget spændende læsning. Vi får et godt indblik i sagsgangen og det meget givtigt at der er blevet plads til dette.

Dommen bliver forklaret på pædagogisk vis. Det lyder lettere end det er, for det kræver tungen lige i munden at forstå dybden i Højesterets præmisser. René Offersen fører med sikker hånd læseren gennem juristeriet og endog med et særligt afsnit om det for sagen vigtige begreb ”due diligence”.

Vigtige facts

Det fastslås med rette – mange gange i bogen – at sagen ikke drejede sig om, hvorvidt Jørgen Dragsdahl havde været KGB-agent. Den handlede derimod om, hvor groft urigtige udsagn, Bent Jensen i sin egenskab af forsker kunne fremsætte uden derved at overskride sin særdeles vidtgående ytringsfrihed. Der videregives desuden så megen baggrundsviden, at læseren er vaccineret mod at tænke: der var nok noget om snakken alligevel.

Og så er der retfærdige hug til mange – passive såvel som aktive – i  kredsen omkring historieprofessoren. Jeg er enig med Offersen, når han – i kritikken af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen – køligt konstaterer, at ”statsministeren burde have sendt Dragsdahl en buket blomster”. Ja, det havde været klogt og ordentligt.

Bogen burde motivere Bent Jensen til at opkøbe hele oplaget af den, for hvis den læses af for mange kunne Bent Jensens liv blive ganske ensomt. Som læser sidder jeg i hvert fald tilbage med en ubehagelig skuffelse over at en professor for statens penge og med en statsministers passérseddel i baglommen har kunnet agere som beskrevet. Et had, der har affødt handlinger, som er skræmmende.

Det kan siges pænere, som f.eks. her af en af Bent Jensens historiefagfæller – en førende norsk professor i koldkrigshistorie – citeres for i en vurdering af Bent Jensens procederende bog ”Ulve, får og vogtere” på 672 sider: ”Som veileder for en master- eller doktorgradstudent ville jeg ha sagt, slik bør du ikke skrive om du vil bli historiker”.

Stærk afslutning

Det afsluttende afsnit er det, der har berørt mig mest: ”Større skader end injurierne”. Heri sætter Offersen projektøren på den betydelige skade Bent Jensen har voldt ved sine handlinger gennem ”krænkelse af retssikkerheden” , ”krænkelse af Jørgen Dragsdahl” og ”krænkelse af videnskaben”. Det er råt for usødet en beskrivelse af hvordan man med ord og iscenesættelse kan skade lige så meget som ved hjælp af våben og fysisk vold. Et fornemt indtryk i det, der efterlades, når grænser for menneskelig adfærd groft overskrides og når forbryderen så får aktiv støtte af misforståede hjælpere og et passivt samfund, der inter ser, intet hører og intet gør.

Jeg håber alle de mange politikere, der vedvarende hævder, at de interesserer sig for retspolitik (selvom der ikke er stemmer i det) vil studere i hvert fald afsnit 11. Læs det. Mange gange. Og forstå hvad det er vi taler om, når vi fra advokatsiden igen og igen efterlyser forståelse for betydningen af retssikkerhed.

En fantastisk beretning, som – med et ord jeg har lært af Bent Jensens advokat, advokat Karoly Németh – hedder ”pligtlæsning”.

Efterskrift

Jeg kender René Offersen fra advokatbranchen. Vi har sammen deltaget i Retssikkerhedskonferencen på Christiansborg for et par år siden og vi udveksler ind imellem retspolitiske synspunkter. Jeg deltog i receptionen ved bogens udgivelse og René var så venlig at forære mig et eksemplar med dedikationen “Kære Allan. Om vores fælles passion. Retssikkerhed. René”.

Det skal ikke skjules, at jeg også før læsningen betragtede René som en dygtig og ordentlig advokat og nogle vil måske mene, at min positive anmeldelse er uheldigt påvirket af mit forudgående positive indtryk af forfatteren. Dermed må du leve, for sådan er det, men jeg kan naturligvis stå på mål for min anmeldelse.

Jeg er ikke blevet bedt om at anmelde bogen. Havde jeg fundet bogen dårlig, så havde jeg ikke skrevet en anmeldelse. Nu ønsker jeg at søge at medvirke til, at den kommer så bredt ud som muligt. Jeg har – som led i dette – tilladt mig at sende følgende til Folketingets Retsudvalg:

 

“Den bog bør I læse.

Jeg tillader mig at opfordre Retsudvalget til at købe og læse bogen “Kold krig i Højesteret” af advokat René Offersen.

Der er i denne fortælling om en retssag, et menneske og et samfund meget relevant stof, som ikke mindst retspolitikere må have interesse i at forholde sig til og medvirke til at tage læring af.

Den er et must for retspolitisk interesserede. Bogen er anmeldt flere steder, blandt andet her

(med link til anmeldelser)”.

Bogen kan købes hos forlaget Vandkunsten

Da Højesteret klædte det yderste højre af, genopstod Dragen. Udgivet 13/02/2017 af David Trads

Anmeldelse af Thomas Petersen med mange gode pointer