Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Hummelsagen: Christian Stadil er i vælten i sagen om den bortviste direktør Søren Schriver. Jeg kender hverken Schriver eller Stadil, men sidstnævnte har i mange år haft en høj stjerne hos mig på grund af hans samfundssyn og hans ledelsesfilosofi og de resultater han har opnået, varetagelsen af en fornem CSR-politik og et klart markeret samfundsmæssigt medansvar. Han er, udover at være virksomhedsejer og -stifter, forfatter, foredragsholder, adjungeret professor ved CBS og han sidder derudover i eksterne bestyrelser og tænketanke. Han er forfatter til bøgerne Company Karma (sammen med den højt estimerede ledelsesrådgiver Steen Hildebrandt), Personlig Karma (sammen med coachen Sofia Manning) og I bad med Picasso (sammen med professor i pædagogisk psykologi Lene Tanggaard). Respekt.
Stadil har i mange interviews udtalt sig om ledelse. I dette fra oktober 2009 siger Stadil, at ”der er mange der siger, at på grund af krisen så skal vi tilbage til ”Kaj Holger- ledelse”, og fordi vi er presset alle sammen derude, så skal vi lede på en anden måde, men det skal vi ikke. Vi skal tværtimod lede endnu mere værdibaseret. Det er endnu vigtigere i dag, at vi kan motivere og inspirere,” siger han. Jeps, enig. ”Hvis du ikke gør, hvad du siger, hvis du ikke opfører dig ordentligt over for dine medarbejdere, eller hvis du laver management by fear, så spreder det sig lynhurtigt og vil bl.a. gøre det sværere for dig at få de gode medarbejdere.” Jeps, enig.
Og der kunne fremhæves mange andre tilsvarende udsagn fra Stadil, som ikke mindst på baggrund af partnerskabet med Steen Hildebrandt har fået budskabet solidt ud, ikke bare i erhvervslivet, men også bredere.
Vi er derfor nogle stykker, der med stigende forundring følger Hummel-sagen i pressen. Børsen er åbenbart valgt som Stadils platform, men det blev da også til en TV-transmission, hvor Stadil hamrede løs på bordet og Søren Schriver, mens hans advokat (der fremførte budskabet med sammenfatningen ”den rene røverroman” og tilhørende grin og hovedrysten) på TV2 News, der samtidig citerer Stadil for at udtale, at ”nogle af Danmarks bedste strafferetsadvokater siger, at det er den mest overbevisende bevisførelse, de har set i deres 20-årige karriere”.
Den tiltalte havde ikke lejlighed til at forsvare sine interesser.
Nu er Søren Schriver begyndt at udtale sig og på den måde kan det jo fortsætte så længe begge parter er medvirkende. “Jeg er oprørt over brutaliteten og insinueringerne, men jeg er endnu mere oprørt over, at Stadil inddrager min familie i sine fremturinger. Det overskred mine grænser,” forklarede Søren Schriver til Børsen om årsagen til, at han brød sin tavshed.
Adm. direktør i reklamebureauet Mccann Copenhagen Tobias Smidth-Fibiger, siger til Børsen, at Christian Stadils optræden på pressemødet viste, at han ikke vant til at få sin troværdighed beklikket.
“Christian Stadil gør jo det her ud af affekt. Det virker jo sådan i hvert fald. Når man så begynder at udfordre ham på hans troværdighed, bliver han endnu mere følelsesladet, formentlig fordi han aldrig er blevet udfordret på den side af sin personlighed før. I hvert fald ikke offentligt,” siger Tobias Smidt-Fibiger. Han suppleres af Nikolaj Stagis, der i mange år har rådgivet virksomheder og institutioner om branding. “Det ser ud som om, hans egne personlige interesser får lov at styre sagens gang, så hans ego ender med at overskygge situationen. Når sagen fremstår personlig, virker den mere dramatisk og ender med at få langt større negativ opmærksomhed. Det skader både hans personlige brand og virksomhedens brand,” siger Nikolaj Stagis til Børsen.
Og hvorfor skal sagen procederes i pressen og på TV? Det forekommer ikke rimeligt. Den der sidder med de mest overbevisende beviser de bedste strafferetsadvokater har oplevet i en 20-årig periode burde vel kunne afvente en retssags forløb med den største ro? Kunne man tænke sig, at offentligheden ville finde det sympatisk om holdningen blev udtrykt sådan at ”vi ønsker at sikre, at begge parters synspunkter kommer til orde indenfor nogle sikre rammer og vi er enige i, at ingen er skyldige, før de er dømt”? Jeg tror rigtig mange ville finde det sympatisk og rigtigt og ingen ville blive overrasket over en sådan udtalelse fra netop Christian Stadil.
Peter Suppli Benson, Business har følgende pointe: “Nu har vi fået flere begrundelser for, hvorfor Søren Schriver blev fyret. Det er bare ikke fakta vi har fået fremlagt, men alene de beviser, som Hummel-ejerne har valgt at lægge frem. Jeg synes, Stadil-familiens håndtering har været beskidt – uanset, om det viser sig at de har ret. Man har valgt at smide om sig med udokumenterede beskyldninger. Det kan godt være, at de viser sig at holde stik, hvis sagen på et tidspunkt lander i en retssal, men det er i hvert fald ikke en professionel håndtering, som vi har været vidner til”.
Scenen drejer lidt. For – en endnu bedre end en retssag ville det have været om de to partnere gennem mere end tyve år havde sat sig overfor hinanden og set hinanden i øjnene. Det burde være der en samtale mellem sagens hovedpersoner begynder og det bør være der den søges løst.
Eftersom følelserne utvivlsomt har været i kog ville det være en klog disposition at indbyde en uvildig mediator til at deltage. Dette ville kunne aftales og håndteres professionelt. Beviserne kunne være fremlagt og parterne ville få mulighed for at lytte til hinanden. Om det havde ført til et konkret resultat – hvor mange mulige scenarier kan tænkes – kan ingen vide, men det havde været et forsøg værd. Retssagen som alternativ ville kunne nås alligevel. Den valgte form – pressen som henrettelsespeloton – forekommer som det dårligst mulige valg. Det giver to tabere, mens samtale eller mediationen ofte giver to vindere. Og respekt.
Hvorfor er det så gået, som det er? Det er svært at afgøre fra sidelinjen. Et bud kan være, at Stadil er så stærk og så lidt vant til modstand, at ingen tør sige ham imod. Et andet bud kan være, at hans rådgivere ikke har forstået, at jura er et farligt “ene-værktøj” til håndtering af en højkonfliktsag. Juraen som her anvendt – en optrappende offentliggørelse af udvalgte beviser, som ender i et pressemøde – er et tveægget sværd. Sådan et kan man skære sig på. Og det var det, der skete. Mit bud er, at hvis Stadil havde valgt roen og overskuddet, trods skuffelsen, hvis han havde afventet en aftale eller dom, ville han have kunnet få den medvind han så tydeligt gik efter på pressemødet. Det får sig til at tænke på den gamle advokathistorie, hvor retsformanden lænede sig frem over skranken og sagde til den tabende advokat: “Før De anlægge en injuriesag bør De altid besøge værelse 37 på Nationalmuseet” “??” “Værelse 37 er afdelingen for amerikanske boomeranger”.
Magt kræver ydmyghed. Stor magt kræver stor ydmyghed.
Peter Suppli Benson i business: Tårer som redskab i beskidt spil
Artikler om mediation som konfliktløsningsmetode
