Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
I den danske sommervarme 30. juli skrev jeg et indlæg om det amerikanske valg under overskriften: “Gør det noget, at Hillary ikke bliver præsident“? Uddrag:
“Det er for tidligt at gætte om hvem der vinder præsidentvalget i USA til november. Jeg ved slet ikke nok om amerikansk politik til at gætte. Alligevel kan jeg ikke lade være. Og mit gæt er – i dag – at Hillary taber valget. Trump bliver præsident. Min mavefornemmelse siger mig, at det vil være skidt – rigtig meget skidt – for USA og resten af verden. Omvendt må jeg sige, at jeg ikke er sikker på, at det vil være (ret meget) bedre for verden, hvis jeg gætter forkert. Sådan havde jeg det ikke for nogle uger siden. Nu er det anderledes, måske fordi jeg har koncentreret mig mere om at læse om Hillary end om Trump (jeg har simpelthen ikke magtet at bruge tid på denne mand – her vil jeg give præsident Obama ret: verden udenfor USA forstår ikke, hvad der foregår ved dette valg, læs: ingen kan forstå, at Trump er endt som præsidentkandidat).
Hvorfor taber Hillary valgt? Jeg har selv haft et positivt, måske nostalgisk billede af ”the Clintons”. Jeg har stadig respekt for at Hillary er den første kvindelige kandidat til præsidentposten i USA. Alligevel er jeg skeptisk og jo mere jeg læser om Hillary, jo mere i tvivl kommer jeg”.
Siden dengang blev jeg en overgang revet med af meningsmålingerne, men jeg faldt tilbage på mit udgangspunkt. Min mave blev ved med at sige det: “Brexit 2”. Utilfredshed. Pay backtime. Så da der på twitter i går blev spurgt “hvem vinder Trump eller Clinton” svarede jeg Trump. Det var der på det tidspunkt 20%, der også gjorde. 80% svarede Clinton.
Mon ikke vi fremover skal tage meningsmålinger med større forsigtighed? Der er ikke opfundet en metode, som kan måle det, ingen vil sige højt. Hverken i USA eller i Danmark.
Og mon ikke vores politikere skal se valget i USA som et kæmpe wake up call: vi er så trætte af jeres cirkus, senest blå stues vanvidsstilleståenhed siden før sommerferie. Vi er trætte af et LA, der i strid med alle rimeligheder nægter at tælle til 90. Træt af et DF, der går til valg på at fjerne luskebukse i EU og så selv gribes med hele ledelsen nede i EUs kagekasse. Vi er trætte af et Socialdemokrati, der for at tækkes vælgerne løber fra partiets politik. Vi er trætte af ikke at blive taget alvorligt. Respekter, at Christiansborg ikke er jeres private resort, men demokratiets arnested.
Og mon ikke vi ikke-politikere skal indse, at demokrati ikke er en gudsgivet styreform. At demokratiet er ungt, men måske træt. At demokratiet ikke fungerer, hvis vi ikke deltager i debatten og tager medansvar for andet end egne særinteresser?
Ingen kan forudsige, hvad Trumps æra vil give. Vi kan være enige om at være nervøse. Men måske skal vi også hviske til os selv: “Ville Clintons “mere af det samme” have været lykken? Kunne et valg via et fravalg redde os? Eller var de to kandidater i virkeligheden et udtryk for, at demokratiet er så nedslidt, at det uanset hvem der vandt ville blive en nedadgående udvikling? En udvikling, som Clinton ikke kunne vende og som Trump nok heller ikke kan vende. En udvikling, som kræver et helt andet samfundsmæssigt engagement fra dig og mig og os allesammen i hele verden”?
