Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Ægtepagt. Alt for mange mennesker tror for meget på juraen. Som om den er en slags mirakelmaskine. Det skal du endelig ikke gøre. Jura kan føre til – og fører hver dag til – meget alvorlige ulykker. Jeg kunne skrive en hel bog om det, men her vil jeg bare give ét enkelt eksempel.
Ulla og Peter har været gift i to år. De har fælleseje. Ulla hare en formue på 20 kroner. Peter har en formue på 20 millioner kroner. Peter har været til møde i Rotary, vor en advokat har fortalt om fælleseje og særeje. Peter har nu et ønske om at ændre fælleseje til særeje. Ulla er 12 år yngre end Peter og ”man ved jo aldrig” om hun finder en yngre mand…
Peter taler med Ulla. Lad os lave en ægtepagt. Jeg har talt med min advokat. Det er ikke noget særligt.
Ulla kan ikke lide idéen. Hvorfor nu det, tænker hun. Hvad er der galt. Har han fundet en anden? Forklarer Peter, at det forstår hun ikke, men Peter vil have en ægtepagt og et møde med ”min advokat”.
Ulla går med til mødet. Advokaten forklarer, at Ulla og Peter jo har hver deres interesser. Derfor kan det være en god idé at de har hver deres advokat. ”Nej, det er ikke nødvendigt”, siger Peter. ”Vi er enige”.
Advokaten spørger Ulla: ”Ja”, svarer Ulla, mens hun tænker ”for fredens skyld”.
Advokaten laver nu en ægtepagt. Ulla og Peter skriver under. Advokaten tinglyser og sender en regning. Alt er godt.
Ulla tænker meget over hvad der egentlig skete. ”Hvorfor” bliver hun ved med at spørge sig selv. Hun siger ikke noget til Peter. ”For hvorfor”?
Det begynder at gå dårligere i Ulla og Peters forhold. Ulla er tillukket og mut. Peter forstår ikke hvorfor. Ulla ved det godt, men vil ikke sige noget. ”Det nytter alligevel ikke noget – han vil have det som han vil have det og jeg har ikke råd til at blive skilt. Så sætter han mig på gaden”.
Tiden går. Det bliver ikke bedre. Det bliver langsomt værre.
Ægtepagten er en sten i skoen. Den følger med. Og som det går med en sten i skoen, sådan går det også med Ullas tanker om ægtepagten: der bliver gnavet hul. ”Jeg kan ikke mere”, siger Ulla. ”Jeg vil skilles”. ”Hvad vil du”? spørger Peter. ”Hvad er det du siger”? ”Jewg vil ikke mere. Stop. Farvel”.
KOMMENTAR:
Du skal omgås juraen med den største forsigtighed. Ulla og Peter fik lavet et juridisk dokument, som sikrede, at Peter ved skilsmisse kunne beholde hele formuen. Men Peter ville jo ikke skilles. Han ville bare ”sikre sig”. Peter glemte – og Peters advokat glemte – at en ægtepagt kan føre til skilsmisse. De overså Ullas underlegenhed. De forstod ikke, at Ulla skrev under med pistolen for panden. De forstod ikke, at de med det fine juridiske dokument havde placeret en sten i Ullas sko. Ægtepagten førte til det ingen af dem ville: skilsmissen.
Jeg kan ikke vide om ægteskabet ville være holdbart uden ægtepagten, men jeg ved, at det er helt forkert, hvis en advokat i en situation som denne ikke italesætter risikoen for at det fine dokument fører direkte mod afgrunden.
Pas på: du kan slå dig på juraen. Du er nødt til at tænke med og sige til og fra. Og hvis din advokat ikke kan det, så find en advokat, der kan mere end paragraffer: forstå de mennesker advokaten rådgiver. Det er et alt for overset krav.
