Nostalgi: Det blå ishus lokker mig…

Nostalgi er ikke, hvad det har været.

Jeg tager mig selv i at tænke: dengang det her ishus (NB: min stavekontrol kender ikke ordet) var mainstream og ikke som nu et nostalgisk glimt fra en svunden tid, var det hele så ikke bedre? Der var ro på. Der var ikke noget internet. Der var to daglige aviser og en radioavis og radioen gik i seng sammen med os andre.

Det røde postbud – i fin uniform, sorte bukser og nypudsede sko og ikke i flowerpowerkorte shorts – gik to daglige runder og det var muligt at sende et telegram på festblanket. Der var posthuse og man kunne få sit eget gummistempel til girokontoen. Der var checkhæfter og kontanter. Og der var ægte udsalg to gange om året. Ingen supermarkeder holdt fødselsdag fire gange årligt og verden var fri for spam. Derimod havde vi Daells Varehus-kataloget og forretningen i Nørregade, hvor nu kun Sømods Bolcher er tilbage.

Dengang var der ingen servicestationer, kun benzintanke med full service. Der var én TV-kanal og den offentlige debat foregik i en sober tone. Shitstorme var et ukendt begreb, vi havde kun almindelige storme og det i normal størrelse. Grønland var ikke ved at smelte og der boede mennesker på Lolland Falster. Hver by havde en familielæge og et sygehus og hvert sogn havde sin Korsbæk-historie med fint hotel og egen avis, der blev trykt i byen.

En mand var en mand og en kvinde havde sin plads i hjemmet. Danmark havde en konge og drengene havde sløjd, pigerne husgerning. Ungerne blev ikke bragt til opbevaring og der var forskel på øst og vest. Vi kendte vores fjender og vores venner og Christiania var ikke besat, men belagt. Der var ikke datingsider, men kontaktannoncer i JyllandsPosten. På landet blev køerne håndmalket. I dag er det landmanden, der bliver malket, køerne medicineret og havørnene dør af at spise rester.

Det blå ishus sender mig de signaler: Åh, hvor det hele dog var lettere dengang. I dag er uigennemskueligheden dronning og ingen erhvervsleder kan åbne munden uden først at sige: Disruption. Nedbryd din virksomhed før andre gør det. Og avisen må vente til nettet er tjekket. Familiekomsammen foregår med næserne trykket flade mod mobilen. Og udviklingen går i et tempo, som vi har svært ved at følge med til, hvis vi skal være helt ærlige. De femårige ved mere om teknologi end os på 30+ og dem, der er endnu mere forældede. Ja nogle er koblet af og kan efter ansøgning få lov til at undlade oprettelse af en digital brevboks.

Præsten, skolelæreren, redaktøren, lægen og advokaten holdt parnas. Ingen kunne finde på at sige dem imod og patienterne lod lægen stille diagnosen. Enhver kendte sin plads og sin betydning. Det var muligt at forstå egen skatteberegning og der var plads til forskellighed. På et tidspunkt lagde Socialdemokratiet endda selvangivelsen i datidens firkantede skraldespand af jern.

Var det lettere og bedre dengang ? Nej. Det ved jeg godt. Det er bare så let i et anfald af ”nu er det hele sgu nok nok” og derfor får billedet af ishuset lov til at lege med mine følelser. Det kalder på de lyse og uskyldige glimt. Sandheden er jo, at det altid har været sådan og at det sikkert altid vil være på den måde.

Nu-et sætter os under pres. Det var lettere førhen, tænker vi. Og ved godt, at det er en røverhistorie, hvor fortidens udfordringer er glemt og de lyse glimt er blevet ophøjet til ene-sandheder. Sort-hvide fotos fremstår i klare og lyse farver, hvorimod dagens opgaver ligner sorte skyer og udsigten fremad er ikke meget anderledes, så lad os søge tilflugt i den lette fortid. Vi tager en tur med sporvognen.

Og ja, vi skal da naturligvis bare tage handsken op. Glæde os over de mange muligheder og tage en god dialog med vores frygt. Den der drillepind, der hele tiden er bekymret for at vi falder i verdenshavet og derfor hvisker skrækscenarier i vores øren.

Jeg taler med min frygt nogle gange hver dag og forsøger at aftale, at vi støtter hinanden. Jeg vil naturligvis helst ikke køres over af en lastvogn eller dø af et hjerteslag, men omvendt vil jeg heller ikke sidde beskyttet bag tykke mure uden at vove og uden at forlade min komfortzone med passende mellemrum. Og det er netop her – lige udenfor komfortzonen, at ishuset lokker mig til at mene, at det hele var meget bedre i de gode gamle dage.

Goddag dag og velkommen til nye muligheder. Lad os gribe dagen. Carpe Diem.