Griskhed – hvornår er for meget for lidt?

Griskhed – hvornår er for meget for lidt? Griskhed. Det er, når der er for meget for meget og for lidt for lidt. Omtanke. Tilbageholdenhed. Fordeling. Uddeling. Dagens historie i Politiken har fået mig til at skrive lidt om griskheden.

Kan du opremse de syv dødssynder? Hvis ikke, kan du læse dem til sidst i dette indlæg.

Du kan garanteret huske den dødssynd, der hedder ”griskhed”. Kom til at tænke på den, da jeg i dag i Politiken – på tip fra Kent Nielsen – læste journalist Marcus Rubins indspark ”Griskhed i toppen smadrer samfundet”. Emnet er kapitalismens mørkesider. At en enkelt mand kan tjene mere end en hel dansk provinsby, er gift for kapitalismen. Og det rene vanvid. Eller i hvert fald værd at give nogle tanker.

Det er nemlig et tankevækkende indlæg, som desværre indledes med et af alt for mange eksempler fra mit eget område: advokatverdenen. Rubin omtaler en konkret sag, hvor advokaten har båret sig forkert ad og virkelig har sikret sig selv en alt for god betaling på en måde, der efter de offentliggjorte beretninger virker klart uværdig for en advokat. Sagen er indbragt for Advokatnævnet, der senere vil tage stilling Og der er desværre alt for mange eksempler på det samme, ikke alene i den amerikanske advokatverden, men også i den danske. En kollega udtrykker det sådan: ”Kranspulsåren hos enhver advokat går gennem pengepungen”. Han er selv et eksempel på det modsatte og heldigvis er de fleste advokater ikke optaget af penge, men af opgaven. De, der er det modsatte, får lov til at præge mediernes omtale og det rammer alle advokater. Vores omdømme er derfor for nedadgående, hvilket ærgrer mig. Jeg har selv den glæde, at jeg endnu aldrig har fået underkendt et salær, men jeg kan alligevel – ligeså lidt som de fleste andre – sige mig fri for at være ramt også af griskhed. Selvom jeg ikke selv kan se det.

Nå, men Rubin omtaler også et amerikansk eksempel. Forleden kom nemlig nyheden om, at de bedst lønnede ledere af kapitalfonde i Amerika i 2015 havde tjent omkring 1,7 milliarder dollar per næse.

Det er så enormt et tal, at det er vanskeligt at forstå det. I danske kroner er det omkring 11 milliarder kr., og betyder, at finansfyrsterne hver eneste time året igennem har tjent omkring 1,2 millioner kroner.

Rubin fremhæver, at Eivind Kolding har i løbet af de sidste tre år fået 43 millioner kroner for at blive fyret to gange – først fra Danske Bank, derefter fra Novo. Småpenge i forhold til de 73 millioner kroner, som Novos tidligere topchef Kåre Schultz tog med sig som afskedsgave, da han året før forlod virksomheden.

Og direktøren for Nets – det selskab, der står for Dankort og den slags – der ifølge Børsen personligt står til at score op mod 700 millioner kroner, når virksomheden bliver børsnoteret. Gode penge for et par år med at strømline en virksomhed, der vel ret beset på mange måder er opbygget over årtier af hele Danmark.

Er det griskhed eller er det bare noget dygtige mennesker har gjort sig fortjent til? Det er de vel i deres helt gode ret til? Måske, vil jeg sige. Det er nok ikke helt så enkelt. Et gammelt ord siger, at “magt kræver ydmyghed, stor magt kræver stor ydmyghed”. Fordi den, der har magten, kan gøre (næsten) frit, hvad vedkommende finder på. I det lys skal vi også se eksemplerne nævnt foran. Hvor mange kan reelt blande sig og hvor godt efterprøver de involverede rimeligheden og hvor habile er de deltagende i en eventuel prøvning? Paulus gav en god vejledning i denne henseende idet han skrev: „[Jeg siger] til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind.“ Måske en udmærket overvejelse, når der skrives kontrakt om løn og gyldne håndtryk?

Hvor går grænsen? Ingen steder? Er alt OK?

Nej, alt er ikke OK. Der er grænser, men bedst om det enkelte menneske selv er i stand til at trække dem. Det lykkes for sjældent og derfor er det nødvendigt at standse op og tænke, sådan som Marcus Rubin gør det i dagens Politiken. Det er for simpelt blot at henvise til, at enhver er sin egen lykkes smed og at udbetalingerne har hjemmel i en kontrakt. Nogle har ansvar for disse kontrakter. Og det nytter ikke at bremse indsigelser med henvisning hertil og med antydning om eller med påstand om, at indsigelser skyldes ren misundelse. Vi er ikke misundelige, men vi undrer os. Sådan tror jeg de fleste har det. Jeg skrev for nogle år siden indlægget “10 Ting Jeg Ville Gøre, Hvis Jeg Vandt 135 Millioner Kroner…” og sådan har jeg det fortsat. Hvordan har du det med de her ting?

Lad os se ud og lytte til andre. “Hvilken af dødssynderne har du det selv værst med“, blev biskop Jan Lindhardt engang spurgt om. Han svarede:

Jan Lindhardts bog om de syv dødssynder

»Det bliver nok griskheden, gerrigheden, for den kender ingen grænser. De andre dødssynder bliver trættende i længden, selv utugten og frådseriet, og sløvheden er så passiv, at man ikke kan sige, den kan være umættelig. Kan man være uendeligt sløv? Det er sprogligt forkert.

Den græske filosof Aristoteles opfattede griskhed/gerrighed som den ene yderlighed, hvor ødselhed var den anden. Midt imellem satte han gavmildhed. Det siger vi ikke mere. Indtjeningen skal være i orden, og man skal have økonomisk sans. Vi lægger os meget tættere på gerrigheden. Og man må da også indrømme, at griskheden og gerrigheden som alle de andre dødssynder har sine gode sider. Profitmaksimering og produktivitet øges, og samfundet bliver rigere. Generelt gælder det, at hvis dødssynderne fortsat fortjener at kaldes »synder«, skyldes det, at de tjener egoet og ikke udøves for næsten eller fællesskabet.«

Ved en anden lejlighed sagde Lindhardt:

“Men man er stadig opblæst. Vi vil ikke syne store, men vil gerne, at andre mener det om os.” Er det ikke en herlig udtalelse og mon ikke de fleste kan se sig selv i den? Jeg kan i hvert fald godt.

“Derfor er det gavnligt indimellem at få at vide, at verden ikke begynder hos dig. Og synden har vi jo altid hos os,” fortsatte Lindhardt. Og ja, det er godt at vide, at verden ikke begynder hos dig og det er gavnligt at blive forarget over griskhed og fejl hos andre, men sundt at minde sig selv om, at vi alle har en splint i øjet. Og at vi alle har blinde pletter.

Eller som Lindhardt så glimrende udtrykker det: »Jeg er jo ikke præst og evangelisk forkynder uden grund. Jeg ved, at vi er syndere, og at synden findes. Synden er udtryk for, at vi ikke gør, hvad vi burde over for næsten og fællesskabet. I det øjeblik, mennesket ikke føler sig ansvarligt over for Gud og næsten, men kun tænker på at stå til ansvar for sig selv, har synden ingen mening. Der skal være nogen at synde imod, og hvis man opfatter sig selv som et selvbærende individ, som ikke skylder nogen noget, er synden væk. Det er klart, jeg ser det som et problem. Det sørgelige er, at synden ikke bryder sig om at gå alene, men tager etikken og moralen med. Tilbage bliver, at enhver er sig selv nærmest, og samfundet bliver ringere.« Jan Lindhardt i Berlingske, da han i 2001 som biskop udgav bogen »De syv dødssynder«.

Er Jan Lindhardt selv grådig?
“Ja. Det er jeg. Det tror jeg, at alle moderne mennesker er. Og selvoptagede.”

“Vi kommer ikke af med grådigheden. Man kan i nogen grad være skizofren, i gamle dage kaldt melankolsk, ikke i sygdomsmæssig forstand, men man kan godt have øje for andre, selvom man er grådig og selvcentreret.”

Jeg deler Marcus Rubins forargelse.

Og så forstår jeg ikke, at de mennesker, der scorer så mange penge ikke i fuld offentlighed deler dem ud igen. Den største glæde er ikke at få, men at give. Griskhed er ikke noget godt. Uanset vi alle kan have en rem af huden. Lad os overveje: hvornår er for meget for meget og for lidt for lidt?

“De syv dødssynder peger tilbage på os selv. Og hvis man ikke slår dem hen med en afværgende vittighed, er det en udfordring at tænke over dem: Hvornår har jeg sidst raget til mig? Hvorfor tabte jeg hovedet over for mit barn? I det daglige kan selvransagelsen have brug for trædesten at gå på. Det tilbyder de syv dødssynder” – sådan konkluderes i lederen i Kristeligt Dagblad den 13. juli 2016.

Og som lovet her til sidst får du lige de syv dødssynder:

Stolthed/Griskhed/Vellevned/Misundelse/Frådseri/Vrede/Sløvhed.

Læs også:

Har vi tabt til de syv dødssynder?

Allan Ohms Hvornår får vi rimelighed i de gyldne håndtryk?

Marcus Rubin i Politiken: Griskhed i toppen smadrer samfundet

Allan Ohms: Magt kræver ydmyghed – også hos domstolene

Allan Ohms: 10 Ting Jeg Ville Gøre, Hvis Jeg Vandt 135 Millioner Kroner…