Gør det noget, at Hillary ikke bliver præsident?

Det er for tidligt at gætte om hvem der vinder præsidentvalget i USA til november. Jeg ved slet ikke nok om amerikansk politik til at gætte. Alligevel kan jeg ikke lade være. Og mit gæt er – i dag – at Hillary taber valget. Trump bliver præsident. Min mavefornemmelse siger mig, at det vil være skidt – rigtig meget skidt – for USA og resten af verden. Omvendt må jeg sige, at jeg ikke er sikker på, at det vil være (ret meget) bedre for verden, hvis jeg gætter forkert. Sådan havde jeg det ikke for nogle uger siden. Nu er det anderledes, måske fordi jeg har koncentreret mig mere om at læse om Hillary end om Trump (jeg har simpelthen ikke magtet at bruge tid på denne mand – her vil jeg give præsident Obama ret: verden udenfor USA forstår ikke, hvad der foregår ved dette valg, læs: ingen kan forstå, at Trump er endt som præsidentkandidat).

Hvorfor taber Hillary valgt? Jeg har selv haft et positivt, måske nostalgisk billede af ”the Clintons”. Jeg har stadig respekt for at Hillary er den første kvindelige kandidat til præsidentposten i USA. Alligevel er jeg skeptisk og jo mere jeg læser om Hillary, jo mere i tvivl kommer jeg.

Hvem er Hillary?

Den amerikanske, meget anerkendte redaktør Ezra Klein, skrev for et par uger siden herom. Kendere har vurderet, at det er ”det bedste og mest saglige forsøg på at forstår Hillary Clinton” (Føljeton 29.07.2016).

Klein indleder beretningen med denne læsevejledning: ”This is an effort to answer a question I’ve been struggling with since at least 2008: Why is the Hillary Clinton described to me by her staff, her colleagues, and even her foes so different from the one I see on the campaign trail”?

Klein fremhæver, at Hillary lytter (“She listens.”). Det tæller i mit objektiv. Verden lytter for lidt. Vi lytter for sjældent til hinanden. Men – er evnen til at lytte en fordel, når du vil vælges i kamp mod en Donald Trump?

Hillary tog for 16 år siden – valget til senatet – på en ”listening tour”. Pressen elskede den ikke. Men Klein anerkender den og dens effekt: ved at lytte får du vigtig viden. Banalt, men jeg er enig, Og Hillary gentog ”listening tour” i 2016. Og vi skal huske, at Hillary jo altså vandt nomineringen til den demokratiske kongres. Artiklen, der roses af Føljeton, indeholder en større gennemgang, men giver ikke mig de afgørende pointer.

Morten Sørensen, freelancejournalist, der bor i Israel, har på K-forum skrevet en meget kritisk artikel om Clintons e-mailsag. Det er en interessant gennemgang med en ambitiøs titel: ”Hillarys e-mailsag fra A-Z”.

Hillary Clinton brugte en privat e-mailadresse og en privat mailserver, da hun var udenrigsminister fra 2009 til 2013. Herved kunne hun selv vælge hvilke mails, der skulle udleveres til offentligheden, og hvilke der skulle tilbageholdes og slettes, fordi de var personlige.

Uden jeg kan vurdere om artiklen er dækkende, så er den for mig dækkende nok til at være alarmerende. Det er uskøn læsning om en adfærd, der får den danske – helt urimelig administrative, lovgivningsmæssige og politiske – håndtering af aktindsigtsbegæringer til at ligne den rene uskyldighed. I begyndelsen af denne måned kom FBIs konklusion efter en årelang efterforskning: ” Hun har været “ekstremt skødesløs”, men slipper for tiltale, da man ikke har kunnet finde beviser for “Intent”, at det har været bevidste omgåelser af lovgivningen. Direktør James B. Comey tilføjede desuden, at havde hun stadig siddet som udenrigsminister, ville hun være blevet tvunget til at gå af”.

Se 15 minutters konklusion fra James B. Comey her

Forude venter en lang række civile søgsmål, som verserer i øjeblikket ved domstole i Washington D.C., ligesom både Wikileaks og Anonymous har bebudet, at de vil offentliggøre inkriminerende dokumenter fra hendes mails. Og republikanerne i Kongressen har bebudet en høring om sagen med James Comey som vidne.

Morten Sørensen fortæller, at tidligere US Attorney General Michael Mukasey ifølge Wall Street Journal har udtalt, at Hillary burde tiltales for:

• Opbevaring af fortrolige oplysninger på et usikkert sted
• Risikere afsløring af fortrolige dokumenter gennem grov forsømmelighed.
• Ødelægge regeringsejede informationer.
• Lægge hindringer i vejen for opklaring af lovovertrædelser.
• Lyve under ed.

Han påpeger, at der vil komme ting frem fra de civile retssager. Mange inkriminerende oplysninger i denne sag er, skriver Morten Sørensen, allerede kommet frem derfra.

Kan en præsidentkandidat overleve et pres underbygget af lækkede e-mails? Vil det ikke uundgåeligt skubbe til den manglende tillid, der generelt er i USA til Hillary Clinton?

Mon ikke der allerede er planlagt en række forsider om sagen? Jeg forstår ikke denne komplekse sag og jeg er rystet over det, jeg har læst om den. En udenrigsminister, der i strid med alle regler flyttet fortrolige mails til en totalt usikker privat server i en kælder og som egenhændigt sletter 30.000 mails, der er ”private”. Som tilsidesætter flere dommerkendelser og som ikke vil komme med en god forklaring. Jeg har uden held søgt efter forklaringer, som kunne berolige mig.

Hillary kritiseres af mange for at være eller i hvert fald virke som arrogant. Hun forståre ikke værdien af at være mere åben. Måske kan hun ikke være åben. Hun undervurderer den kritik og den mistænkeliggørelse, der følger med de mange sager, der er omkring hende: e-mailsagen, Goldman Sachs betaling for taler, hvor kommer pengene fra til hendes fond, partiets adfærd omkring Sanders forsøg på at blive valgt og Hillarys rolle her, Clinton-familiens fortid, den såkaldte Whitewatersag, hvor Bill og Hillary Clinton blev beskyldt for at have gjort sig skyldige i bestikkelse, bedrageri og embedsmisbrug i forbindelse med et fejlslagent byggeprojekt i Whitewater, Arkansas (kongreskomitéer og en undersøgelsesdomstol undersøgte sagen i 1994-2000, men de kunne ikke påvise sådanne ulovligheder) og meget andet. 7 ud af 10 amerikanere har ikke tillid til Hillary. En stor del af dem hører til i det segment, der kan blive udslagsgivende for valget af præsident til november.

”De har i den grad svigtet den demokratiske proces, og Donald Trump har ret i, at det er et bundråddent system også i Det Demokratiske Parti”, sagde Melanie Watson fra staten New Hampshire, der var taget til kongressen for at protestere mod den demokratiske partiledelses håndtering af Sanders, fortæller Berlingskes Kristian Mouritzen.

”Jeg tror slet ikke, at den demokratiske ledelse ved, hvor vrede vi er. Vi er blevet snydt og bedraget af vores eget parti. Jeg vil aldrig stemme på Hillary Clinton. Jeg stemmer blankt eller også går jeg over til Den Grønne”, siger hun. En anden, Britt Stanfield fra New Jersey, siger ifølge samme kilde: »Jeg vil aldrig nogensinde igen stole på nogen politikere. Det, de her har gjort, viser en total manglende respekt for folks beslutninger. Trump har ret i, at systemet er pilråddent,” og hun konkluderer, at ”jeg har ikke talt med en eneste, der vil stemme på Hillary Clinton. Nu vinder Trump”.

Der er sagt og skrevet meget. Det er svært at analysere sig frem til et dækkende billede. Min egen mavefornemmelse af en sober og ordentlig præsidentkandidat mod en skruppelløs og vanvittig modkandidat er ændret. Den skruppelløse og vanvittige ser jeg fortsat, men jeg har fået mine tvivl omkring ordentligheden hos den anden kandidat. Det må jeg indrømme. Jeg er blevet i tvivl om hvor vidt Hillary i virkeligheden er den, hun fremstilles som, når Barack Obama og Michelle Obama og andre fremstiller hende som den næsten perfekte politiker. Jeg er i tvivl om hvor vidt Hillary i virkeligheden har alt for tætte bånd – eller måske endda reelt er styret af – finansverdenen og militæret og de mennesker, der lever af at levere til militæret.

Når jeg i dag skal vurdere hendes muligheder, så spiller min usikkerhed ind. Troede jeg på, at Hillary er så ordentlig, som jeg gjorde før denne valgkamp, så ville den afgørende have understøttet både håb og tro på en sejr over Trump. Nu frygter jeg, at usikkerheden – som tilsyneladende gælder bredt for mange amerikanere – vil føre til, at mange frustrerede vælgere sætter Ikke fordi der er større tillid til ham, men fordi der skal vælges.

Clement Kjersgaard har i Politiken skarpt karakteriseret Trump: “Alle – også Trumps vælgere – forstår, at det er alle andre mod ham alene. For at klare sig godt har han ikke behøvet at ’vinde’ – ikke mestre fakta og løsninger bedre end sine modstandere, blot udstille deres fejl, forsømmelser, selvmodsigelser og tabuer. Han styrer direkte til de kontroversielle spørgsmål, der udfordrer enhver politisk korrekthed. Dermed bliver han svær at fange for den, der ikke tør følge efter. Med sine tabubrud har han igen og igen udstillet sine modstanderes – og selve diskussionens – underforståede begrænsninger, hvad der for hans tilhængere er blevet en konstant demonstration af hans relevans”.

Er vi ikke i en tid, hvor der “kaldes” på den stærke mand? Hvor flertallet bestemmer og fornuften taber. Brexit virker ikke som et rationelt resultat. Den danske EU-afstemning virker ikke som et rationelt resultat. Det seneste valg til Folketinget med DFs enorme sejr virker ikke som et rationelt resultat. Det virker som en protest, hvor signalet er “jeg er utilfreds”, “jeg er bange”, “det er ikke godt nok og Facebook har lært mig at stemme med fødderne”.

Jeg håber mit gæt viser sig at være forkert. Der kan ske meget frem til november. Og så skal det jo lige tilføjes, at demokraterne fører ved at have fod på 240 af de 270 valgmandsstemmer, der er tilstrækkeligt til at sikre præsidentposten. De mangler kun 30, mens republikanerne må kæmpe fra dør til dør. Det kan godt betyde meget, men er det nok?

Gør det noget, hvis jeg får ret og Trump vinder? Det tror jeg desværre det vil. Billedet er mudret, fordi jeg tidligere gik og var sikker på, at hvis Hillary vandt, så ville det blive godt. Nu står hun for mig mere som en gallionsfigur, der måske er styret af andre. Måske som udtryk for, at der ikke er det reelle demokrati, jeg troede. Ville hun være bedre end Trump? Ja, det tror jeg fortsat, for jeg mener Trump mangler den erfaring og den indsigt, der skal til for at være præsident i verdens mægtigste land. Her er Hillary trods alle forbehold et bedre valg. Tror jeg. Vel vidende, at en hel del kloge mennesker er af en anden mening. Mit svar på mit eget spørgsmål er derfor et klart “ja”.

Læs også Berlingskes leder Clinton vs. Trump

Og “Here are the 5 reasons Trump is going to win” af Michael Moore