Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Respekt. Fuld respekt for prins Henrik.
Prinsgemal-titlen er lagt til side. Prins Henrik er gået på pension og det har gibbet i Se&Hør-segmentet, der er ret stort i Danmark. Både kongetro og så em, der elsker at være modstander, men ikke er for fine til at snage lidt i alt, hvad der lugter af kongelig røgelse.
Jeg savner en mere respektfuld debat og omtale af Prins Henrik. Vi skal forstå ham, ikke håne ham.
Hver gang jeg har mødt kritik af prins Henrik har jeg spurgt: ”Kender du ham? Kender du hans baggrund? Kender du hans indsats for Danmark?” Indtil nu har svaret altid været et hult nej. Efterfulgt af ”…men manden er da komplet til grin”. Det har gentaget sig her i sidste omgang, hvor prinsgemaltitlen er blevet lagt til side midt under det mexicanske præsidentpars statsbesøg i Danmark. Og lad os så se lidt på, om der er noget at kritisere.
Det må naturligvis undre, at prinsgemaltitlen opretholdes og ikke deponeres, da meddelelsen om pensionering blev givet i Dronningens nytårstale. Og når det ikke skete, så må det undre, at meddelelsen falder så tilfældigt, som vi har set det. Det er da højst besynderligt og meget egnet til at vanskeliggøre situationen, især for prins Henrik. Her savner jeg at vide, hvad kongehusets rådgivere har gjort eller ikke gjort. Det er da underligt, at man – med en moderne kommunikationspolitik, mange højt betroede og kompetente rådgivere – ikke kan gøre det på en mere elegant måde. Er det fordi nogle gerne se prins Henrik hevet gennem Svikmøllen én gang til? Jeg tror det ikke. Er det fordi der slet ikke er tænk over det? Jeg tror det ikke. Er det fordi det bare ikke kan være anderledes? Jeg, det tror jeg.
Jeg tror ikke prins Henrik har været helt afklaret om betydningen af pensionering. Det er han ikke alene om. Overgangen ser lettere ud på papiret end den er i virkeligheden. Pensioneringen perspektiverer et langt liv. Det river op i minderne fra 2002, hvor kongehuset blev kastet ud i en stor krise, da prins Henrik lod sig interviewe til BT, der selv havde hidset prinsen op med forsideteksten Konge for en dag”. Det var historien om at kronprins Frederik blev nr. 2 for en dag, fordi Dronningen ikke kunne deltage i nytårskuren. Derved måtte prins Henrik se sig som nr. 3, ikke alene efter sin hustru, men nu også efter sin egen søn. Det blev samlet op og sårene klinket ved royalt familiemøde på Château Cayx. Men den følelse, der dengang brød ud i lys lue, har nok banket på døren til prins Henriks arbejdsværelse, da han efter pensioneringen har siddet og overvejet livets gang i kongehuset.
Prins Henrik er bitter over at vi kollektivt har nægtet at forstå ham. Jeg er enig i, at vi har været selvoptagne, selvtilfredse og uden perspektiv i opfattelsen af prins Henrik. Jeg anbefaler fortsat læsning af Stéphanie Surrugues glimrende og grundige bog ”Enegænger – Portræt af en prins”. I bogen betegner Prins Henrik – med et drilagtigt smil – sig selv som »Den nye Grev Danner«. Med det mener prinsgemalen, at mentaliteten i Danmark på visse områder stadig er, som den var, da Frederik VII i 1850 giftede sig med grevinde Danner: ”Selv om de var forelskede, og kong Frederik VII insisterede på at gifte sig med denne borgerlige kvinde, blev hun nægtet at blive hans dronning. Hun blev gift ‘ til venstre hånd’, som det hed, og fik titel af grevinde. Man ville under ingen omstændigheder ligestille hende med kongen. Jeg er den nye grev Danner. Men det er jo altså min egen skyld, at jeg ikke forstod mentaliteten, da jeg ankom til Danmark i 1960erne, hvor man gerne ville bryste sig af ligestilling i samfundet generelt, men ikke på toppen af samfundspyramiden. Det har jeg nu forstået”.
Som den skarpe journalist og yderst talentfulde biografiske forfatter Stéphanie Surrugue er, vover hun i sit dybe og brede portræt af en royal enegænger også at konfrontere Prins Henrik med de utålelige rygter om mandens seksuelle præferencer. Hans svar lyder:
”Alle rygter er irriterende, især når de er ubegrundede. Jeg vælger at anskue dem som et sociologisk fænomen. Rygter, også falske rygter, er obligatoriske, når man er kendt. Engang hørte jeg et rygte om, at jeg slog min kone. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde”.
Prinsgemalens vidunderlige svar aftvinger respekt og afspejler samtidig det dannelsesniveau, der karakteriserer den danske kongefamilie, men selv en royal familie vil over årene kunne opspare en stor mængde indestængt harme. Hvis prins Henrik er blevet træt af vores evige, småborgerlige indblanding og bedreviden, manglende lyst til at forstå hans baggrund og evnen til at afsige straksdomme i medierne, ja så er det fuldt forståeligt.
David Trads skriver i JP i dag og jeg er helt enig – også i konklusionen: “Jeg under ham alt det bedste. Han må kalde sig, hvad han vil. Han må trække sig lige så meget i baggrunden, han har lyst til. Bare han bliver ved med at leve sit eget liv til det yderste – som en inspiration i det daglige til os alle om, at der er et liv, som er større end det trivielle.
Prins Henrik er rokoko på en cool måde. En gourmand, en eventyrer, en levemand – og, måske allervigtigst i vores tid, en mand, der virkelig forstår glæden ved at stå af den travle hverdag, læne sig tilbage og nyde livet. Som han sagde, da han udgav digtsamlingen ’Frihjul’ i 2010:
”Jeg ser poesi som en mulighed for fordybelse i en overfladisk tid præget af nyheder og underholdning, der gør os rodløse og rastløse” ” slutter David Trads.
Alle er enige om, at vi i Dronning Margrethe har en forbilledlig , god og meget dygtig dronning. Men alt for få er klar over, at bag Dronningen står en prins. Uden ham havde vi ikke haft den samme dronning. Derfor er det på tide, at vi lader prins Henrik og Dronning Margrethe få fred. Udvis overskud til respekt frem for smålig snagen og bedreviden. Respekt. Fuld respekt for prins Henrik.
Læs også Thomas Larsen i dagens Berlingske: Analyse: Titlerne kommer altid i vejen for prins Henrik
Sabena Sareen Har Ingen Grund Tl At Moralisere Over Dronningen
Dronningen Om Facebook Og Om Danskerne – Samlet I Fire Overskrifter
