Civil ulydighed – er det nu?

Civil ulydighed – er det nu? Hvad så Danmark? Dette lille luksusland. Hvornår rejser en af vores politikere sig op og siger sandheden. Hvornår ser vi en politiker, der tager til EU og slår i bordet for forklaret alvoren? Hvornår holder politikerne op med at lade som om de laver noget fornuftigt og overgår til nødvendige arbejdsopgaver?

Det kan lyde som mavesure input. Til mit forsvar vil jeg anføre, at jeg aldrig har søgt en stilling som medlem af det danske parlament. Dertil rækker mine evner og min formåen slet ikke. Men så vidt jeg ved er alle de 179 havnet i en stilling, de selv har søgt. Så må vi andre godt stille krav uden at skulle mødes med “vi har selv valgt dem”. Når jeg vælger en medarbejder, så forventer jeg en bestemt indsats, også selvom jeg selv har valgt. Jeg forventer, at den, der søger en stilling som advokat også kan bestride den og at vedkommende vil arbejde målrettet som lovet i ansættelsessamtalen.

Civil ulydighed mod uduelig politik?

Den politik, der udføres på Christiansborg er simpelthen ikke god nok. Det passerer, fordi vi ikke rigtig kan gøre noget ved det og fordi alle journalister i dag er på statsstøtte. Der er derfor grænser for hvor meget de går til politikerne. Den førte politik er hovsa-politik og i forhold til udfordringernes størelse må den karakteriseres som “under harehøjde”. Visionsløs. Uægte. Ringe.

Jeg var i går sammen med en meget vidende og kompetent direktør. Han har selv gjort en fantastisk indsats gennem mange år og resultaterne viser sig som perler på en snor. Denne koge og vidende mand sagde: “Allan, det er tid til at vi benytter os af civil ulydighed. Politikerne lytter ikke og vi har en pligt til at gøre noget”.

Forleden meldte det amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA), at den atmosfæriske CO2-koncentration i 2015 steg med den største hast i de 56 år, man har lavet målinger, og nu ligger langt over niveauet gennem adskillige hundredetusinde år. Lørdag udsendte den amerikanske rumfartsadministration NASA så, hvad fagfolk kalder »en bombe« af en klimarapport med meldingen om, at den globale temperatur i februar steg chokerende meget, til det højeste niveau for årstiden i målingernes historie, skriver Information i dag.

Månedens temperatur nåede 1,35 grader over februar- gennemsnittet for perioden 1951-1980 eller anslået 1,55-1,75 grader over niveauet tilbage i 1880, før afbrændingen af fossil energi tog fart. En foruroligende konstatering, hvis man har Paris-aftalens mål om at bremse opvarmningen »et godt stykke under to grader« in mente.

»Dette er virkelig overvældende. Det er totalt uden fortilfælde. Vi befinder os nu i en slags klimamæssig nødsituation,« sagde den fremtrædende klimaforsker Stefan Rahmstorf fra Potsdam Institute of Climate Impact Research i går til Sydney Morning Herald.

Varmerekorden skyldes kombinationen af den menneskeskabte opvarmning og det tilbagevendende vejrfænomen El Niño, der med uregelmæssige mellemrum opstår i det tropiske Stillehav. Temperaturen er nu næsten 0,5 grader over den seneste kraftige El Niño i 1997-98.

»Det viser, hvor meget opvarmning vi har fået siden dengang,« siger Stefan Rahmstorf til den australske avis i Information.

Læs mere på tidslinjen her

Derfor er jeg enig i, at vi må overveje hvornår vi selv er nødt til at agere. Og til det formål har vi jo en demokratisk mellemform, der betegnes “civil ulydighed”. Jeg er med på, at den, der peger på dette redskab altid vil påkalde sig verdens vrede. Den vil blive italesat først og fremmest fra dem, der er ansvarlige for, at emnet kan bringes på bane. Der er imidlertid grund til det, uanset hvor højt der måtte blive råbt. Det er alvorligt, at de kandidater, der har søgt og fået folketingshvervet ikke leverer varen. “Varen” er den nødvendige politik med de nødvendige, langsigtede visioner, fri for ødelæggende egosime og kortsigtede vælger-glædes-bolscher.

Civil ulydighed omtales af Wikipedia på denne måde:

Civil ulydighed er et politisk virkemiddel som bruges til fredeligt at markere modstand mod specielt politiske sager ved at bryde visse love, krav og beordringer fra regeringer eller okkupationsmagter uden at gribe til fysisk vold og efterfølgende acceptere konsekvenser som blandt andet kan medføre straf i henhold til gældende love, landsforvisning (ikke i FN) og andet. Hvor der er en bred folkelig forståelse for emnet der kæmpes for, kan civil ulydighed blive til en egentlig politisk bevægelse, dette var tilfældet under den tyske besættelse af Danmark, da der udbrød generalstrejke i august 1943.

Den civile ulydighed har været grundlaget for nogle af historiens vigtigste vendepunkter. Gandhi brugte den mod englænderne, Martin Luther King i kampen mod diskriminationen, og i dag kan den anvendes den mod den danske ikke-politik.  Generalstrejken i 1943 og fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet i 1969 og demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, Kina i 1989.

Toni Liversage, forfatter og mag.art. i slavisk filologi, har skrevet en fin artikel om civil ulydighed i Information for nogle år siden.

Verden er i brand. Danmark diskuterer små tilpasninger. Statsministeren dirigerer FNs 17 nye verdensmål til vedtagelse, flyver fra New York til København og gør ingenting udover at tænke i egenstrategiske baner om vælgere, formandspost og egen fremtid. Det kan ske, fordi alle politikere bruger falsk markedsføring, når de siger, at vi skal “passe på Danmark”. Udtrykket er sikkert opfundet af en spindoktor eller et reklamebureau, idet ingen der er ved deres fornufts fulde brug, kan være uenig. Men vi er mange, der mener, at en visionsløs politik, en navlebeskuende og landspolitisk navlebeskuenhed og en stribe af symbollove  ikke er at passe godt på Danmark. Tværtimod.

Den kritik jeg her bringer, er formelt rettet mod 179 folketingsmedlemmer. Jeg vil gerne præcisere, at jeg er fuldt ud klar over, at der ikke er 179 folketingsmedlemmer om at bestemme hvilken politik, der skal føres. Grundlovens § 56, der siger, at “Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”, efterleves reelt ikke. Partierne er i dag topstyrede og ganske få, såkaldte “toppolitikere” styrer, godt hjulpet af udpegede indpiskere. Det forhold betyder, at meget få har real-indflydelse på den førte og den ikke-førte politik. Hertil er kun at sige, at det enkelte folketingsmedlem har en grundlovssikret ret til at gøre, som de vil. Udnyttes den ikke, så må det enkelte medlem, der ikke benytter sig af retten også stå på mål for resultatet heraf.

Jeg kan afskedige en medarbejder. Vi vælgere kan ikke afsætte vores politikere. De afgør selv hvor længe vi skal se på det igangværende gadeteater. Så vidt jeg læser historien er det ved sådanne lejligheder befolkningen enten lade sig rive med af angst og frygt eller vælger den civile ulydighed. Hvor er vi?

“Allan, vi har pligt til at gøre noget”. Jeg er bekymret over at være bekymret. Jeg har ingen løsning, men overgår til dagens dont. Uden at være stolt over at springe over, hvor gærdet er lavest.