Gyllegate og verden: Hvad skal vi lære og hvad skal vi nu gøre?

Gyllegate bør føre til refleksion i verden.

Efter Gyllegate bruger vi tiden på at måle hvem der vandt og tabte i vores verden. Vores andedam på den store, blødende klode. “Et fuldtonet nederlag” siger Berlingske på forsiden over billedet af en ensom statsminister. Men er det nu også intressant? Efter nærmere overvejelse er jeg nået til, at vi alle tabte. Vi kan ikke varme os ved at statsministeren trådte forkert. Vi har nemlig brug for visioner og for at dansk politik bredt tager afsæt i værdier og mål for verden og for en erkendelse af, at Danmark er en del af t globalt og åbent samfund. Mens vi arbejder langsigtet skal vores land nok overleve. Måske på et lidt lavere (materielt) niveau, men vi må alligvel indstille os på at verdens rigdomme skal fordeles mere ligeligt. Og det vil betyde, at de rigeste lande går ned i materiel levestandard. Det forhindrer imidlertid ikke de rige lande i at få gå op i indholdsmæssig levestandard.

Fem måneder før Gyllegate – et sted i New York…

Statsminister Lars Løkke Rasmussen var den 25. september 2015 manden, der erklærede FN’s nye globale udviklingsmål for vedtaget:

»I dag tilslutter vi ikke alene vores lande nogle nye langsigtede visioner. Vi tilslutter os også nye konkrete, realitiske mål med en fast deadline. Vores lederskab og retning er påkrævet. Vi må sikre os, at vi lever op til vores faste, fælles tilsagn. Danmark er klar til at gøre sin del«, sagde Lars Løkke Rasmussen fra FN’s talerstol i New York. Man vedtog 17 nye mål, der skal afløse de såkaldte millenium-mål og fungere som rettesnor for udviklingen i verdens lande frem mod 2030. Det kommer jeg tilbage til senere i dette indlæg.For fem måneder siden.  Tænk på, hvad der siden er sket i Danmark: lovgivningspraksis er trådt under fode; Damnarks internationale ry er kommet under voldsomt pres på grund af smykkeloven. De fem midterpartier er rykket markant til højre i et historisk race om stemmer. Alt i et tempo, som postuleres at være nødvendig på grund af situationen og folkets frygt.

Hvor står vi så efter den seneste uges politiske egnsteateropførelse af Gyllegate? Vi er der, hvor Berlingskes Thomas Larsen mener, at Venstre er tæt på at miste sit monopol på at skulle have statsministerposten, at VK-aksen nok er historie og at blå bloks stærke par er Thulesen Dahl og Samuelsen. Det står kun mellem linjerne, men det står så også der: Thulesen Dahl er den oplagte statsministerkandidat.

Det er nok ikke helt forkert. Når jeg ser på DFs holninger, så bekymrer det mig. En politiker som Martin Henriksen er for mig direkte skræmmende. Jeg hævder ikke, at han er et dårligere menneske end andre, men hans holdninger er for mig at se farlige og de kan let føre til ondskab. Jeg er bange for ham og det han står for.

Men hvorfor er vi kommet dertil, at vi skal se et amatøragtigt egnsteaterstykke i en hel uge. Forestillingen Gyllegate burde aldrig være opført. Problemerne burde være klaret af bag lukkede døre. Større er de ikke. Derimod er det et problem at landets leder ikke har bedre hånd om tingene end at dette sker. Med ham selv som den hovedansvarlige. Det skal erkendes, at hans hold og samarbejdsparter ikke gør opgaven nem, men hertil er kun at sige, at Løkke selv har søgt jobbet. Kravene kendte han udmærket og han har ikke levet op til dem i ugens løb.

Hvorfor ikke? Fordi Løkke gør som han altid har gjort. Det går bare ikke. For Danmark og verden er ikke, som den altid har været. DFs idé om at hegne Danmark inde bag en ny Berlinmur er simpelthen kun egnet til at forføre et frygtsomt folk. Sandheden er, at verden i dag er åben og transparent. For alle. Verden er åben. Vores udfordringer er globale. Og når den kendsgerning undertrykkes, så fører politikken kun til blindgyder. Det har Løkke ikke indset.

Vi savner en statsminister, der har visioner og internationalt udsyn. Jeg kan – bortset fra en pinlig sproglig fortalelse ved klimatopmødet i Danmark ved forrige klimatopmøde – ikke erindre at Løkke har optrådt udenfor Danmark, bortset fra med enkle skåltaler som f.eks. den jeg nævnte i indledningen. Men Løkke – der må anses som hovedansvarlig for resultatet af seneste EU-afstemning – er jo ikke reelt interesseret i politik udenfor Danmark. Det har han overladt til en mand, som han ingen respekt har for. Løkke har sendt ham udenfor landets grænser og på en måde er arbejdet delt op. Og det er kun Løkkes domæne, der er synligt for os andre. Vi savner også politikere, der efterlyser visioner og internationalt udsyn. Savner lysten til at få verden på sporet og håndtere de problemer, der altid har været, men som vi nu ikke kan undretrykke længere. På et tidspunkt, hvor vi har rigdommen til at gøre noget – det havde vi ikke for 75 år siden. Nu har vi. Det er nu vi kan vælge. Hvis vi vælger forkert, så vil andre vælge for os.

Derfor er det også ironisk, at netop Løkke for under et halvt år siden sagde, at ”vores lederskab og retning er påkrævet. Vi må sikre os, at vi lever op til vores faste, fælles tilsagn. Danmark er klar til at gøre sin del” omkring FNs 17 udviklingsmål. Der er langt fra Løkkes blomstertale og til Gyllegate.

FNs 17 2030-verdensmål:

MÅL 1: Udryd fattigdom i alle dens former i hele verden

MÅL 2: Udryd sult, opnå fødevaresikkerhed, og frem bæredygtigt landbrug

MÅL 3: Sikre sunde liv og trivsel for alle i alle aldre

MÅL 4: Sikre rummelig kvalitetsuddannelse og livslange læringsmuligheder for alle

MÅL 5: Opnå ligestilling, styrk alle kvinders og pigers rettigheder

MÅL 6: Sikre tilgængelighed og bæredygtig forvaltning af vand og sanitet for alle

MÅL 7: Sikre adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til alle til en overkommelig pris

MÅL 8: Frem vedvarende, inkluderende og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde for alle

MÅL 9: Byg modstandsdygtig infrastruktur, frem inkluderende industrialisering og innovation

MÅL 10: Reducer ulighed i og mellem lande.

MÅL 11: Gør byer og bebyggelser inkluderende, sikre, modstandsdygtige og bæredygtige

MÅL 12: Sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre

MÅL 13: Tag omgående handling for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser

MÅL 14: Bevare og sikre bæredygtig brug af oceaner, hav og marine ressourcer

MÅL 15: Beskytte, genopbygge og sikre bæredygtige løsninger af jordens økosystem. Samt sørge for en bæredygtig skovdrift, bekæmpe ørkendannelse og stoppe samt modarbejde nedbrydningen og ødelæggelsen af biodiversiteten

MÅL 16: Frem fredelige og rummelige samfund, styrk adgang til retssystemer for alle, og opbyg effektive, ansvarlige og inkluderende institutioner på alle niveauer af samfundet

MÅL 17: Øg midlerne til implementering, og styrk det globale partnerskab for bæredygtig udvikling.

Træk vejret. Og sammenlig med Gyllegate. Kan du mærke forskellen? Hvad vil du? Gyllegate eller verden? Overser vi spørgsmålet? Hvordan kan det være, at fem store midterpartier i fuldt alvor laver smykkelov, tilsidesætter god lovgivingspraksis og i fuldt alvor taler m at ændre menneskerettighedskonventionerne.

Jeg har ikke hørt Løkke tale om disse  mål siden han blev fotograferet sammen med FNs generalsekretær Ban Ki-moon, da verdensmålene blev vedtaget.

Hvorfor ikke? Det ville da være et godt afsæt for at hæve debatten i Danmark over gadekærs-niveauet. Over Gyllegate. Tænk hvis Løkke valgte at tage afsæt i bekymringen for vores klodes tilstand. Bekymringen for, hvad vi efterlader til de kommende generationer og tænk om han talte ud fra det, i stedet for der, der endte om ”Gyllegate”. Det Folketinget beskæftiger sig med er i virkeligheden en slags beskæftigelsesterapi eller en dyr udgave af dans på stedet. Reelt flytter vi intet, men det skal se ud som om der sker en masse. Det gør der ikke og det forklares i, at alle handlinger sker i et perspektiv, som ikke rækker længere end til næste nyhedsudsendelse. Dansk politik er kemisk renset for visioner.

Gyllegate har på grotesk vis ”underholdt” landet. Og givet en pause fra frustrationen over at vi i Danmark – dette rige og velstillede land – ikke evner at gå ud og påtage os et synligt medansvar for en fælles europæisk vision om “fred i vor tid – og lad vores klode overleve”. Og det værste er, at et regeringsskifte ikke vil gøre en forskel. De regeringsduelige, som er Venstre og Socialdemokratiet, går begge ind for at lukke offentligheden ude fra at vide, hvad der (ikke) sker. Ingen af de to partier kan levere den vare vi savner i Danmark og Europa. DF og LA kan heller ikke. Man kan – med risiko for at blive helt tl grin – spøge: kan Alternativet? Måske. Er dette partis størrelse udtryk for at vælgerne ønsker noget andet. Noget langsigtet?

Jeg synes vi skal bruge Gyllegate til at være enige om, at vi ikke bare kan fortsætte som om intet er hændt. Vi må lære af det. Hvis regeringen og blå blok fortsat vil fedte rundt som hidtil, så får vi mere af det samme. Og det vil ende med et regeringsskifte. Hvorefter den ny regering vil fedte videre. Vi husker alle hvordan det var med Thorning og Bødskov. Det nytter ikke, at vi bruger energien på at slå hinanden i hovedet. Lad os efterspøge visioner og langt lys på udviklingsplanerne. Vi skal nok overleve i mellemtiden – men bliver vi ved at age rundt med kort lys, så bliver det svært for de kommende generationer. Danmark er et lille land, men vi har ført vist vejen. Lad os gøre det. Med Christian Mejdahls berømte ord: ”Er det her nu også passende”? må vi spørge, når vi agerer. Det påpeger Steen Hildebrandt i dagens Berlingske i et spændende interview om demokratiets mangler og verdens udfordringer: ”Er denne smykkelov nu også passende? Er det nu passende, at vi haster disse terrorlove igennem? At vi regner kreativt?”.

“Det største problem er, at demokratiet synes ude af stand til at give svar på de alvorlige spørgsmål, som eksisterer i vores tid. Klimaforandringerne. Fordelingen af vores velfærd med resten af verden. Flygtninge- og migrantkrisen. Jeg er bange for demokratiets langsommelighed. For demokratiets åbenlyse manglende evne til at træffe de upopulære, men nødvendige beslutninger, der skal til, hvis vi skal undgå truende, verdensomvæltende katastrofer,” siger Steen Hildebrandt med tryk på hver eneste stavelse i »verdensomvæltende«.

Og her lander interviewet af Line Tolstrup Holm så ved demokratiets mangler. Ved demokratiets potentielt katastrofale langsommelighed og impotens. Ved demokratiets vægring mod at træffe upopulære, langsigtede beslutninger – og dermed spørgsmålet, om demokratiet i sin nuværende form er godt nok:

»Selvklart ønsker ingen en anden styreform, men vi må kunne diskutere demokratiets metoder og begrænsninger, særligt i lyset af klodens udvikling. Hvorfor ikke forestille sig en bedre version af demokratiet? Hvorfor ikke forestille sig, at vi kan og må finde former for folkestyre, som bare praktiseres på en anden måde end den måde, vi gør det på nu? Vi kunne begynde med at vælge vores politikere for en længere periode – til gengæld skulle de ikke kunne genvælges. De ville give dem arbejdsro og modet til at træffe de nødvendige beslutninger. Hvorfor er det forbudt at tale om det? Det skal vi være modne til,« siger Steen Hildebrandt.

Præcis der, mener han, kan og skal den demokratiske samtale begynde.

Vi har valgt nogle politikere. Alle har de selv søgt stillingen og de har derfor ansvaret for at udfylde rollen. Men vi andre har et medansvar. Vi skal stille spørgsmål, deltage i debatten og fortælle om vores forventninger og ønsker.

Læs: FN’s nye bæredygtige udviklingsmål: Kan fattigdomsbekæmpelse og miljøbevaring gå hånd i hånd?

Læs: Demokratiet er smukt, men afmægtigt. Interviw med Steen Hildebreandt.