Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Vi mangler et sprog for døden. Det er jeg enig i.
“Medio september troppede to betjente op på min arbejdsplads i fuld uniform.
Stor var dramatikken hos kollegaerne, da økonomichefen blev hentet af politiet på arbejdspladsen med megen alvor og med lavmælte stemmer. Deres ærinde var at overbringe nyheden om min kones akutte dødsfald”.
Pestsygdom? Et sprog for døden?
Sådan skriver økonomichef Søren Egemar Knudsen i Politiken. En meget stærk fortælling om hvordan det er at miste og pludselig føle, at man – ud over det dramatiske tab – også er ramt af noget, der virker som en pestsygdom.
Læs beskrivelsen og eksemplerne på den helt uventede følelse, som rammer manden, der lige har fået at vide, at hustruen er fundet pludselig død. Den mand, der nu skal holde sammen på tre små børn og som allermest trænger til en omsorgsfuld og forstående hånd. I stedet mødes han af spørgsmål, der er lige så kolde som kølemaskinen i det rum hvor afdøde ligger i en ligpose.
Jeg har ikke tidligere set dette kæmpeproblem beskrevet så gribende og så fremragende. Derfor stopper jeg op og reflekterer og jeg håber du vil hjælpe med at dele budskabet.
Jeg sidder via mit job ofte sammen med efterladte. Det sker normalt først adskillige uger efter dødsfaldet, men alligevel kan jeg klart mærke, hvordan døden er kommet som en grænseoverskridende og indgribende forandringsmekanisme. Jeg har en enkelt gang siddet en nat med fem kvinder, der ventede på besked på, om deres mænd var omkommet. Og jeg vidste fra politiet, at det måtte de være. Men vi holdt håbet oppe gennem natten, indtil morgenen gryede og den barske virkelighed ikke kunne holdes tilbage. Det er mange år siden, men oplevelsen forsvinder aldrig og jeg kan så tydeligt huske, at jeg manglede ord. Husker også dagen efter tårnene faldt i New York. Berlingskes Poul Høi skrev så rigtigt: “I en situation som denne kan ord ikke række. Men ord er det eneste, vi har, så dem må vi benytte os af”.
Nej, hverken Poul Høi eller jeg manglede ord, men et sprog, kan jeg nu se. Tak fordi du åbner mine øjne for det manglende sprog, Søren Egemar Knudsen. Det er nemlig det vi gør: vi mangler ikke ord, vi mangler et helt sprog. Et flot billede på et stort problem.
Det er ikke alene det barske, at en person er død, men også alle de mange beslutninger, der skal tages hånd om og hvor der ofte mangler empati og forståelse. Det er ikke ond vilje, nej forklaringen er, at de der rammes, ikke har kræfter til at råbe vagt i gevær. Her må de ikke ramte tage arbejdstøjet på. Og derfor er dette indlæg så modigt og så fremragende og jeg synes det fortjener at blive delt så meget som muligt.
Jeg er helt enig når Søren Egemar Knudsen udtrykker det så præcist som i de følgende ord:
”Jeg er bestyrtet over, hvordan professionelle, der dagligt har kontakt til mennesker, der har mistet deres kære, ikke er klædt på til at kunne kommunikere med mennesker i akut krise og sorg”. Det er en præcis lussing til alle os professionelle og et wake up call, som vi skal tage til efterretning. Det samme gælder Søren Egemar Knudsens positive og fremadrettede opfordring:
“Lad os udvikle det danske sprog, så vi kan tale om sorg og død. Lad os finde ord frem. Og lad os finde et mere mundret ord end ’kondolerer’, som alle føler er kejtet. Start hellere i dag end i morgen. Du kan være den næste, der bliver ramt af pesten”.
Dette bør alle tænke over, men det gælder i særlig grad os, der professionelt arbejder med mennesker, der rammes som her. For mit vedkommende har jeg bedt skifteretten om at tage emnet på dagsordenen, næste gang skifterettens bobestyrere mødes for at drøfte dødsboer. Det er mit ønske, at vi drøfter om vi kan finde et sprog, der kan forene det arbejde, der skal gøres, med de hensyn, der skal tages. Søren Egemar Knudsens indlæg vil indgå i materialet som et godt oplæg.
Og vi kan jo begynde med det, der ikke er så svært: at finde et andet udtryk for ”jeg kondolerer”. Udtrykket er vel ment, men bærer også i sig en afstandtagen. ”Rør mig ikke, jeg aner ikke, hvad jeg skal sige”. Mit bud er, at jeg fremover vil sige det mere lige ud: Jeg er meget ked af at høre, at din kone er død. Det har været en dramatisk oplevelse. Hvordan har du det lige nu”. Anne-Marie Steen Petersen har smukt udtryk det i tegningen her fra Politiken med titlen “Spørg mig dog, hvordan jeg har det”.
I Politiken den 31. januar 2016 fortæller Charlotte Stobbe, at man i Sverige bruger udtrykket “jeg beklager sorgen” og foreslår, at vi forsøger at fordanske det. God idé. Je ghar ikke kunnet finde en relevant oversættelse, men det er udmærket at tænke over det ud fra et konkret oplæg.
Jeg vil være bedre til at italesætte emnet. I dag tager jeg altid en snak om muligheden for at få hjælp ikke alene hos vennerne, men også hos læge, psykolog og præst. Jeg forsøger at danne mig et indtryk af om personen overfor mig har et netværk og om der kan gives en hånd med. Det er ikke sjældent at jeg har fået held til at få både præst og psykolog på banen, men det lykkes ikke hver gang. Måske fordi jeg skal arbejde med mit sprog.
Tak for opsangen. Den er velplaceret.
Søren i Aftenshowet 9. februar 2016 (første klip i udsendelsen)
Da Søren blev enkemand som 43-årig
Læs også mit indlæg i Politiken 9. februar 2016: Vi skal blive meget bedre til at tale om døden
Søren Egemar Knudsen: Vi mangler et sprog til at tale ordentligt om døden: Politiken 26. januar 2016.
DRs omtale af Sørens historie (med link til Sørens oprindelige Facebookopslag)
Vi har mistet sproget for sorgen. Charlotte Dyremose i KD 28.01.2016
Døden er hot – og alligevel tabu – phd stipendiat Jakob Borrits Sabra, Aalborg Unisersitet
