Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Berlingske: visens leder søndag er et overraskende udtryk for, at man lader en historieløs og anonym person være mikrofonholder i det jeg troede var en fri og kritisk avis.
Den anonyme føler sig kaldet til at bruge lederplads på anonymt at kritisere dagens kronikør, teaterchef Morten Kirkskov. Uden skyggen af argumentation hævdes det, at Kirkskovs synspunkter er absurde og ”helt ude af trit med virkeligheden”. Sådan skriver man ikke uden at begrunde kritikken. Og slet ikke på lederplads.
Historieløs Berlingske-leder
Men det bliver værre. Avisens anonyme mikrofonholder hævder, at man kan diskutere ”fornuften i at ytre sig på denne markante måde”. Bekymringen går tydeligvis på, at i forvejen kulturfjendske partier og deres tilhængere måske kan blive stødte på manchetterne. Men skal jeg som mangeårig abonnent på Berlingske læse, at en anonym lederskribent går til frontalangreb på ytringsfriheden? Det er (for) stærk kost en søndag morgen.
Og for at undgå enhver mulighed for misforståelse skærer lederskribenten ud i pap, at der er grund til at være bekymret for om ansatte nu ved, hvor grænsen for ytringsfrihed går. Det er hørt at Berlingske på lederplads aktivt går mod ytringsfriheden. Der opfordres ligefrem til at der skal udarbejdes regulativer for hvordan medarbejdere må debattere vores samfunds forhold!
Det er mikrofonholderi at ville ”fritage” samfundet for kritik på den måde vi kan læse i lederen. Godtnok-snak hvor man må stille sig selv spørgsmålet: hvad har skribenten tænkt sig? Skal nødvendig samfundskritik være forbudt? Skal vi hen til en politik, hvor medarbejdere skal spørge om lov til at deltage i samfundsdebatten? Har skribenten ikke opdaget, at samfundet i den grad mangler seriøs og kritisk debat? Er det udtryk for, at ikke-journalister skal holde fingrene væk? Ja det er nødvendigt at spørge: er der i det hele taget en tankegang bag skriveriet?
Lederskribentens historieløshed afslører sig i bemærkningen om at Kirkskovs indlæg om frygten for fascisme. Det er åbenbart umuligt for lederskribenten at indse, at Dansk Folkepartis politik og den politiske udvikling i Danmark på foruroligende vis minder om udviklingen i Tyskland i 1930’erne. Dengang virkede demokratiet heller ikke. I Danmark er fire partier blevet rykket markant til højre af DF hvis signalpolitik minder påfaldende om den politik vi så i Tyskland fra 1933 og frem.
Det har til alle tider undret at fascismen fik succes i Europas mest fremmelige industrilande. Et sikkert karakteristikum var, at demokratiet var i krise, befolkningen var opskræmt og søgte løsninger, som demokratiet ikke kunne præstere. De politiske partier forsøgte, men kunne ikke levere varen. Her blev fascismen derfor taget i brug som den sidste udvej. Sådan kan det desværre komme til at gå i Danmark og andre lande.
Historien gentager sig, men det kan naturligvis kun forstås, hvis historien kendes. Tak til Morten Kirkskov for et velargumenteret og helt berettiget opråb til den danske befolkning. Synd Berlingskes anonyme mikrofonholder ikke forstår det.
Min kommentar til Morten Kirkskovs kronik kan læses her.
DF og fascisme bør sammenlignes kan læses her.
