Humanismens fangeskab – flygtningedilemmaetitalesættes af Sørine Gotfredsen. Vi er ikke enige.
Sognepræst Sørine Gotfredsen hører ikke til mine favoritter. Men derfor skal jeg alligevel lytte og lære, når Gotfredsen ytrer sig i den demokratiske debat. I Berlingskes kronik 2. juledag 2015 har Gotfredsen rejst nogle dilemmaspørgsmål over temaet: hvad skal vi stille op med flygtningedilemmaet? Svaret er, at det er OK hvis vi i en eller anden grad svigter og vender ryggen til mennesker i nød. For vi kan ikke magte opgaven og det skal vi ikke bebrejde os selv, mener Gotfredsen. Vi får blot ikke svaret på om det er rigtigt – som forudsat – at vi ikke kan magte opgaven.
Gotfredsen peger rigtigt på, at ”afmagten i det indespærrede menneske afsløres især, når verden er så kaotisk som nu, og den humane lære støder ind i uigendrivelige realiteter. Så er vi stedt i et moralsk kaos, hvor vi fortsat gentager de humanistiske paroler, mens vi samtidig godt ved, at de kan strande i hulhed. I en sådan tid er det vores opgave at overveje, hvordan vi kan møde denne virkelighedens grænse uden at komme til at foragte os selv og fædrelandet og fælde ondskabsfulde domme over hinanden. Længe har værdidebatten været præget af to lejre. I den ene, båret af skepsis over for indvandring og det multikulturelle, anser man modparten for at være drevet af naivitet angående samfundets fremtid. Og i den mere indvandrervenlige lejr anser man modparten for at være betænkeligt nært knyttet til kynisme”.
Og her går Gotfredsen desværre i stå. Thi hvad skal vi gøre ved det? Er vi i fangenskab eller har vi rum til at handle? Enhver kan se, at situationen nu fører til konflikter, moralsk kaos og en afmagtsfølelse og ingen bryder sig om det. Men Gotfredsen byder ikke ind med et løsningsforslag. Hun konkluderer bare med et spørgsmål: ”Vil vi lære at leve og respektere hinanden som de ufuldkomne i humanismens fangenskab”?
Og svaret på det spørgsmål er naturligvis et nej. Vi vil mere end som så.
Hvorfor forbigår Gotfredsen spørgsmålet: gør vi nok? Arbejder vi helt ud til grænsen af det vi kan?
Svaret er nej og dét er problemet. Vi gør for lidt og finder os i for meget. Taler udenom, hvilket Gotfredsen ikke er ene om. De to lejre – de hårde og de bløde – skyder på hinanden. Og det er ikke godt nok. Vi kan og skal gøre det bedre og debattere bedre. Mit forslag er, at vi hver for sig vil byde ind med, hvad vi selv vil bidrage med. Småt som stort. Bare det er afvejet efter evne. Gør hvert enkelt menneske lidt, da vil det bidrage med meget, men det afgørende slag skal stå på Christiansborg.
Politikerne skældes ud og de skælder hinanden og befolkningen ud. Det bringer os jo ikke videre. Så der er brug for en anden italesættelse. Lad os begynde med at erkende, at vores demokrati er grundlæggende vigtigt for vores samfund. Lad os være enige om, at de 179 folketingspolitikere bestrider en vigtig samfundsopgave. Politikerne skal ikke sammenlignes med os andre almindeligt dødelige, som i respekt for opgavens vanskelighed ikke kunne drømme om at søge stilling som folkevalgt politiker på Borgen. De politikere, der har søgt jobbet og fået det, bør stile efter at være rollemodeller for os andre. De bør gå foran i vedligeholdelse og udvikling af vores demokrati og samfund. De bør være rene. Og det bør være naturligt at tale om det på denne måde og ikke som i dag, hvor ethvert tilløb til kritik mødes med en opfordring til at ”du kan selv stille op”. Nej, det er pointen: det kan alle og enhver ikke. Det kræver noget særligt at være bandt de 179 folkevalgte.
Men de 179 er ikke rollemodeller. Der er en vis angst for at sige det højt, fordi vi ikke vil være uhøflige. Det er bare nødvendigt at italesætte denne udfordring. Landet – verden – er i en ekstraordinær vanskelig situation. Og hvad ser vi så?
Jeg ser politikere fra de fire i blå blok og Socialdemokratiet gå sammen om at opføre en stammedans, der hedder ”vi gør noget – ro på”. Men jeg ser ingen fra de nævnte partier, der overbevisende kan forklare, at det, der gøres også vil komme til at virke. De ting, der gøres, bliver sat i søen i strid med alle gældende retningslinjer og man er helt ligeglade med indsigelser. Man vil slet ikke høre på folket. Men det, der sker, er ikke virkningsfuldt. Det er ”søg og lad os håbe noget vil vise sig”-politik. Og det værste er, at de fleste politikere selv tror på, at de virkelig gør noget. Det de gør ville med den amerikanske businessforfatter John P. Kotters ord være ”falsk urgency”.
Det er her jeg ser et gap mellem Gotfredsens fangenskabskonklusion og virkeligheden. Her er rigtig god plads til at gøre noget effektivt før vi alle sammen går i Gotfredsen-mode. Vi kan godt gøre det bedre. Når vores politikere fra de nævnte partier er enige om, at situationen er så usædvanlig, at der handles så usædvanligt, som vi ser det, så kunne de lige så godt vælge at agere på en usædvanlig måde. Hvordan ville det virke, hvis de fem partier i enighed udtalte, at ”vi ved ikke præcis hvad vi skal gøre, men vi arbejder på en løsning og vi vil ikke forhaste os”? Nye toner. Ville folk være negative eller bange? Mindre end nu, vil jeg påstå. Og måske kunne den ærlige melding suppleres med at de fem partier med statsministeren i spidsen vil gå til EU og spørge, om der er samme holdning her og om vi sammen – måske endda med hjælp fra samfundskloge ude fra den virkelige verden – skal lave en samfundsstrategiproces. Måske med en politisk fredningsperiode, en politisk våbenhvile, hvor der kun skal arbejdes hen i mod en løsning og en periode, hvor enhver form for meningsmålinger stilles på stand by.
Det er ikke sikkert min opskrift har noget for sig. Men jeg synes det er et bedre bud end Sørine Gotfredsens. Og én ting er helt sikkert: hvis du altid gør, som du altid gjorde, vil du altid få, hvad du altid fik. Hvilket i situationen er utilstrækkeligt.
Sørine Gotfredsens kronik i Berlingske 26.1.22015 Hmanismens fangenskab
Allan Ohms:
Hvor er mit Danmark?