“Er vi blevet nogle sure gamle mænd”..?

“Er vi blevet nogle sure gamle mænd”..?

“Er vi blevet nogle sure gamle mænd”, spurgte min kloge ven, Ole Dreyer Wogensen​ mig, da vi mødte hinanden hos Bog&Idé – eller “Flensborg”, som jeg foretrækker at sige – på Stændertorvet?

Vi var enige om, at vi begge har lagt navn til en del opslag, som er kritiske og ikke jublende. Det sidder jeg nu og filosoferer lidt over. Udenfor ringer kirkeklokkerne. Susanne er taget i Domkirken for at være med i de syv læsninger. Holger har fået en ny mus med en juleklokke og han er vældig tilfreds med den, kan jeg høre. Jeg selv har taget mig et glas af “The Undercover”, som er en “honest wine” fra sydøst-Australien. Godt navn til en rrødvin. Undercover. Det er søndag og jeg er i gang med en bog om et 100 år gammelt advokatfirma. Shawlaw. Jeg har det godt. Og er glad og teknemmelig.

Når jeg nu tænker efter, så har jeg lige postet et bestemt indlæg på vores brancheforenings lukkede diskussionsforum. Her kritiserer jeg brancheforeningen og dens udvikling på nogle områder. Når jeg ser på Facebookvægen kan jeg også se, at jeg har skrevet og delt emner, der indeholder krads kritik. Hvor er glæden, spørger jeg mig selv? Er jeg blevet en sr gammel mand?

Svaret er, at der heldigvis er meget glæde i mit liv. I går var jeg til en herlig aften hos vores elskede eks-naboer. Før det familiebesøg hos dejlige Grace og Søren og aftenen før blev det til en spontan bytur kl 21:30 og frem, med slutdestination og natmad her sammen med gode venner, vi samlede op i byen. De sidste gik 03:30. Susanne og jeg har vasket bil og ordnet have og vi har haft en dejlig weekend. Så glæde: jo. Og alligevel har jeg ikke vild lyst til bare at kaste sjove og vildt varme indlæg på Facebook. Og jeg har da lagt lidt på Facebook, men erkender, at de kradse indlæg er i overtal.

Hvorfor?

Der er sket en forandring af verden siden september i år. Svaghederne og udfordringerne er blevet tydeligere. Det er blevet klart, at ingen har løsningerne og jeg ser meget “uægte urgency”. Det udtryk har jeg lært af John P. Ktter, der er forfatter til bogen “Haster! Fornemmelse for forandring”. Den fk 6 stjerner af Steen Hldebrandt i Børsen.
Når der er behov for forandring, da er falsk urgency livsfarlig. Det ser ud som om der gøres en masse. Energi, gang i den, handlinger. Men når det er de forkerte handlinger, så dækker den falske urgency over forholdet og den tager pladsen fra den ægte urgency. Kun den ægte urgency får forandringerne til at ske. Jeg ser mange politiske handlinger, som skal få folket til at tro, at der er styr på tingene. Handlinger som reelt dækker over frygt, frustration og uvidenhed. Jeg ser Dannebrog blive klandret. Ser vores brand forsvinde. Ser udlandet omtale mit fædreland som jeg ikke selv ser og ønsker det skal være. Ærlig talt: det påvirker mig.

Det er første gang i mit liv jeg ser så mange faresignaler samtidig.

Det får mig til at bruge tid på debat og på kommentarer. Det sker på områder, hvor der hurtigt kan blive tale om voldsom uenighed og om voldsomme udladninger. Jeg er ikke altid tilfreds med min egen reaktion. Den kan være for hård eller for kontant. For lidt konstruktiv. Selvom jeg øver mig i at være afdæmpet, men klar. Det arbejder jeg med og jeg husker at glæde mig over, at jeg også i nogle tilfælde lever nogen lunde op til mine egne forventninger. Og jeg ved, at den, der stikker næsen frem, også kalder på at møde modstand. Energi udvikler sig i snitfladen mellem meninger, der brydes.

Behøver du gøre det”, spørger nogle. Og jeg erkender, at det ville være lettere at lade være. At gøre ingenting. Det tager tid og jeg ved da godt, at jeg med mine bemærkninger påkalder mig vreden hos mange mennesker. Jeg ved også, at det kan påvirke min forretning negativt. Det er bare ikke argumenter, der får mig tl at opgive min debatdeltagelse. Jeg synes vores samfundsmæssige udfordringer kalder på kommentarer. Men jeg kan også se, at mange måske hellere vil være fri for at vi fokuserer på udfordringerne. Thi hvad kan vi gøre ved det og hvorfor så ødelægge vores humør? Det er sådan lidt småpinligt, ikke? Alle undersøgelser viser jo, at indlæg deles mere og hurtigere, hvis de er positive og fyldt med humor. Skal vi så ikke holde Facebook til det? Kan vi ikke bare hver for sig udstille vores successer og glemmer et kontroversielle? Så vi ikke ødelægger stemningen?

Mit eget svar er, at jeg synes vi skal bruge Facebook også til at debattere. Vi skal bruge Facebook til t udvikle demokrati og dialog. Til at nå resultater. Og så skal vi nok alle øve os i at blive endnu bedre til at lytte og forstå hinanden. Og når vi så forstår, så melde tilbage med vores egne holdninger, men gerne i en urban tone. Og med en målsætning om at vi vil opnå noget med vores indlæg. Ikke kun brokke os.

Og så skal vi også ind imellem huske bare at dele noget dejligt, noget positivt og oplivende. Vi skal ikke være “sure gamle mænd”, men konstruktivt kritiske med et åbent øje for at vi også har lyse stunder og at vi trods alle vanskeligheder lever i et af de lande i verden, hvor vi har det bedst.

Læs videre – tjek tidslinjen her

Scroll til toppen