Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Jeg er i mit arbejde ikke vant til at diskutere mod følelser og frygt. I mit job får vi bank, hvis forsøger det i retssalen. Her skal være facts og der skal være substans, ellers bliver vi fejet ned ad brædtet af dommeren eller af en forhandlingsmodpart.
Nu har jeg gjort, hvad jeg kunne. Det er desværre ikke alverden. Nogle siger,a t det endda kan have en negativ effekt, fordi ethvert ja-udsagn betragtes som forsøg på at skræmme. Min agt har været at diskutere, argumentere og lytte til indsigelser.
Og nu må vælgerne klare resten. Jeg orker ikke mere. Den sidste gejst røg, da jeg så vores statsminister og Thulesen Dahl stå og smile indforstået til hinanden i går i DR. Det var ikke en debat, der er sagen værdig.
Uanset udfaldet på torsdag, så har min tro på demokratiet fået nogle voldsomme lussinger. Måske er jeg bare for naiv, men jeg troede man kunne føre en sober debat på egentlige argumenter og ikke på fikse vinklinger, hvor der spekuleres i at nakke den anden part.
Jeg vil på torsdag stilfærdigt liste i stemmeboksen og sætte mit ja tak.
Jeg vil gøre det med en tak til de embedsfolk og politikere, som ved Lissabontraktaten i 2009 åbnede for at Danmark kunne få den helt unikke særstatus, som vi stemmer om. Det ville være godt for Danmark og EU. Vi har brug for at åbne os mod hinanden. Vi har brug for at stå sammen. Vi har brug for nysgerrig åbenhed, sådan som jeg har set verden fra Berlinmurens fald og til 9/11. Siden er det gået den gale vej. Jeg er først under denne kampagne blevet kalr over hvor meget det er gået den gale vej.
Min egen tro er sådan, at jeg er bekymret for, at vi er på vej mod en gentagelse af Romerrigets fald. Det skete dengang også med fuld fart og Black Friday og en rå hjerteløshed. Lidt før min tid blev det gentaget mellem 1. og 2. verdenskrig, hvor udviklingen melle de to krige nogenlunde ligner det vi ser nu. Ethvert land er sig selv nærmest og dialog er ikke noget vi bruger for alvor. EU-valgkampen har for alvor bestyrket mig i denne frygt. Vores håndtering af flygtninge, migranter og kulturpolitik understøtter min overvejelse. Og jeg møder rigtig mange – nogle af dem med fine Guccitasker til 45.000 kr – der ser forskrækket på mig, når jeg lukker op for posen. “Partyspoiler” tænker de vist.
PS: Jeg vil trøste mig ved at miraklernes tid ikke er forbi. Det kan jeg være min pessimisme skyder ved siden af 😉
*) OPDATERET 1. december 2015 21:19: I aften har jeg studeret Morten Messerschmidt live i Byens Hus og Thulesen Dahl på DR1. Og andre politikere. Kun én – Johanne Schmidt-Nielsen kan nå DF i henseende til kommunikation og retorik. Det er fagligt en fornøjelse at se alle tre. Jeg må bare sige: lad dig nu ikke rive med. Vælg selv. Det er taknemmeligt at argumentere for et nej. Her behøver man kun prikke til følelserne. Det er vanskeligere for ja-siden. Fordi vi alle inderst inde har noget imod at afgive magt. Og vi er mange, der har vores reservationer overfor en masse politikere. Vi har også allesammen svært ved at overskue helt til bunds om vi skal sige ja eller nej. Min opfordring til dig er:læs, læs, læs. Der er mange saglige indlæg. Lyt og vælg så. Jeg har lyttet i mange uger. Læst, læst, læst. Jeg nægter at lade mig skræmme af verdens udfordringer. Jeg har dybt inde et håb om at vi kan vise hinanden tillid i EU. At vi kan hjælpes ad. At vi kan undgå at vi alle trækker os ind i os selv. Mit resultat er, at der er større risiko ved et nej end ved et ja. Jeg tror vi ved et ja får en meget større indflydelse og en større interesse for EU-politik. At vi vil stille større krav til vore politikere og at vi samlet set vil blive tilfredse. Egentlig har jeg besluttet ikke at debattere, fordi jeg synes det har været forfærdelig hårdt, trist og skuffende at debattere. Jeg kan bare ikke holde ud at sidde stille. I dag siger målingerne, at vi er tæt på at sige nej. Jeg håber virkelig ikke det går så galt. Jeg melder mig ind i debatten igen.
