Hvad er det egentlig vi stemmer om 3. december? Set med mine advokatøjne.

Debatten om folkeafstemningen om EU’s retlige samarbejde 3. december 2015 føres mange steder. Den sker i vidt omfang nærmest som var det et ja eller et nej til EU og det er sjældent at afstemningstemaet kommer klart frem i ja- og nejtilhængernes argumentation. Det skyldes nok, at temaet lyder mere enkelt end det er.

Kort fortalt kan man sige, at Danmark er uden nogen indflydelse på hele retsområdet i EU. 27 lande – medlemmerne eksklusive Danmark – er med til at forme de regler, der i vidt omfang er styrende for samhandel og interaktion i den klub, som Danmark er medlem af. De betænkeligheder, som har ført til Danmarks retsforbehold, næres også af Storbritannien og Irland, men disse to lande har en langt mere fleksibel ordning end Danmark. I 2009 fik Danmark mulighed for at få samme fleksible model og det er det, vi nu skal sige ja eller nej til.

Hvis Danmark siger ja, så tyder alt på, at vi siger ja til 16 eksisterende retsakter og nej til 2. En gennemgang af disse retsakter kan virkelig blive nørdet, men der vil her blive redegjort ganske kort for, hvad der er tale om.

Jeg vil her forsøge at se på folkeafstemningen 3. december med mine advokatøjne. EU’s retslige samarbejde har som overskrift i mange år haft, at formålet er at lette den internationale handel og det internationale familie- og arveretlige samarbejde. Som advokat ved jeg fra min hverdag, at det kan være meget besværligt, når juraen krydser grænser og støder ind i andre retssystemer. Jeg er derfor i kraft af mit fag positivt stemt for idéen om at forenkle reglerne blandt de 28 medlemsstater.

Vi stemmer om en tilvalgsordning. Det kommer jeg tilbage til. I øjeblikket er Danmark uden indflydelse på samarbejdet på retsområdet, fordi vi har taget et retsforbehold. Irland og Storbritannien har også taget forbehold, men et fleksibelt forbehold, som giver disse stater mulighed for at deltage i EU’s retsarbejde som de ønsker det. De kan frit vælge, om de vil være med i en konkret retsakt. Det kan Danmark ikke, heller ikke selvom vi gerne ville (hvilket vi i flere tilfælde har villet, men vi har ikke kunnet). Det betyder, at Danmark er det eneste af 28 lande, der ikke kan deltage i det retslige samarbejde.

Praktikere, som kender til EU-retten, har ærgret sig over Danmarks ufleksible ordning. Denne ærgrelse bliver let at forstå, når man – hvad vist ikke mange er – bliver opmærksom på, at Danmark allerede i vidt omfang er bundet af de vedtagelser EU måtte bestemme sig for på retsområdet. Vores retsforbehold gælder nemlig kun retsakter, der udarbejdes med hjemmel i EU-traktatens art. 81. Vores retsforbehold gælder derimod ikke hverken nugældende eller fremtidige regler, der udarbejdes på såkaldt mellemstatsligt niveau. Vores retsforbehold gælder heller ikke EU’s muligheder for at loggive – med virkning for Danmark – på det civilretlige område, hvor EU har kompetence iht reglerne om tilnærmelse af lovgivningen, f.eks. vedrørende det indre marked eller de generelle harmoniseringsregler. EU har haft sådanne regler i mange år, især på områderne for forbrugerret og forsikringsret og Danmark er – uanset retsforbeholdet – bundet af sådanne regler. I det lys kan man godt spørge om det er klogt, at Danmark har et retsforbehold og ikke en fleksibel ordning som Storbritannien og Irland. De to lande har retten, men ikke pligten, til at være med på alle områder.

Danmark har da også for længst indset, at vi bør gøre noget. Under forhandlingerne om Lissabon-traktaten ønskede Danmark mulighed for at vi på et senere tidspunkt kunne ændre det stive retsforbehold til en fleksibel ordning på linje med Storbritannien og Irland. Den taktik lykkedes og det er så nu vi skal stemme om, om vi vil udnytte den mulighed, der blev banet vej for i Lissabontraktaten (gældende fra 1. december 2009).

Den ordning vi kan sige ja eller nej til vil ikke forpligte Danmark. Den giver os ulighed for – ligesom Storbritannien og Irland – at vælge fra sag til sag. Det betyder, at hvis vi siger ja, så er det Danmark og Danmark alene, der beslutter præcis, hvilke dele af EU-retssamarbejdet, Danmark vil være med i. Dette privilegium tilkommer i dag kun to nationer: Storbritannien og Irland, men vi kan komme med. Ingen af de andre 25 medlemsstater har tilsvarende frihed.

Aftalepartierne tilråder tilvalg af disse 16 retsakter

Hvis der stemmes ja den 3. december er det af de danske partier besluttet, at Danmark nu siger ja til 16 retsakter. Dem vil jeg nævne her:

1.
Domsforordningen fra 2012. Danmark fik i 2005 en parallelaftale, fordi vi gener ville være med i denne og tre andre forordninger. Vi kom med i to, men med tilkendegivelse af, at det var midlertidig og ikke kunne gælde for tid og evighed.

Danmarks interesse i at være med er stor, fordi domsforordningen regulerer domstolenes internationale kompetence og anerkendelse og gennemførelse af domme på civil- og handelsrettens område. Der er regler om beskyttelse af forsikringstagere, forbrugere og arbejdstagere. Danmark har et tilsvarende samarbejde med de nordiske lande.

2.
Forkyndelseskonventionen fra 2000. Også her har Danmark en parallelaftale, som er et udtryk for en imødekommenhed af halvdelen af det, vi har bedt om at være med i og også her har EU tilkendegivet, at det er midlertidigt. Et nej kan betyde, at dette stopper. Forkyndelse handler om de skridt der skal til, før en retssag kan indledes. Det vil være vanskeligt for mange danske virksomheder at være udenfor konventionen.

3.
Forordningen om skilsmisse, forældremyndighed og børnebortførelse (Bruxelles II-a-forodningen). Den gør det lettere at håndtere internationale skilsmisse- og separationssager og sager om forældreansvar, herunder børnebortførelser, ved at fastsætte fælles regler om dels hvilket lands domstole, der skal behandle sagen, dels anerkendelse og fuldbyrdelse af de pågældende afgørelser i de andre EU-lande. Den svarer i vidt omfang til dansk ret og de internationale konventioner, som Danmark er med i. Dog udvider den samarbejdet til at dække alle EU’s medlemslande.

4.
Insolvensforordningen fra 2001. Danmark har bedt om at få lov til at være med her (i 2001), men vi fik nej. Insolvensforordningen forhindrer, at flere lande tiltager sig kompetence til at behandle en grænseoverskridende insolvensbehandling, ligesom den forhindrer at konkursbanditter spekulerer i hvor det er nemmest og billigst at spekulere i konkurs og insolvenshandlinger. Den sikrer også, at en insolvensbehandling bliver anerkendt i de øvrige medlemsstater. Forordningen viste sin berettigelse i kølvandet på finanskrisen. Danmark har ikke et tilsvarende samarbejde med andre lande, bortset fra de nordiske stater igennem en nordisk konkurskonvention fra 1933, hvorfor et tilvalg klart vil forbedre og udvide det danske samarbejde om internationale insolvensbehandlinger.

5.
Bevisoptagelsesforordningen fra 2001. Den gør det nemmere og hurtigere at få optaget bevis i andre medlemsstater til brug for retssager på det civil- og handelsretlige område. Danmark er med i tilsvarende samarbejde med en række lander via Haagerkonvention fra 1970. Forordningen bygger på denne Haagerkonvention, men den indeholder langt mere moderne og effektive regler end konventionen, bl.a. fordi de implicerede domstole kan sende anmodninger direkte til hinanden. Det er en ulempe for daske virksomheder at sidde på bænken på dette område.

6.
Fuldbyrdelsesforordningen fra 2004. Den handler m at sikre en lettere adgang til anerkendelse og fuldbyrdelse af anerkendte krav. En afsagt dom anerkendes og det øger effektiviteten. Forordningen indeholder også en række processuelle garantier for skyldneren. Danmark har ikke et tilsvarende samarbejde med andre lande.

7.
Betalingspåkravsprocedureforeningen fra 2006. Den har til formål art nedbringe sags- og inkassoomkostningerne i grænseoverskridende sager.

8.
Småkravsforordningen fra 2007. Den nedbringer således omkostningerne ved at inddrive mindre krav over grænserne. Forordningen indeholder en procedure for behandling af krav på højst 2.000 euro, der i år forventes sat op til 5.000 euro, mens den danske småkravsproces gælder for krav på op til 50.000 kr.

9.
Lovvalg for erstatning udenfor kontrakt (RomII-forordningen) fra 2007. Hovedreglen er, at loven i det land, hvor skaden indtræffer, gælder for erstatningssagen. Der er uenighed om gældende ret på området. Forordningen vil skabe klarhed over hvilke lands regler, der gælder for en international erstatningssag og skabe mere forudsigelighed for parterne samtidig med, at en vis fleksibilitet sikres.

10.
Mæglingsdirektivet fra 2008. Idéen er at lette konfliktløsning gennem mægling i grænseoverskridende sager for civilretlige sager og på det familieretlige område. I dansk ret findes der ikke regler om mægling generelt, men alene om retsmægling, jf. retsplejelovens kap. 27, der blev indført i 2008. DE svarer til direktivet. For udenretlig mægling findes der ikke i dansk ret en regel, der beskytter mæglere imod at vidne i en efterfølgende retssag. Direktivet vil således forbedre vilkårene for udenretlig mægling i Danmark i internationale civilretlige sager.

11.
Lovvalg for kontrakter fra 2008 (Rom I-forordningen). Der gælder her som hovedregel faste lovvalgsregler, der kun kan fraviges, hvis sagen har åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der følger af de faste lovvalgsregler. Forordningen har også en bedre og mere præcis regel om anvendelse af internationalt præceptive regel.
12.
Underholdsbidragsforordningen fra 2009. Den regulerer internationale kompetence i sager om underholdspligt i familieforhold, dvs. børne- og ægtefællebidrag, lovvalget herfor og anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne afgørelser. Danmark var oprindeligt omfattet af reglerne gennem parallelaftalen om Domsforordningen og er stadig gennem denne med i Underholdsbidragsforordningen.

13.
Forordningen om bilaterale aftaler om lovvalgsregler fra 2009. Den handler om medlemsstaterne til selv at forhandle og indgå aftaler med tredjelande, dvs. lande uden for EU, om lovvalgsregler på det civil- og handelsretlige område, på de områder, som Rom I- og Rom II-forordningerne helt eller delvist dækker.

14.
Forordningen om bilaterale familieretlige aftaler fra 2009. Også her kan medlemsstaterne efter anmodning blive bemyndiget til selv at forhandle og indgå aftaler med tredjelande om de emner, som de to forordninger helt eller delvist omfatter.

15.
Arveretsforordningen fra 2012. Den bestemmer hvilket lands domstole, der skal behandle en arvesag, dels hvilket lands regler arven skal fordeles efter, dels anerkendelse og fuldbyrdelse af arveretsafgørelser. Hovedreglen er, at boet skal behandles i det land, hvor afdøde havde sædvanligt opholdssted på dødstidspunktet. Det er også loven i dette land, som arven skal fordeles efter, medmindre afdøde havde valgt sin statsborgerskabslov. Arveretsforordningen er i grove træk i overensstemmelse med hovedprincipperne i dansk international arveret, men den skaber et formaliseret samarbejde, som Danmark kun har og i øvrigt etablerede med de nordiske lande i 1933 igennem Den nordiske Dødsbokonvention, til hele EU.

16.
Kontosikringsforordningen fra 2014. Her gives hjemmel til en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender. Det kan forhindre, at en debitor flytter eller hæver indestående på en bankkonto i en medlemsstat. Kendelse udstedes, hvis der er risiko for, at det uden en kendelse vil være umuligt eller væsentligt vanskeligere for kreditor at få fuldbyrdet sit krav mod debitor.

Her fraråder aftalapafrtierne tilvalg af retsakter

Ja-partierne har frarådet to retsakter: Retshjælpsdirektivet og Rom III-forordningen.

Retshjælpsdirektivet handler om fælles minimumsregler for en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender. 53 Kendelsen kan forhindre, at en debitor flytter eller hæver indestående på en bankkonto i en medlemsstat. Kendelsen udstedes, hvis der er risiko for, at det uden en kendelse vil være umuligt eller væsentligt vanskeligere for kreditor at få fuldbyrdet sit krav mod debitor.

Når der anbefales et nej synes det udelukkende at være begrundet i, at det vil påføre staten udgifter til retshjælp på ca. 5 mio kr. årligt. Den danske stat er meget karrig med at hjælpe borgeren til at føre ager, mens den tilsvarende er meget large med selv at føre sager mod borgerne. Signalværdien i ikke at tilvælge Retshjælpsdirektivet er uheldig, når man i øvrigt gerne vil tilvælge stort set samtlige civilretlige retsakter. Efter min mening er det meget sigende for Danmark. Det er noget af det der gør, at en del jurister kalder vores land en juridisk bananstat. Det er måske i overkanten, men i grunden ikke helt forkert.

Rom III-forordningen fra 2010: I modsætning til Bruxelles IIa-forordningen gælder Rom III-forordningen ikke for sager om forældreansvar mv. Den gælder heller ikke for spørgsmål om underholdsbidrag og formuedeling. Efter forordningen kan ægtefællerne aftale lovvalget, men er det ikke sket, afhænger lovvalget af parternes sædvanlige bopæl og statsborgerskab og den stat, hvor skilsmissesagen verserer. Et tilvalg af forordningen kan føre til, at fremmed ret skal anvendes på separation og skilsmisse og det er der blandt jurister bred enighed om at betragte som ikke ønskværdigt, da det kan gøre det betydeligt dyrere og tidskrævende at blive separeret eller skilt, end hvis en danske domstol afgør sagen efter dansk ret. Finland, Sverige og Holland ikke er med i det forstærkede samarbejde i forordningen.

Dette notat er udarbejdet med afsæt i en redegørelse fra professor Peter Arnt Nielsen, Copenhagen Business School, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2015 B. 407 ff.

Hvis vi siver ja

Baggrunden for afstemningen er en politisk aftale, Danmark i Europol, fra den 10. december 2014 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti. EU’s retlige samarbejde omfatter civilret, politi- og strafferet samt asyl- og indvandring.
Tilvalgsordningen skal sikre, at Danmark fortsat kan deltage fuldt ud i EU’s politi- og strafferetlige samarbejde og det civilretlige samarbejde. Ordningen omfatter ikke asyl- og indvandringsområdet. Danmark i Europol blev den 17. marts 2015 suppleret med en aftale om til- og fravalg af retsakter på dels det politi- og strafferetlige område, dels det civilretlige område.

Et ja den 3. december betyder,

at Folketinget i medfør af grundlovens § 19 giver sit samtykke til, at regeringen afgiver en sådan meddelelse,

at beslutning om tilvalg af enkelte retsakter, eksisterende som fremtidige, efter overgang til en tilvalgsordning, træffes af regeringen efter forelæggelse i Folketingets Europaudvalg i overensstemmelse med de procedurer, der er udviklet i praksis i aftaler mellem regeringen og udvalget at regeringen vil tilvælge i alt 27 retsakter oplistet Lovudkastets bilag 5, herunder den kommende forordning om Europol, umiddelbart efter forslagets vedtagelse og

at regeringen er bemyndiget til at tilvælge disse 27 retsakter og kommende retsakter inden for EU’s civilretlige samarbejde og det politi- og strafferetlige samarbejde.

—

Du kan læse mere i

“Samarbejdet om retlige og indre anliggender En analyse af EU-lovgivning omfattet af retsforbeholdet“, der har følende indledning:

Regeringen (Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre), Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgik den 10. december 2014 den politiske aftale ”Danmark i Europol”. Det fremgår af aftalen, at aftalepartierne ønsker at omdanne det danske retsforbehold til en tilvalgsordning. Tilvalgsordningen betyder, at Danmark selv kan vælge, hvilke retsakter på området for retlige og indre anliggender (herefter ”RIA-området”) Danmark ønsker at deltage i. Tilvalgsordningen skal sikre, at Danmark fortsat kan deltage fuldt ud i det europæiske politisamarbejde i Europol. Samtidig får Danmark mulighed for at tilvælge anden EU-lovgivning på området, som aftalepartierne vurderer, er i Danmarks interesse. Aftalepartierne er enige om ikke at støtte tilvalg af retsakter vedrørende asyl og indvandring, som Danmark i dag står uden for. Det fremgår endvidere af aftalen, at regeringen udskriver en folkeafstemning om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning efter det kommende folketingsvalg. Folkeafstemningen skal afholdes senest i første kvartal 2016. I forbindelse med den politiske aftale besluttede aftalepartierne at nedsætte en analysegruppe om omdannelse af Danmarks retsforbehold til en tilvalgsordning. Analysegruppen fik til opgave at gennemføre en analyse af EU-lovgivningen på RIA-området med fokus på de retsakter, som Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er en del af i dag.