Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Lovgivningssjusk ved udlændigestramningerne truer retssikkerheden. De er blevet til på en måde, som ikke er et demokrati værdigt. Forløbet giver ingen sikkerhed for at forslaget er ordentlig gennemarbejdet. Det ændrer afgørende på grundlæggende retssikkerhedsmæssige traditioner og det efter lader mange væsentligt og ubesvarede spørgsmål og truer retssikkerheden.
Som praktiserende advokat har jeg et særlig tæt og professionelt forhold til ”retssikkerheden”. En passion. En nørdet interesse og måske en overdreven bekymring? Når jeg taler om retssikkerhed – et gør jeg overalt, hvor jeg kan komme til det – mærker jeg ofte en reaktion, der minder lidt om træthed. Åh nej, nu trækker han vel ikke den gamle traver frem igen? Når jeg og andre advokater bliver ved, så sker det, fordi vi ved hvad retssikkerheden betyder. Og vi ved, at den ikke er en selvfølge. Vi skal passe på både den og på vores demokrati, herunder ikke mindst den måde vi vedtager nye love på. Lovgivningssjusk bør undgås.
Vi lever trygt og godt i Danmark. Kun meget få mennesker kommer direkte i berøring med retssystemet. De fleste kender det kun fra pressen. Denne store gruppe har fra barnsben fået indpodet, at vi i vores demokratiske samfund har delt magten i tre: den udøvende, den lovgivende og den dømmende. Og vi har lært, at de tre ikke må blandes og vi tager det som en selvfølge, at retssikkerheden er eviggyldig. Punktum.
Som advokat har jeg mødt mange mennesker, der først har forstået betydningen af retssikkerhed i det øjeblik de – eller deres nærmeste – stod i en uventet situation, hvor de oplevede, at retssikkerheden faktisk ikke er en naturgiven størrelse.
Derfor er retssikkerheden vigtig
Det i dét øjeblik hvor du – eller din søn eller datter – står helt alene og oplever f.eks. en myndighedsafgørelse eller en myndighedshandling, hvor du tænker: det her skete bare ikke? Hvordan kan det være? Kan det virkelig passe? Kan politiet behandle mig sådan? Kan SKAT behandle mig sådan? Kan kommunen behandle mig sådan? Har jeg pligt til det? Skal jeg acceptere den behandling? Kan jeg ikke gøre noget?
Jeg har som bestyrelsesmedlem i brancheforeningen Danske Advokater (2008-2014) talrige gange mødt retspolitiske ordførere fra partierne i Folketinget. Ved disse lejligheder er retssikkerhedens betydning altid blevet fremhævet og jeg har endnu ikke mødt en politiker, som ikke har svoret retssikkerheden evig troskab. Vi har talt om lovgivningssjusk og alle var enige om, at det skal undgås. Desværre har disse troskabserklæringer haft karakter af skåltaler, som i intet tilfælde har overlevet længere end til mødets slutning. Hver på sin måde har jeg oplevet de forskellige partier svigte skåltaleløfterne.
Lovgivningssjusk
Og nu har vi netop set fem partier begå et frontalangreb på retssikkerheden og demokratiet. Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Konservative har over natten vedtaget nye udlændingeregler på en ganske brutal måde. Dette eksempel er uhyggeligt, fordi det formentlig får lov til at passere stort set uden offentligheden gider bide mærke i, hvad det kommer til at betyde. Det kan siges kort: lovgivningssjusk.
Politikerne forklarer offentligheden, at det er nødvendigt at haste lovændringerne igennem Folketinget på 48 timer, selvom alle politikere gang på gang har lovet, at der skal ske opprioritering af den gode lovgivningspraksis og sættes ind overfor lovsjusk. Folketinget har selv sat en ønsket behandlingstid på mindst fire uger og med høringspligt. Det har man sprunget over og den kollektive bortforklaring lyder, at ”det haster”.
Denne forklaring er usand. Politikerne lyver. Hovedformålet med ændringerne er at give Danmark nogle værktøjer, som angiveligt var savnet, da der i september kom langt flere flygtninge og migranter, end vi har set tidligere. Vi skal være klar, hvis det sker igen, hedder det. Dette udelukker imidlertid ikke, at der gives tid til ordentlig behandling. En fremsættelse af et lovforslag på over hundrede sider med en forberedelsestid på mindre end et døgn og herefter 1., 2. og 3. behandling på 48 timer kan ikke nogensinde blive forsvarlig. De politikere, der hævder det modsatte må tro, at vi andre er totalt uvidende og dumme. Det er vi ikke.
Hvis vi nu alligevel lagde til grund, at hasteargumentet var rigtigt, så bliver det næste spørgsmål: hvorfor har I ikke pillet de retssikkerhedsmæssigt mest kontroversielle forslag ud og undergivet dem en passende grundig behandling? Svaret er formentlig, at hvis man gjorde det, så ville man jo komme til at erkende, at hastearbejdet ikke er tilfredsstillende.
Nu har vi en situation, hvor Den Danske Dommerforening, Det Danske Advokatsamfund, Amnesty International; Justitia, CEPOS, Red Barnet, Dansk Flygtningehjælp og en meget lang række af juridiske professorer og andre eksperter har udtalt sig mod lovforslaget på områder, der markant ændrer den retssikkerhedsmæssige tradition og som vil muliggøre udlicitering af myndighedsudøvelse – et af de tre ben vi som børn lærte var forholdt staten.
Det er meget alvorligt, at fem partier hen over midten i Folketinget neglicerer disse advarsler. Dermed fortæller politikerne til deres vælgere, at ”vi ved bedre”. Vælgerne har ikke samme mulighed for at forstå alvoren. Politikerne kender den godt, men enten er de lige glade eller drevet af frygt. Jeg gætter på, at langt de fleste politikere i virkeligheden mener, at advarslerne er en studentikos overdrivelse. ”Vi har jo retssikkerhed”, tænker de vist alle.
Jeg husker engang daværende justitsminister Frank Jensen gik og troede det samme. Lige indtil hans bror fik problemer i en sag om samvær. I sommeren 1997 kritiserede han Statsamtet for ikke selv havde gjort opmærksom på muligheden for midlertidigt samvær i broderens samværssag. Det mundede ud i en præcisering af, at statsamtet altid bør vejlede om muligheden for midlertidigt samvær. Og siden blev reglerne lavet om. Det var en politiker, der pludselig mødte manglen på retssikkerhed og så blev loven lavet om.
Hvis jeg har ret, så er det en trussel mod retssikkerheden og demokratiet. Ingen af delene er uopslidelig. Hvis demokrati og retssikkerhed bliver tilsidesat og etiketteret som ”noget alene for teoretiske nørder” er vi ude på et farligt skråplan. Spørgsmålet er så: hvad kan vi gøre ved det?
I de her dage er den vestlige verden forståeligt nok opskræmt af terroren. Den offentlige debat levner ikke særlig god plads til dem, der maner til besindighed og advarer om, at vi ikke bør rive vores demokrati i stykker. Terroristerne hader demokrati og retssikkerhed. Ingen af delene findes i kalifatet – det er skældsord – og det vil være en ubetinget succes for terroristerne om man får held til at sætte det vestlige demokrati (mest muligt) ud af kraft. Det passer helt i kalifatets tankegang, at folket ikke kan tillade sig at forlange en ordentlig og demokratisk behandling af lovforslag. Det passer helt i kalifatets tankegang, at både børn og voksne kan fængsles uden nødvendigvis at komme for en dommer og at magtudøvelse kan udliciteres fra staten.
Jeg har ikke mødt en eneste juridisk ekspert, som har sagt nej til ændringer på grund af udviklingen i terrorbilledet. Hvis stramninger er nødvendige, så skal de indføres. Det er der enighed om. Vi skylder bare os selv at overveje, om ændringer er nødvendige. Det kræver andet og mere end 48 timer uden tid til høring og uden tid til omtanke og debat. Lovgivningssjusk er farligt. Politikere nægter at se i øjnene, at de er blevet ofre for egen eller andres frygt og at de har ladet sig presse til at lovgive med hovedet under armen og stopuret i hånden. Lovgivningssjusk.
Gider vi passe på retssikkerheden? Jeg gør. Og jeg ved, at jeg ikke er alene. Jeg vil bare så gerne have de folkevalgte politikere på Borgen med på tanken. De fem partier, der står bag lovgivningssjusk ved udlændingestramningerne bør stoppe op og erkende – højt – at det forløb ikke var i orden og at der bør ses nærmere på indholdet. For demokratiet og retssikkerhedens skyld.
Indlægget er bragt som kronik i Berlingske torsdag den 26. november 2015
