Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Sophie Løhde har fået et brev:
Kære sundhedsminister Sophie Løhde,
Som advokat oplever jeg i hverdagen mange ting. Nogle forudsigelige og forståelige, andre helt uforståelige. Lørdag den 21. november møder jeg i hhv JP og på Facebook to komplet uforståelige historier. I begge spiller det offentlige og sundhedsvæsenet væsentlige og uheldige roller. Jeg sender dig hermed de to historier og jeg vil gerne stille dig nogle spørgsmål til begge historier:
1. En 43 årig beskriver, hvordan det offentlige håndterer hans chokoplevelse, da hustruen pludseligt og uventet dør.
Fra Facebook:
”Jeg har lyst til at dele dette … som jeg har nedfældet om mine oplevelser med “det offentlige Danmark”. God læselyst hvis du orker:
At håndtere pesten
Hver anden dag dør én af os i trafikken…
Hver dag dør to af os af én blodprop…
Efter pludselig at have mistet min kone og mine tre børns mor i midten af september, er jeg er blevet ramt af ”pesten” – i hvert fald at dømme efter mødet med ”det offentlige Danmark”.
Jeg har gennem de sidste par måneder oplevet, hvordan mine medmennesker i ”det offentlige Danmark” håndterer en efterladt sørgende enkemand… der føler sig en pestbefængt borger, som ingen formår at tage hånd om.
Den 15. september troppede to betjente op på min arbejdsplads i fuld uniform med pistol i bæltet, håndjern, knippel etc. Stor var dramatikken hos kollegaerne, da økonomichefen akut blev hentet af politiet på selve arbejdspladsen – med stor alvor og med lavmælte stemmer.
Det er jo ingen sjov situation for hverken afsender eller modtager, at skulle overbringe nyheden om et akut dødsfald, men at jeg efter 10 minutter skulle tage stilling til spørgsmålene ”vil du modsætte dig obduktion” og ”ønsker du selv at forestå begravelsen” – er dybt uprofessionelt.
Ved første møde med kendsgerningen ”døden” følte jeg mig som ramt at udefra kommende sygdom, der slog ned som et lyn. Ikke en sygdom der kom krybende.. men en slags pest der gjorde, at ingen havde ord – heller ikke budbringerne, der burde kunne håndtere mig med krisepsykologi eller andet.
Den næste time måtte jeg høre en yngre betjente beklage budskabet, at dette var hans absolut værste dag i hans tjenestetid nogen sinde…. endda flere gange. Det kom jo ikke bag på mig, og jeg fik én gang fremstammet, at dette bestemt også var min værste dag nogensinde.
Senere på dagen troppede jeg op på Skadestuen på Roskilde Sygehus – for jeg måtte sammen med familien tage afsked med min kone og børnenes mor. Forvisse mig om at det ufattelige var sket.
Jeg må have lignet en sygdomsramt, for jeg blev nærmest uden ord henvist til et venteværelse sammen med mine to ældste børn og svigermor. Der sad vi i en time sammen med den lokale præst, der havde vist sin store velvilje og følge os til den svære stund.
Efter en time kom lægen til stede og meddelte, at hun gerne ville tale med mig i en rum som nærmeste pårørende… Nej, det må være afdødes mor. ”Nej – i denne situation er du nærmeste pårørende”.
Svigermor og børnene blev ladt alene tilbage i rummet sammen med vores lokale præst.
Jeg blev af lægen orienteret om, at det ikke kunne tilrådes at se liget af min afdøde hustru, da hun jo var dødfunden. ”Nå… og?” Herefter fik jeg en overraskende læring: Når man er dødfunden modtager Sygehuset afdøde og sikrer sig at døden er indtruffet. Herefter pakkes liget i en ligpose og køres på køl. Der skrives ikke dødsattest før end der har været afholdt ligsyn sammen med politiet – der som udgangspunkt kun afholdes om torsdagen – på trods af at døden er indtruffet og lægen har konstateret, at afdøde er afgået pga. en blodprop.
Jeg får efter eget valg lov at se min afdøde kone ligge i ligposen med åbne øjne, intuberet og på ingen måde gjort i stand til en afsked med de pårørende. Fremvisningen foregår under nøje overvågning og med krav om, at jeg står i behørig afstand pga. ”efterforskningen”. Fremvisningsrummet er klinisk.. ingen stearinlys, ingen blomster…. men lyden af motoren i kølerummet ved siden af gør situationen helt grotesk for mig.
Mine børn må jeg efterlade i venterummet – og jeg beder en sygeplejerske sidde hos dem imens – da synet af deres mor vil være for voldsomt. Det er ikke noget, jeg bliver tilbudt, det er en tjeneste, jeg selv skal bede om. Det virker ikke som en naturlig handling at tilbyde det.. det er jo en ”smittet familie”.
På vej ud ad døren får jeg stukket en blanket i hånden ”vejledning til efterladte” samt navn og telefonnummer på den politibetjent, der nu har overtaget ”sagen”. ”Sagen”??? Ja, vi gør ikke mere fra nu af – så har du spørgsmål, skal du kontakte politiet.
Jeg blev for alvor såret – ingen trøstende ord – ingen sympati – ingen empati – ingen imødekommenhed – nærmere en mistænkeliggørelse af, at der var sket noget unormalt pga. dødsfaldet. Mine to børn var utrygge og kunne mærke, at den var helt gal.
Der går ikke mange dage til torsdagen, hvor der kan gennemføres ligsyn. Samme aften ringer Roskilde Politi til svigermor og stiller uddybende spørgsmål i relation til hendes afdøde datter. Bl.a. om afdøde tog livsvigtig medicin… Ja, det gjorde hun. Det virker besynderligt for os, at ligsyn gennemføres uden journalen er gennemgået.. og at politiet får til opgave at stille disse spørgsmål. Politiet har ikke lægefaglig viden, så det undrer mig, at politiet skal vurdere dette.
Efter en uges tid ringer samme betjent og rykker for afhentning af afdødes effekter, der befinder sig hos Roskilde Politi. Jeg var ikke bekendt med, at Roskilde Politi opbevarede disse … men svarede, at jeg ifølge vejledningen fra Roskilde Sygehus skulle afvente til jeg havde en skifteretsattest. ”Nej – det er ikke nødvendigt”. ”Du kan bare hente tingene – vi har ikke plads til at opbevare dem”.
Efter 10 dage dukkede der brev fra Skifteretten op i E-boks. Ingen imødekommende tone i brevet … men en lang opremsning af forpligtelser til at fremfinde oplysninger og ringe om tre uger.
Efter begravelsen var gennemført og den behørige tid passeret ringer jeg til Skifteretten i deres telefontid. Der svares hurtigt, men der svares på ingen måde med en imødekommenhed… Det er ”another day at the office”, hvor der straks bedes om journalnummer. Derefter går medarbejderen i gang med at bede om formue- og gældsoplysninger. Efter 10 – 15 min. spørger medarbejderen mig ”Og hvad har du så tænkt dig, der skal ske?” ”Øhhh.. ja, jeg kan vel sidde i uskiftet bo?”, svarer jeg. ”Ja, det kan jeg ikke anbefale – for du kan jo blive gift igen lige om lidt”. Det var så sårende en kommentar, at jeg havde lyst at smide røret på … Jeg er 43 år – og står alene med tre børn på 7, 10 og 14 år .. det kunne hun jo se med det samme. I mit livs krise møder jeg ingen imødekommenhed, ingen vejledning, ingen betænksomhed!
Enden blev at medarbejderen i Skifteretten blev nødt til at kigge nærmere på sagen, fordi boet var teknisk insolvent… uden at det blev forklaret nærmere. Jeg blev sur – og besluttede at sætte en advokat på sagen.
Døden er den naturligste del af livet… og desværre møder vi den ofte for tidligt i vores liv.
Det er forunderligt, at vi som danskere indeholder så lille et ordforråd over for døden. Det er beskæmmende, at dem der skulle være de professionelle end ikke magter ordet ”kondolerer”. Et ord som i øvrigt aldrig bliver mundret.
Jeg mangler at kunne iføre mig mit armbind, der kan signalere ”jeg er ramt af pesten” – tag hensyn når jeg ter mig besynderligt og giv mig et kram og sig til mig, at det nok skal gå alt sammen!
Ingen fra ”det offentlige Danmark” har taget kontakt til mig for at sikre, at der er styr på situationen. Skal børnene have akut krisehjælp eller skal jeg? Jeg tænker, de først kommer forbi, når jeg er gået til i min sorg og ikke længere kan tage vare på børnene. Tvangsfjernelser kan vi håndtere… det er håndgribeligt men at imødegå mennesker i sorg, det er uhåndgribeligt!
Jeg er bestyrtet over, hvordan politifolk, læger, sygeplejersker, kontoransatte – der uden ophold dagligt har kontakt til mennesker, der har mistet deres kære – ikke er klædt på til at kunne kommunikere blot det mindste til mennesker i akut krise og sorg.
Lad os få udviklet det danske sprog til at kunne tale om sorg og død. Lad os finde ord frem .. og lad os finde et mere mundret ord end ”kondolerer”, som ikke er mundret, og som vi alle føler er kejtet. Start hellere i dag … end i morgen. Du kan være den næste, der bliver ramt af ”pesten”.
Søren Egemar Knudsen, Facebook 21. november 2015”.
Spørgsmål til case 1:
Hvad synes du som minister om det offentliges håndtering af denne sag generelt? Hvad siger du specifikt til sygehusets håndtering? Er det sådan vi i sundhedsvæsenet skal møde mennesker, der er i chok og som har fået revet deres liv op med rode?
Er der ikke plads til at møde mennesker i chok på en ordentlig måde og kan det offentlige ikke håndtere levende mennesker, der er i chok og sorg?
Hvis det ikke er godt nok, hvad skal der så gøres ved det?
2. En 72 årig rask mand dør på grund af inkompetent behandling og klagesagen er nu, 32 måneder senere, ikke afsluttet.
Historien om dette forløb kan læses i JP 21. november 2015 eller her.
Spørgsmål til case 2:
En ledende overlæge, cheflæge og en sygeplejerske beskriver, hvordan en rask og aktiv mand på 72 døde på en uge. De gennemgår forløbet og gør gældende, at døden er sket på grund af inkompetent behandling på Amager Hospital. Der er indgivet klage over forløbet 5. marts 2013. Det er 32 måneder siden. er er fortsat ikke kommet svar, selvom sagsbehandlingstiden “kun” bør være ét år. Klagerne redegør for, at sagen burde kunne afgøres på et par måneder. Hvorfor skal vi i vores højt beskattede samfund læse om denne slags malpractise?
Vil du som sundhedsminister gøre noget konkret ved det og informere offentligheden om hvad du vil gøre?
Med venlig hilsen
Allan Ohms
advokat(H)
Og – efter flere rykkere og lang ventetide – kom dette4 “svaer” den 16. marts 2016:
Kære Allan Ohms,
Du skrev den 22. november 2015 til sundhed- og ældreminister, Sophie Løhde, angå- ende to beskrivelser af forløb i forbindelse dødsfald. Historierne er offentliggjort på henholdsvis Facebook og i Jyllands-Posten. Sophie Løhde har bedt mig besvare og takke for din henvendelse. Jeg skal beklage den lange svartid. Hverken ministeren eller ministeriet kan gå ind i konkrete sager. Generelt kan ministeriet dog informere om, at når der sker et dødsfald uden for sygehuse, skal politiet konstatere, om der er sket en forbrydelse. Det kan virke voldsomt at afdøde familiemedlemmer pludselig er blevet en ”sag”, men hensynet til at opklare en eventuel forbrydelse vejer tungt i denne sammenhæng. Det er naturligvis beklageligt, når borgere ikke finder den nødvendige hjælp og forståelse i sundhedsvæsnet. I forhold til sagsbehandlingstiden Styrelsen for Patientsikkerhed kan ministeriet generelt oplyse, at lang sagsbehandlingstid som regel skyldes, at sagen er kompliceret. Der vil ofte være tale om, at flere sundhedspersoner har været involveret i den behandling, der er klaget over, hvorfor der skal indhentes vurderinger af den faglige virksomhed fra flere forskellige sagkyndige konsulenter. Ofte vil det også være nødvendigt at forelægge sagen flere gange for de sagkyndige konsulenter som følge af, at klager eller den indklagede sundhedsperson har haft indvendinger eller spørgsmål til de sagkyndige udtalelser. Det forekommer desuden, at der skal indhentes vurderinger fra enten Sundhedsstyrelsen eller Retslægerådet.
Med venlig hilsen
KOMMENTAR:
Mine bange anelser blev bekræftet. I den grad.
