Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Advokat. Ordentlighed.
Jeg er advokat og det vigtigste for mig er ikke min faglighed (den skal bare være i orden), men min evne til at lytte, forstå og formidle. Kun ved at være god til en række ikke-advokat-faglige ting, kan jeg hjælpe mine kunder. Og den evne skal – ligesom mine muskler – hele tiden trænes og udvikles
Undersøgelser har vist, at den typiske professionelle rådgiver kun synes om sine klienter (jeg kalder det kunder) i et sted mellem 20 og 30 procent, mens de i 70-80% kun bliver ”tolereret”. Det går jo ikke. Hvad er der los? Mit bud er, at for mange rådgivere har fokus alene på fagligheden, men ikke på hvordan den anvendes eller nyttiggøres. Den dygtigste rådgiver, som kun tænker fagligt, er ikke den bedste rådgiver. Punktum.
”Jeg var forbløffet over, hvor mange fjolser, jeg løb ind i, indtil det gik op for mig, hvad fællesnævnere var i alle situationer: mig selv”. Sådan skrev David Maister i bogen ”Tillidsbaseret rådgivning” (The Trusted aAdvisor – den betroede rådgiver). En bog, der handler om det samme som kurset i morgen. *Og en kollega, Gerald Weinberg, har sagt noget andet vigtigt: ”Fidusen bag at vinde andres tillid er at undgå enhver form for tricks”.
Det handler om at øge værdien af den faglighed, der er grundlaget for det hele. Forstået sådan, at hvis jeg er fagligt dygtig, men ikke lytter, så jeg i dybden forstår min kunde, så nytter det bare ikke. Det lyder så let, men det kræver faktisk rigtig meget og derfor er jeg hele tiden på jagt efter ny viden, andre vinkler og nye øvelser.
Om rådgiverens rolle og ydmygheden
Jeg tror den bedste rådgivning opnås, når vi som rådgivere er klar til at lytte og prøve at forstå – mere end at demonstrere vores faglige viden.
Jeg har overfor medarbejdere udtrykt det på denne måde: ”Du behøver ikke bruge fine ord, måske endda engelske eller latinske. Din kunde forventer du både kan læse og skrive, så det behøver du ikke dokumentere. Din kunde har brug for, at du bruger dine to ører og tålmodigt lytter, mere end du ved din tale dokumenterer din dygtighed”.
Jeg har skrevet om ydmyghed her: Ydmyghed – Jeg Bliver Helt Bange (Eller Forlegen…Eller…?). I denne artikel finder du er pragtfuldt citat af Søren Kierkegaard, som jeg ikke vil gentage her, men jeg vil opfordre dig til at læse det. Det er en meget præcis gengivelse af, hvad enhver rådgivers rolle er og ikke er.
Nu skal jeg på skolebænken og jeg glæder mig. Helt vildt.
Klient eller kunder?
Et element i dette med at være betroet rådgiver er – i mit univers – den måde jeg omtaler de mennesker, der vil købe min bistand. Ordet ”klient” indeholder for mig forestilling om et underordnelsesforhold. Det bunder vist også i, at advokaten er sig selv og kan sige nej til ”klienten”. For mig er det noget snak, som dybest set bygger på en idé om, at advokaten er lidt klogere end ”klienten”. Lidt selvhøjtidelig, enten af vane eller af usikkerhed. Ligesom hos lægen, hvor jeg ikke er kunde, selvom jeg betaler, men ”patient”. Derfor skal jeg tage mig sammen for ikke at føle mig lidt underordnet, når jeg går ind hos min læge eller når jeg besøger lægen på hospitalet.
Hvis du undrer dig over, at jeg kalder mine klienter for kunder, så er du ikke alene. De fleste advokatkolleger undrer sig også. For at sige det pænt. De synes jeg er lidt underlig.
Jeg valgte for mange år siden at kalde mine klienter for kunder. Det vakte en vis opsigt, men det var godt for mig. Jeg finder “klient” for opstyltet og selvhøjtideligt.
Emnet er bl.a. behandlet af professor Mads Bryde Andersen i bogen Advokatret, hvor Mads Bryde Andersen udtaler, at han er uenig i min sprogbrug. Sidenhen har Mads Bryde Andersen givet udtryk for, at han ikke længere er så skråsikker og det er jo dejligt.
Min egen begrundelse for at vælge at kalde mine klienter for kunder gjorde jeg rede for i en artikel i Advokaten i 2000 – det bliver for langt at gentage her – væsentligst at det er udtryk for et sprog klienten betjener sig af og som en respekt for kunden, der betaler for musikken.
”Klient” defineres i danske Wikipedia sådan:
1. En Klient (romerriget) var i oldtidens Rom en person, der var afhængig af en velhavende/magtfuld patron.
2.Klient (kunde). Bruges for eksempel om en kunde hos en advokat.
3. Bistandsklient. person på sociale ydelser.
Læg mærke til nummer to, den glæder mig. Den Danske Ordbog siger: ”person der mod betaling modtager hjælp og rådgivning af en fagligt uddannet person, fx en advokat eller psykolog”.
Læs mere:
