Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Jeg har været på ferie i to uger. Luksus.
Jeg var i Rom og i Gradac. Berigende.
HO og en original Fiat 500
For mange mennesker ville det ikke kunne betegnes sådan. Berigende? Hvordan det, Allan? Du har boet i en billig lejlighed i Trastevere og bagefter i en lille kroatisk flække i et lidt halvdårligt hotel. Du har omgivet dig med mennesker, som bestemt ikke hører til i toppen, men snarere i den nedre del af middelklassen? Hvordan kan det være berigende?
Det er det for mig. Fordi jeg også befinder mig der. Ikke i de højere luftlag, men midt i det hele. Interesseret, ikke for klog, men meget nysgerrig. Jeg vil gerne forklare, hvad der beriger mig ved sådanne to uger.
Smuk dekoration og travle trasteviandere.
I Rom kan jeg bare godt lide stemningen. Det lyder lidt klicheagtigt, men det er nu rigtig nok. Stemningen. Når jeg f.eks. kommer til Bar San Calisto og der møder og den gamle mester sidder bag kasseapparatet og hilser på italiensk, så er jeg solgt. Vi ved begge, at vi ikke forstår hinandens ord. Men vi forstår hinandens øjne, der har direkte kontakt til hjerterne. Her er ikke noget snobberi, kun glæde. Spontan glæde.
Fortovsdetalje
Der sker noget med mig. Jeg bliver blød indeni. Synker lidt og reflekterer over tilværelsen. Jeg ser denne bar – mødested for lokale i alle aldre og fra den ene ende af det sociale spekter til den anden – som en fantastisk del af verden. Som et eventyr, hvor tingene fungerer på en helt primitiv, men ordentlig måde. Hvor der ikke bliver fiflet eller leflet. Hvor der er lige stor respekt for lav som for høj. Hvor tingene kører efter regler, men med fleksibilitet uden overflødige kompromisser. Hvor kunderne er der, fordi de kan lide konceptet. Omend de naturligvis aldrig ville bruge sådan et ord om det.
Lidt svært at se, men Maria og Leonardo på tagterrassen med levende lys og hele Rom i baggrunden
På samme måde med Maria og Leonardo, som står for den lejlighed vi har. Nogle ser, at der i krogene kunne være plads til bedre rengøring. Jeg ser to mennesker med de dejligste øjne og den største hjertelighed. Vi kan tale lidt på engelsk. Mest med Maria, meget lidt med Leonardo. Igen kan det være lige meget. Vi krammer og ser på hinanden og jeg kan mærke en glæde og en stolthed og en lyst til at gøre det bedst muligt. Bad jeg om Leonardos højre arm, så ville han give mig den. Sådan er han. Hjertensgod. Og lige så hans søde hustru, Maria. Middelklasse, nedre hjørne som jeg selv. Men top top i menneskelighed. Og denne gang tilberedte deres datter, Chiara, en fantastisk middag, spom hun serverede på tagterrassen. Hun studerer mad og det kunne man godt mærke. Dertil forældrenes pog hendes varme menneskelighed. Det beriger mig.
Det samme med købmand Biagio og hans søn Danielle, som dirver den meget lille vinforretning i Via della Scala 64. Og Giulia, den moldaviske kvinde, som har arbejdet sig op ved hjælp af rengøring og flid og nu har sin egen restaurant. La botellica. Hun kæmper med den romerske verden, som også indebærer krav til at håndtere korruption, der er meget udbredt i denne by. Hun er en knokler. Hendes udenlandske medarbejdere kalder hende mor. Hun opdrager dem og de bliver til dygtige mennesker, der kan klare sig. Det er ikke en femstjernet restaurant, for Michelin er lige glad med mennesket. I min karakterbog er hun femstjernet og i menneskebogen på en topplacering. Hendes hjerte er ubegribelig stort. Det beriger mig.
Marko og Magda. Nase Malo Misto. Med vores lille gave – Little Sun – Olafur Eliassons geniale lampe.
Gradac er en lille by 120 km fra Split. Et fiskerleje med kun få fiskere, et lille hotel og en dejlig restaurant. Ingen Michelinstjerner, men Nase Malo Mi8sto er i menneskelighed berettiget til maks-Michelin-stjerner. Magda, Osvitch og deres børn – Marko, Petra og Lovre – svigersønnen Josko, tjeneren Tommy, rejsedirektøren Monika og den øvrige familie er så hjertelige. Vi bliver modtaget som del af familien. Inviteres til frokost. Får gaver. Og vigtigst: denne hjertevarme menneskelighed. Mange ville løbe skrigende væk,, hvis de så stedet. Lidt nedslidt hotel, lidt gammeldags restaurant, en hovedgade med turistmæssige signaler i flertal. Men jeg kryber ind bagom. Med familien. Med de lokale helte fra krigen – der kun ligger godt 20 år tilbage – Juri og unge Marte. Med gamle Marte på 80. Med de mange danskere, der for 25 år siden kørte nødhjælp for Dansk Flygtninge med live som indsats og som stadig kommer her. Det beriger mig.
Marte fortæller. Jeg lytter. Benovet pog beriget.
Når gamle Marte – efter at være gået i hi de seneste to måneder – pludselig siger ja tak til at spise sammen med os og kommer, tør op og lyser op – så bliver jeg glad. Når de lokale kommer gående forbi og ser, at nu er Marte kommet ud og deres øjne lyser, så bliver jeg blød indeni- Jeg sidder stille og ser deres øjne. Martes øjne. Susanne henter unge Marte og pludselig er der tre lokale, som sammen med gamle Marte synger den lokale klappamusik. Så smukt. Jeg sidder ved siden af Marte og ser hans øjne. De lyser. De funkler. De andre tre glæder sig over, at han er i gang. Sådan et øjeblik får det til at trække sig sammen indeni mig. Det kalder på tårekanalen. Jeg bliver bevæget. Det beriger mig.
Når mennesker, jeg har mødt, tilbyder at rive en dag ud af kalenderen for at vise mig smukke steder i omegnen, så beriger4 det mig. Tak Lunge for fantastiske oplevelser. Og tak til HO for at jheg er inviteret med ind i familien.
Meget kunne fremhæves. Mange mennesker kunne fremhæves. Men alle jeg har mødt ved det. Ved jeg. Tak til jer. Tak fordi I var med til at løfte det hele. På en særlig måde. Tak fordi I tålte mine øjeblikke, hvor jeg forsvandt ind i mit eget univers med glimtet af Martet, lyden af klappa, tankerne om Giulia, minderne om Maria og Leonardo og så videre og så videre.
Jeg sidder her. Og er taknemmelig. Det er rigt. Jeg er rig. Tak for oplevelserne.
