Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Tilgivelse – svær og god mulighed
Hvorfor er det så svært at sige undskyld. Til børnehjemsbørn, til din kollega eller til din kæreste?
Lige nu drøftes det, om der skal siges undskyld til Godhavndrengene og andre mishandlede børnehjemsbørn. Det skal der naturligvis. Advokat Knud Foldschack siger det ganske let forståeligt på 38 sekunder på dette klip. Debatten er aktuel også i forbindelse med filen Der kommer en dag.
”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere” er en del af Fader Vor, som vi vist alle kan. Men kan vi så også praktisere det, tilgivelse? Det er ikke så let, men når det lykkes, giver det god mening.
De tidligere børnehjemsbørn har i foreningen Godhavnsdrengene længe forsøgt at få en officiel undskyldning fra staten. Siden 2005 har fire socialministre dog nægtet. Men forleden lod Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, på DR forstå, at hun mener, at »ofrene skal have en undskyldning«, selv om det er »kontroversielt«, og der »ikke er tradition for det i Danmark«.
»Jeg er godt nok ikke staten,« siger Kim Valentin til Berlingske:
»Men hvis jeg nu lægger ud med at sige undskyld, så kan det være, andre følger med. En undskyldning skal komme fra hjerter, ikke fra hovedet.«
Altså en opfordring til dine partifæller på Borgen, regeringen og Karen Ellemann til at gøre det samme?
»Ja, og lad den komme lidt tjept,« siger han tilføjer, at »Karen har et stort hjerte«.
”At tilgive er den højeste, smukkeste form for kærlighed. Til gengæld vil du modtage umådelig fred og lykke.”
Robert Muller, tidligere vicegeneralsekretær i FN
Ifølge Den Danske Ordbog betyder ordet tilgive: ophøre med at føle vrede eller bitterhed mod nogen pga. en krænkelse (og ofte udtrykke det i ord) eller bære over med; undskylde.
Hvorfor er det svært? Vi opfatter nok tilgivelse på en måske ikke fuldt dækkende måde. Betyder det at vi tolererer den forkerte opførsel? Eller at vi må genoptage et forlist forhold? Eller vi risikerer at blive skuffede, hvis vi tilgiver? Skåret ind til benet kan det udtrykkes sådan, at du tilgiver for din egen skyld.
Lad mig give et eksempel fra mit job som advokat:
Et ægtepar oprettede testamente i 2012. De ville nu gerne ændre på det. Ønsket var at et særbarn skulle arve mindst muligt og forklaringen på det var, at ægteparret ikke havde kontakt til særbarnet. Det smertede dem begge og derfor havde de nu valgt at særbarnet arvemæssigt skulle have beskåret arven mest muligt.
Jeg lavede et udkast, som ville gøre særbarnet næsten arveløst. Det var ikke så svært, for den ene ægtefælle var klar til at give det hele til den anden ægtefælle og så ville der jo ikke være noget at arve. Det ville blive et problem i tilfælde af skilsmisse, men det regnede man for uaktuelt og var parate til at løbe risikoen.
De var tilfredse med mit udkast, men vi blev enige om at drøfte det ved et møde. Her var jeg Djævelens advokat. Jeg gav dem modspil og udfordrede for at afprøve, om løsningen nu var den rigtige. Jeg bad dem forholde sig til ”tilgivelse”. Og til ”fred i sindet”. Ville de få ro i maven ved at gøre særbarnet arveløst? Havde de overvejet hvordan særbarnet ville reagere, når testamentet kom frem? Og det endte med at særbarnet blev ligestillet med de øvrige børn og de to havde fundet glæden ved tilgivelse og gik videre med fred i sindet. Om det var rigtigt eller ej kan jeg ikke afgøre. Det gjorde de – men de var meget glade for valgmuligheden og for at jeg skubbede til dem.
At tilgive er at forære dig selv et frirum. En historie herom er fortalt flere steder: To munke hinanden. For nogle år siden kom de begge ud af fængslet hvor de var blevet tortureret af deres fangevogtere.
”Har du tilgivet dem”? Spørger den ene.
”Jeg tilgiver dem aldrig! Aldrig!” svarer den anden.
”Jamen så tror jeg at de stadig holder dig fangen, gør de ikke?” spørger den første munk.
Tænk på Mandela.
Vrede og nag bindes sammen med visse sygdomme. Du kan blive syg af at bære nag. Nogle gange siger jeg lidt humoristisk: ”Jeg bærer ikke nag, men jeg glemmer aldrig”. Om det er noget, jeg husker eller om det er nag – virkningen er, at det tynger mig. Det tager noget af min frihed.
Hvordan tilgiver du?
Testamenteeksemplet, som jeg omtalte foran, er et eksempel. En anden metode kan være at skrive et brev til den, du tilgiver. Du kan sende brevet, aflevere det eller bare lægge det i skuffen. Men du får noget ud ved hjælp af skriveprocessen.
Når du har skrevet brevet, så skriv et brev fra modtageren til dig. Det er sådan du kunne ønske dig det. Det råd har jeg fået og det er godt.
En anden metode er meditation, hvor du bruger meditationstilheden og øver ad den vej.
Endelig er der samtalen med dig selv. Hvis du ikke vil skrive, så tag en snak med dig selv. Sæt fokus på, at der altid er to sider på en medalje. Måske ser du kun den ene. Når der er konflikt, bliver vores synsvidde indsnævret. Ser du pludselig den anden side af medaljen vil det som regel gøre tilgivelse lettere. Nogle gange lige frem overflødig.
Gandhi sagde: ” De svage kan aldrig tilgive. Tilgivelse er en egenskab, der tilhører de stærke”.Desmond Tutu sagde: ” Uden tilgivelse er der ingen fremtid”. Kineserne sige det sådan: ” Den, der efterstræber hævnen, burde grave to grave”. Men – det skal ikke være tossegodhed, som Lewis B. Smedes har gjort opmærksom på med disse ord: ” Du kan tilgive næsten alt. Men du kan ikke tolerere alt. Vi er ikke tvunget til at tolerere det, folk gør, fordi vi skal tilgive dem. At tilgive healer os personligt. At tolerere alt sårer os i det lange løb”.
Og så kan nogle måske hente trøst hos Oscar Wilde, der med et glimt i øjet sagde: ” Tilgiv altid dine fjender intet irriterer dem mere”.
At tilgive et andet menneske er en kærlighedsgerning, og alle oplever at få brug for at blive tilgivet.
God fornøjelse med arbejdet.
Læs om Godhavnsdrengene i Berlingskes serie
