“Tro er retten til ikke at forstå”

“Tro er retten til ikke at forstå”.

Det ærgrer Cronhammar, at folk forlader den danske folkekirke, selvom han er skeptisk overfor den: “Det gør mig sgu ked af det, men jeg synes virkelig det i høj grad er kirkens egen skyld. De har den bedste vare, der overhovedet kan sælges, men det kniber med at komme ud med budskabet. Jeg er ikke så eget for den der syndersnak”, siger Cronhammar og udbryder: “Skål”.

Jeg er meget enig. Folkekirken har en god vare at sælge, men formidlingen er dårlig. Min hustru har siddet i menighedsrådet i årevis. Dér sker intet andet end bureaukratiske diskussioner om regnskaber, budgetter, personale, nye krematorieovne og Dronningens ankomst. Men endnu har intet menighedsrådsmøde været dedikeret til drøftelse af det, sagen handler om.

Den, der har noget at formidle, har også en formidlingspligt. Og det er ikke fordi man ikke har gjort noget som helst. Det har blot ikke virket. Cronhammar kalder forsøgene en “omsiggribende tivolisering, hvor Guds ord fortoner sig, mens baby-salmesangen, bongotropperne og gospelen brager derudaf”. Han sammenligner det med mange kunstmuseer, der “kan minde mere om shoppingcentre end om de udstillingshaller de burde være”.

Måske overdriver han her lige lovlig meget, men faktum er, at kirken ikke får fat i folket. Dåbstallet er for nedadgående og gennemsnitsalderen ved gudstjenester er stigende.

I Roskilde Domkirke har man korte 20-minutters andagter onsdage og fredage. Det er en god idé, men den formidles elendigt. Hvorfor inviterer man ikke virksomhederne og folket meget mere målrettet end vi ser det? I “min kirke”, Sct. Jørgensbjerg Kirke, tilbyder man nu fyraftensgudstjenester:

“En fyraftensgudstjeneste er en lille og lavmælt gudstjeneste til ro og eftertænksomhed efter dagens gøremål. er nær i ubemærkethed, i skønhedens mangfoldighed og også i mennesker. I tiden mellem påske og pinse inviterer vi til ugentlige åndehuller i Sankt Jørgensbjerg Kirke”, skriver man på hjemmesiden. Den målgruppe jeg taler om kommer bare ikke der. Kommunikationsopgaven tages ikke seriøst, vil jeg hævde. Ingen steder i Folkekirken.

“Jeg går med troen i den ene hånd og tvivlen i den anden. Og det kan sgu godt give en noget gakket gangart”, siger Ingvar Cronhammar i interviewet i Berlingske 3. april 2015 og han citerer vennen Jacob Haugaard for udsagnet: “Tro er retten til ikke at forstå”. Ordene lød, da Cronhammar var på vej til et gejstligt arrangement og Haugaard ringede til ham på vejen. “Jeg mener at både kirkens og kunstens rum er nogle af de få heller, vi har til at være lidt stille og lidt reflekterende”, siger Ingvar Cronhammar og anerkender Haugaards ord.

Og ja, “Tro er retten til ikke at forstå”. Jeg tror bare mange af dem, der ikke kommer i kirken bliver væk, fordi de ikke ved, at det netop forholder sig sådan. Det er ikke nødvendigt at vide. Det er alt rigeligt at tro. Det kan vi ikke nøjes med uden for kirkens mure. Her skal vi hele tiden vide. Deraf opstår et frirum, som alt for mange ikke oplever. Når de endelig kommer i kirken bruger de hele deres energi på at følge med i liturgien. De slapper lige så meget af som de danseglade, der fortvivlet forsøger at huske hvordan den næste tur i lanciers nu er. Det tager noget af glæden.

En anden overset ting i kirken er dette at blive renset for synd. At få tilgivelse. Den gives til alle og det er en del af frirummet. På samme måde er der en velsignelse til alle. Et tilbud om at gå med fred. Tag det ind og gå styrket ud i det oprørte samfund. Her møder du noget helt andet. TV for eksempel. Herom er Cronhammar og jeg også på linje:

“TV spejler på mange måder virkeligheden, og hvis du kigger på de tilbud, man får der, så er det en uendelig hoppen og syngen og vil med vals, og hvad det nu hedder alt sammen. Og lukker man op for TV Avisen, er det ikke meget bedre. Dér er det breaking news konstant. Jeg kan ikke holde al den larm ud”.

Enig. Jeg er holdt op med at se TV. Jeg åbner måske en halv time en gang om måneden. Måske færre gange. Og hver gang bliver jeg skuffet over kaliteten eller rettere manglen på samme.

Jeg vil hellere skåle med Cronhammar. Han har lært mig, at når det sker, så siger vi “Guds fred”. De to ord er så smukke og giver så meget indre ro.

Måtte flere opleve kirken. Være mindre bange for den. Slukke for TV bare halvanden time og i stedet sidde helt stille og indtage roen i nærmeste folkekirke. Vi ville få en anden og bedre verden.