Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Kære Morten Pihl,
Du skuffer mig ved at lægge navn til indlægget “Dømte advokater går under radaren”. Den artikel er meget under dit berettiget anerkendte faglige niveau.
Jeg filosoferede over det, og tænkte på dagens tekst her 3. søndag i fasten: “Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord”.
Du har til din artikel fået en forklaring, men du forfølger den ikke. Du får fortalt, at Advokatnævnet har indset, at man er gået for langt, altså at praksis har været forkert. Det er da interessant, at man efter adskillige års kritik nu omsider erkender det. Det er også interessant at det er næstformanden, der erkender det. Kan det være fordi formandens krav om at advokater skal leve op tilen nulfejlskultur er blevet underkendt af kollegerne i Højesteret. Her har fem højesteretsdommere afgjort, at en culpøs handling ikke nødvendigvis er udtryk for at en advokat handler i strid med god advokatskik. Det umulige krav om nulfejl faldt til jorden med et hult drøn. Du undlader at reflektere over det.
Det er godt, at Højesteret har markeret, at fejl er en uundgåelig del af det levede (erhvervs)liv. Næstformanden forklarer det så fint: “normalbøden” gives for de rene petitesser og i erkendelse heraf har man – for at få pillen sukret ind, døbt den med et folkeforførende ord: “normalbøde” (hvor det måske var mere i tidens ånd t kalde det en “dummebøde”). Sagen er jo, at du ikke kan vise mig et eneste eksempel på en bødesag af denne art, der kan begrunde at en forbruger bør advares mod at benytte en advokat, der har fået en “normalbøde”. Der er intet forbrugerbeskyttelsehensyn overhovedet. Medmindre man driver en etikportal eller vil skrive en hurtig artikel.
Der kan og bør advares mod advokater, som gentagne gange begår fejl og sidder loven overhørig. Det har Advokatnævnet nu omsider erkendt og det er den udvikling, der er interessant. Du vinkler den på forbrugersiden, uagtet det uberettiget.
Det ville være interessant at se på hvor mange ordentlige advokater, der er kørt over af en nævnspraksis, der med næstformandens ord “gik for vidt”. Trods protester, advarsler og indsigelser. Det er da tankevækkende, at man her erkender at have handlet forkert i årevis, her fra højborgen for kravet om nulfejlskultur.
Hvordan tror du en advokat har det, når hun eller han efter 30 eller 40 års pletfri advokatpraksis pludselig får en “normalbøde”? Den kan ramme enhver. Jeg repræsenterer en del advokater, der har reageret på det, når de tilfældigt er blevet ramt. De føler sig urimeligt behandlet og jeg forstår dem. De kan ikke acceptere at blive stemplet og de beder derfor domstolene om hjælp til at opnå forståelse. Det koster dem mange flere penge end normalbøden, men de gør det, fordi de ikke vil plettes af kommafejl. De vil ikke hænges ud som gemene forbrydere på samme måde som vi førhen satte folk i gabestokken på torvet for småting. Det er her den gode historie gemmer sig.
Der trænges til en egentlig lovregulering af hvornår gabestokken skal genanvendes. Det kan være berettiget, men det bør ske på et reguleret grundlag, hvor det som selvstændig del af en afgørelse bør vurderes, om offentligheden bør advares. Selv efter praksisændringen vil det fortsat være helt tilfældigt, hvem der rammes. Det er umuligt at finde hoved og hale i hvornår noget rammes af en “normalbøde” og hvornår nævnet anser det for en handling, der groft tilsidesætter god advokatskik. Som forsvarer for advokater, der er dømt må jeg kæmpe med et lukket system, hvor Advokatnævnet ikke offentliggør frifindende afgørelser. Det ville svare til at kun afgørelser hvor udlejere tabte skulle offentliggøres, men ikke de sager, hvor lejere taber. Systemet er sygt.
Hvis du nu havde levet op til din sædvanlige faglige standard ville du have analyseret f.eks.: hvorfor indser Advokatnævnet først nu, at man er gået for vidt? Og hvorfor benytter man ikke erkendelsen til at give den tilbagevirkende kraft? Hvad er årsagen til at Advokatnævnets formand i årevis har forlangt det umulige af advokater, der skal leve op til en nulfejlskultur, mens nævnet frit kan begå fejl på fejl på fejl. Hvorfor har nævnet først tyve år efter indførelse af mediation opdaget dette? Hvorfor har nævnet først nu indset, at man skal holde de rigtig dårlige advokater ud i strakt arm i stedet for ukritiske at skyde på enhver, der ved tilfældighedens lod er havnet i møllen?
Der er grund til bekymring, men den bekymring går på at Advokatnævnet har været så lang tid om at reagere på egen forkert praksis.
Jeg har lagt min mail til dig ind på min blog og i vores advokatforum med et link til din artikel og sendt den til jeres debatredaktion.
