Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Per Vibskov, fantastisk dygtig præst i Roskilde Domkirke, bliver i Stiftsbladet 2/2015 spurgt om hvordan Folkekirken kan forklare kristendommens kernebegreber som synd, nåde, opstandelse og frelse i en moderne verden, der synes at være optaget af beviser?
Sognepræst Per Vibskov Nielsen, Roskilde Domkirke
Per svarer: ”Ingen af disse begreber kan bevises, før de er erfaret, og det kan de kun blive hos den enkelte. Det er umuligt at overbevise andre om kristendommens sandhed. Det er en trossag, og det eneste, vi så kan gøre er, at være vidner, og det må vi så forsøge at være efter bedste evne”.
Kommentar:
En verden, der er optaget af beviser? Ja. Vi har vel aldrig været mere optaget af det – og måske aldrig længere fra at føre bevis. Hvad er det for resten vi vil bevise? Er det, at vi ikke har noget at frygte? Er det at vi er bedre end nogensinde og nogen andre. Er det at vi selv er Gud, bare ikke Gud, men… Eller? Men fører vi så bevis? Skaber vi klarhed og gennemsigtighed? Eller har vi tværtimod skabt uigennemsigtighed på et ”højere” niveau?
Hvad er meningen med livet? Det er et stort spørgsmål, men jeg tror det optager os alle sammen. På forskellig vis. Og vi reagerer nok meget forskelligt på denne vanskelige armlægning med vores liv og tilværelse.
Det er her jeg trøster mig med at hente trøst. Trøstes ved at jeg kan nøjes med at tro. Jeg skal ikke nødvendigvis vide. Det er befriende, når jeg fortæller det eller får det fortalt.
Livets mangfoldighed er smuk. Og forvirrende. Ja krævende. Hvornår gør jeg det ”godt nok”. Hvorfor gør jeg det ikke ”godt nok”. Hvad er ”godt nok”. Tilgivelse og det levende håb skal jeg huske at tænke på, når dagen går på hæld og min præstation og indsats, væremåde, reaktionsmåde, tænkemåde og indsats, igen ikke lever op til det håb jeg havde, da min iPhone vækkede mig, hvor jeg var opsat på at gøre det bedre i dag.
Nogle vil have håndfaste beviser og fnyser af min tro. Det er helt OK. Vi er forskellige. Og ja, man kan da godt sige, at religion har ført til mange krige og har gjort meget ondt. Eller man kan sige, at mange mennesker har gjort meget ondt og sat en etikette på. Men hvem har ført sværdet? Kan man hævde, at uden religion ville alt være godt? Ja, det kan man. Det tror jeg så bare ikke på. Min erfaring er, at vi som mennesker har svært ved at tackle vores tilværelse og det har vi haft i mands minde. Filosoffen Ole Fogh Kirkeby – som jeg elsker, men hvor min hjerne ikke rækker til at forstå ham mere end 4% – bekræftede min teste: nej, vi er, bortset fra det materielle, ikke blevet klogere siden Aristoteles. Så jeg er ikke alene.
Vi er nok ikke særligt kloge, menneskeligt set. Jeg kan i hvert fald sige det for mit eget vedkommende: der er så uhyggelig langt fra det jeg gerne vil, til det jeg gør. Måske skal jeg ikke indrømme det, for nå jeg ser på andre jeg kan se, så synes jeg faktisk ikke jeg gør det så ringe endda. Men sammen gør vi det ringe. Jeg betragter nogle gange andre med måben og spørger mig selv: er de blevet iklædt Teflon® da de blev født? Eller: er den mands øjne virkelig åbne, sådan som det ser ud, nå jeg ser på øjnene, men ikke når jeg hører på munden? Ordene afslører en manglende forbindelse til den virkelighed jeg oplever? Og han ser ud til at have det godt? Jeg bliver forvirret. Erkendt.
Får disse mennesker lov til at indtage scenen og skubbe mig ud på bagscenen, kun iført mine tvivl og min utilfredshed med min egen formåen og indsats? Nogle gange føler jeg, at der slet ikke er nogen huller i min uvidenhed. Er mit hjertekammer med gode intentioner noget, der blot skal narre mig selv? En illusion? Skal jeg tro på manden med Teflon® og lukkede øjne? Jeg tror det ikke, men jeg har ikke bevist det modsatte. Jeg stræber efter at føre beviset. Måske lovligt ambitiøst? Jeg tror det ikke – men jeg er i tvivl…
