Jeg har brugt nogle af jule- og nytårsdagene til at drøfte arbejdsladsforhold med kloge mennesker. Det er slående at selv landets allerstørste og mest anerkendte virksomheder åbenbart har store udfordringer, nr det handler om at gøre det som medarbejderne gerne vil have det.
Der er problemer på alle de arbejdspladser jeg har hørt omtalt i den miniundersøgelse, jeg har lavet. Frustrationer og følelsen af ikke at være hørt går igen.
Arbejdspladser, der er gearet til at have godt styr på HR dumper ifølge deres nuværende eller tidligere medarbejdere. Kritikken går på, at der ikke lyttes til medarbejderne. Det, der sker, er ikke godt nok, siges det. Der lyttes for lidt. Der forstås for lidt.
Det er tydeligt, at ledelserne har noget de skal gøre bedre. Når det er erkendt af mig – der hører til i en virksomheds ledelse – så vil jeg også sige, at jeg i miniundersøgelsen har lyttet forgæves efter et rigtig godt svar på mit spørgsmål: “Når du synes ledelsen gør det dårligt, hvordan har du selv bidraget til at forklare det til ledelsen”?
Min indgangsholdning til dette er, at hverken ledelse eller medarbejder har nogen interesse i at gøre det bevidst dårligt. Og herfra er min konklusion så, at hverken ledelse eller medarbejdere er gode nok til dialog om emnet. Vi har behov for det nye begreb “her-og-nu-ydmyghed”. Det er beskrevet i bogen “Spørg” af Edgar H. Schein. Han forklarer, at “her-og-nu-ydmyghed” opstår ved, at vi er afhængige af andre for at vi kan løse vore opgaver. Han siger, at lederen skal vise “her-og-nu-ydmyghed” og stille de rigtige spørgsmål med dette udgangspunkt. Han siger, at hvis ledelsen er villig til at vise den ydmyghed, som afhængigheden giver, vil medarbejderen i højere grad være motiveret til at hjælpe ledelsen med at løse sin opgave.
Det lyder rigtigt i mine øren. Ledelsen har mere magt end medarbejderen og det må være rigtigt, at ydmygheden begynder her. Så kommer svarene. Og hvis de så også benytter sig af teknikken med ydmyghed, så er der et godt fundament for en god dialog. Vi skal videre sammen. Ingen er interesseret i dårlige arbejdsforhold, men de findes alt for mange steder – ja jeg vil gå så vidt som at sige, at jeg har ikke i min sondering mødt et eneste eksempel på en virksomhed, der gør det godt nok. Inklusive den virksomhed jeg selv er leder i.
Hvorfor fungerer arbejdspladser ikke? Mangler ydmygheden? LAd os arbejde lidt med de to spørgsmål, så vi kan få et godt nytår.
Læs anmeldelsen af Kunsten at spørge ydmygt af Edgar H. Schein