Tak Jens Christian Grøndahl – gid Jelved måtte kunne forstå det

”…Kunsten er i magtens øjne trods alle kønne tilkendegivelser: en undværlig luksus, ikke andet, ikke mere”. Dét er den smertefulde konklusion i Jens Christian Grøndahls gode svar i Berlingske juleaftens dag til Marianne Jelved, der beklæder stillingen som kulturminister. Må jeg anbefale alle at læse Grøndahls indlæg.

Indlægget er et svar på den kronik, som Jelved skrev i et forsøg på at tilbagevise Grøndahls afslørende kronik ”Vil Jelved nedlægge Kulturministeriet”

Jelveds svar var en direkte fortsættelse af hendes opvisning i manglende forståelse af rollen som kulturminister. Hendes argumenter duer ikke og hun nægter at forholde sig til de reelle argumenter, der er fremført igen og igen: armslængdeprincippet kan ikke bruges i denne sag. Det var ikke forligspartierne bag medieforliget, der fik idéen om at hugge hovedet af en 75 år gammel kulturinstitution, som var og i mands minde har været en del af public serviceaftalen. Og altså en del af det DR skal levere for de tre tusinde femhundrede millioner kroner institutionen modtager – hvert eneste år. Selvfølgelig kunne – og burde – kulturministeren have hugget bremsen i overfor den frække dreng i klassen, DRs bestyrelsesformand og chefstrateg Michael Christiansen. Men i stedet for at sætte ham på plads valgte Jelved at genudnævne ham til bestyrelsesformand for DR. Sic!

DR har fået lov til at opføre sig ”som et lille kejserdømme regeret af sin egen lille Napoleon, da kulturministeren med henvisning til armslængdeprincippet og uden at løfte et øjenbryn blot attesterede beslutningen om at nedlægge UnderholningsOrkestret”. Uforståeligt. Og pinligt.

Jeg er enig med Grøndahl, når han konkluderer, at Marianne Jelved ”med sin følgagtighed gør sig selv overflødig”. Ikke alene overflødig. Hun har misrøgtet det ærefulde hverv som minister for kulturen. Hun har solgt sjælen og underlagt sig en fræk dreng, der fik sin vilje. Vi ser barnet, der skriger i supermarkedet og som belønning får den slikkepind han ikke skulle have haft.

Jelved mener selv, at hun har demonstreret politisk dygtighed. Jeg synes hun i stedet har demonstreret det politiske håndværks råhed: Den smarte vinder. Jelved var smartere end det politiske flertal, som fandt sig i at ministeren i folketingssalen arrogant undlod at svare på deres argumenter. De lod ministeren slippe af sted med udenomssnak og de var for svage til at sætte magt bag deres ord. Formentlig fordi de i deres partier støder ind i samme problem som er konklusionen i Grøndahls svar: Kulturen er, når det kommer til stykket, en undværlig luksus, som man ikke vil kæmpe for, når det kommer til stykket. De medieordførere, der fandt sammen på tværs af politiske skel, har løbet pnden imod en mur, når de skulle forklare om et underholdningsorkester. Snakken er nok snarere gået på om man med sagen kunne vælte regeringen – så ville de blå være med. Men de røde ville ikke vælte regeringen og så ville de ikke deltage. Men jeg tror ikke kulturens betydning har spillet nogen rolle overhovedet. Ja, Jelved vandt en politisk omgang, men prisen betales af kulturen, her med nedlæggelsen af et internationalt berømmet orkester. Hvor fattigt og helt uforståeligt, at denne skalp nu skal pryde væggene i Kulturministeeriet. Skam derfor.

Og her er vi fremme ved målstregen: DRUO-sagen er en urimelig behandling af DRUO som institution og som arbejdsplads, men endnu værre er det, at det er en underkendelse af kulturens betydning. Godt Nytår.