Martin Ågerup, direktør i CEPOS, skrev dette tankevækkende indlæg i JP den 24. december 2014 og med forfatterens tilladelse bringes det her – uredigeret i fuld længde – som gæsteindlæg. Tak for det Martin Ågerup.
Den grove tone i debatten på Facebook og andre sociale medier har i den seneste tid været genstand for opmærksomhed og bekymring. Det er korrekt, at tonen til tider kan være grov, personlig og usaglig. Men hvad gør man ved det?
I Charles Dickens’ juleeventyr behandler pengepugeren Ebenezer Scrooge ikke sine medmennesker pænt. Men i løbet af en forunderlig julenat får Scrooge besøg af tre ånder: fortidens, nutidens og fremtidens ånd. Sidstnævnte viser ham, hvilken miserabel og ensom fremtid, han vil gå i møde, hvis ikke han begynder at opføre sig anstændigt. Næste morgen vågner Ebenezer som et nyt og bedre menneske.
Det personlige ansvar står centralt i Charles Dickens julebudskab. Scrooge har igennem de personlige valg, han træffer, indflydelse på en lang række mennesker, hvis skæbner er vævet sammen med hans egen. Charles Dickens’ syn på mennesket er på samme tid optimistisk og realistisk. Forvandlingen af Ebenezer Scrooge sker ikke alene ved, at han opnår indlevelse i, hvordan hans adfærd påvirker andre mennesker. Det ville ellers være smukt, men så romantisk er Dickens ikke.
Det sidste – og nødvendige – element i forvandlingen er, at Scrooge indser, hvilke dystre konsekvenser hans asociale adfærd vil få for ham selv.
Scrooge havde fjernet sig fra sine medmennesker og forstod ikke, at han forvoldte smerte. Facebook og twitter flytter os på lignende vis et skridt væk fra de medmennesker, vi debatterer med. Det skal vi lære at håndtere. Som Scrooge – og indrøm det, der er lidt af en Scrooge i os alle – må vi indse, hvordan vores handlinger påvirker andre. Med fare for at lyde lidt for opstemt – men det er jo jul – må vi lade julens ånd tage os på besøg hos vores moddebattører, inden vi trykker på sendknappen.
Vigtigst er det at huske, at et argument bør vurderes på dets egne meritter, ikke på, hvem der fremfører det. På lignende vis bør kritik rettes imod argumentet, og ikke imod den person, der fremfører det.
Goethe sagde: »Lad alle feje foran egen dør, og verden vil være ren«. Jeg tror på de små skridt, vi hver især tager. Første skridt må være at gøre sig klart, hvad man forstår ved en god tone, når man diskuterer.
Så her er 10 hensigter til, hvordan jeg vil forsøge at fremme en god debatskik.
Det er min hensigt:
1. At forholde mig til budskabet, ikke til budbringeren.
2. At holde mig til emnet og svare på spørgsmålet.
3. At skelne imellem fakta og holdninger.
4. At holde mig fra at beklikke andres motiver.
5. At være ærlig og direkte på en høflig og taktfuld måde.
6. At være engageret, men med kontrol over mine følelser.
7. At forstå min modparts synspunkter og gengive dem korrekt.
8. At søge at opnå en fælles forståelse af, hvorfor vi er uenige.
9. At gøre høfligt opmærksomme på det, når andre ikke lever op til disse hensigter.
10. At leve op til disse hensigter, selv når andre ikke gør det.
Jeg er – ligesom Dickens – realistisk optimist. En væsentlig kilde til optimisme er, at god debatskik ikke kun er godt for ens moddebattører men også for en selv.
En af mine Facebook-venner, som for det meste er uenig med mig, og med hvem jeg har haft lange diskussioner, skrev følgende, da jeg for nyligt lagde mine 10 hensigter ud på Facebook: »Når modparten opfører sig civiliseret, får man jo lyst til at lytte. Så det betaler sig oven i købet, hvis man vil igennem med noget«.
Indlægget er forfattet af Martin Ågerup og bringes med forfatterens tilladelse.