Kulturministeren lader DR gøre hvad DR vil – skal vi nedlægge Kulturministeriet?

Kulturministeren beskrev i Politiken den 13. December 2014 hvordan hun har oplevet opløbet til aflivningen af Danmarks Radios Underholdningsorkester, DRUO. Her fortæller Jelved åbent om hvordan hun har ageret. Hun så fra starten, at der ikke var et politisk håndterbart flertal, at hun ikke ville blive væltet og så traf hun beslutningen om at holde fast i at lukke DRUO. Dermed indskrev hun sig i Danmarkshistorien som den kulturminister, der afskaffede en 75 år gammel elsket kulturinstitution.

Det mest irriterende ved den beslutning er, at den pakkes ind i en falsk argumentation: armslængdeprincippet. Jens Christian Grøndahl har i dag i Berlingskes kronik en fin gennemgang af hulheden heri. DR få ti millioner kroner – om dagen eller mere end 3.500.000.000 kroner om året og så afskaffer man DRUO med attituden om at det er en uundgåelig følge af pålægget om at der skal spares 2% eller sølle 75 millioner kroner.

Armslængdeprincippet går ikke ud på at politikerne ikke må stille krav. Det går ud på, at politikerne ikke skal være programplanlæggere. Naturligvis skal vores politikere beskæftige sig intenst med hvad der skal stå i den kontrakt, der skrives som tak for de ti millioner kroner, der hver dag året rundt sendes til DR fra alle os andre.

Medieaftalen indgås ca. et halvt år før den nye public service-kontrakt afløser den gældende. Sådan også i år, hvor medieaftalen blev indgået i juli. Her opstår et tomrum, idet DR hævder, at hvis f.eks. Underholdningsorkesteret ikke er nævnt i Medieaftalen, kan det heller ikke optræde i den kommende public servicekontrakt. Generelt er det noget sludder, som påpeget i Mediawatch af Erik Nordahl Svendsen, cand.scient.pol. og fhv. direktør for Mediesekretariatet (i dag Kulturstyrelsen). Selvfølgeligt kan der opstå politisk flertal for at pålægge eller forbyde DR bestemte opgaver også efter, at Medieaftalen er indgået, men Jelved har altså sat sig for, at det ikke skulle være sådan. Hvorfor har hun ikke givet os nogen plausibel forklaring på.

DRs direktion forekommer mig at være for svag. Hvordan kan man f.eks. acceptere den svage direktion, der f.eks. tillader at man brænder 6 ½ års DRUO-udgifter af på én aften til et melodigrandprix? Den aften kostede 200 millioner kroner. DRUO koster 30 millioner pr år. Hvordan kan man undlade at effektivisere frem for at myrde DRUO, der musikalsk er på toppen og er internationalt o nationalt anerkendt? Hvordan kan man tillade at DR mere og mere ligner en klon af det kommercelle mediemarked? Der er helt gal kurs i det gale radiohus.

Claes Kastholm bruger i Læst og påskrevet i dagens Berlingske udtrykket ”kulturel smålighed i dansk politik, som betyder, at der aldrig er en rimelig balance mellem mål og midler” og han mener, at nedlæggelsen af DRUO fortæller noget om både DRs direktion og bestyrelse. Og hvor har han ret. Direktion og bestyrelse har på papiret vundet slaget om DRUO, men det vil vise sig at være en dyrekøbt sejr og den dækker over, at noget er helt galt i Emil Holms Allé. DR trænger i den grad til en stærkere direktion og en bedre bestyrelse og en ny formand for samme. En af-djøficering. Kastholm mener, at flertallet i bestyrelsen ”har deres naturlige plads som nikkedukkerpå juleudstillinger. De nikker ja og amen til alt, hvad DRs direktion og bestyrelsesformand Michael Christiansen ønsker. Hvis DR skal tøjles i fremtiden , skal de borgerlige partier sætte langt stærkere folk ind i bestyrelsen”. Ja. Hverken direktion eller bestyrelse er gode nok.

Jelved er meget tilfreds med sin egen ageren i DRUO-sagen. Jeg tror tiden vil vise, at denne tilfredshed er ubegrundet. Jeg er helt enig med Jens Christian Grøndahl, når han konkluderer: ”Tilbage står det uskønne indtryk af en kulturminister, der i sin magtbrynde har udstillet en tendens, som hendes parti under Margrethe Vestagers nedladende og iskolde ledelse blev den fremmeste eksponent for. Man kalder det »djøficering«, når stadigt mere overlades til embedsmændene i misforstået tillid til deres faglighed og angivelige objektivitet”.

Politikerne har svigtet i denne sag ved at lade kulturministeren begå det overlagte mord på DRUO. Vi sidder med indtrykket af at DR kan skalte og valte som de vil og at vore politikere i virkeligheden ikke har hånd i hanke med det, der er en af de største enkeltposter på Kulturministeriets budget: DR. Eller med Grøndahls ord: politikerne lader hunden gå tur med sin herre. En tur, der er endt helt ude i hampen. Og hvorfor, må vi spørge? Når så mange partier ønsker DRUO reddet, så kan det selvsagt lade sig gøre – men her har man altså valgt at kaste håndklædet i ringen og lade DRUO sejle. Skulle de mon ud og købe julegaver? Og kan vi andre leve med det her – burde vi ikke enten nedlægge Kulturministeriet eller se at få styr på DR?

Syv døgn med Jelved: »Sent om natten vågner jeg. Orkestersagen kører rundt i hovedet«

Vil Jelved nedlægge kulturministeriet?

DR’s fordrejning af normerne i orkester-sag