Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
I dag døde Jan Lindhardt. Biskop over Roskilde Stift 1997-2008. Da han kom til Roskilde havde jeg et anspændt forhold til ham. Betragtede ham som arrogant. Gik i rette med ham i JyllandsPosten. Siden lærte jeg ham at kende og måtte indse, at jeg også her havde taget fejl. Han kom på mit kontor i den grønne Lodenfrakke med den franske alpehue. Altid stilfærdigt og venligt.
Det var i kredsen Absalon Venner, hvor en lille gruppe med bl.a. Peter Heering Sr, Frank Birkebæk, Poul Erik Christiansen og Jan Lindhardt drøftede hvordan Roskilde kunne løfte arven efter Absalon. Her lærte jeg et vidende menneske at kende. En god humor, en skarp hjerne og en menneskelig varme,
For nogle år siden – i 2006 – blev Jan Lindhardt spurgt om sin tro. Det var Dorte Remar i Kristeligt Dagblad og svaret var:
“Jeg beder mit fadervor og går i kirke. Det er det perspektiv, jeg ser mit liv i. Det er for mit vedkommende ikke lidelsen. Pointen med Jesu lidelse er, at han led for os, og derfor er det ikke nødvendigt at gentage. Det kan være, at man står i en lidelsesfuld situation, men ellers er vi befriet for den. Derfor bør man gøre noget for andre. Familien og alle, vi er sat sammen med. Jeg har meget svært ved det der selvudvikling, som hærger privatliv og erhvervsliv. Jeg er allerede selvudviklet. Det har Han gjort. Derfor går vi i kirke – for ikke at tabe det af syne”.
Jan Lindhardt blev 76 år. Jeg husker hans 70 års fødselsdag, hvor følgende ord vakte vild jubel: ”En ting er at blive forbigået, men jeg hader at blive overset”. Sagde biskoppen, der om nogen blev kendt som Folkekirkens kommunikative velgører. Han døjede med at være stammer. Og han blev kendt som en meget dygtig retoriker. En præstation. Han skrev dejligt tilgængeligt om det at gå i kirke. Det at tro. Lige ud. Nede på jorden. 40 bøger blev det til. Det er mange.
Om det at tale sagde han: ”En god tale kan klargøre et emne, så det ikke står mudret, men mundret og lysende klart. Man må vide, hvad der skal komme først og sidst. En god tale kan også ramme det noget mere følelsesladede. En god tale er som et kærtegn. Det bør hele gudstjenesten være. Man skal komme fornøjet og trøstet ud, uanset hvorfor man var i kirke. Det er spændende at arbejde med liturgiske spørgsmål. Det er udvendigheden, det handler om, ikke inderligheden, for så har man svært ved at få det ud til andre mennesker”. “En god tale er kærtegn” – smukt. Varmt. Rammende.
Peter Andreas skriver på Facebook: “For mange år siden sad jeg i et tv-studie med Jan Lindhardt. Vi blev begge spurgt om hvordan man bedst markedsfører pinsen. Jeg fik rodet mig ud i noget med at fortælle om Helligånden som det gratis, lovlige drug. Lindhardt kiggede på mig som om jeg var sindssyg og svarede så, at det bare handlede om at tilegne pinsen en madvare: And til jul, æg i påsken – hvorfor ikke fisk i pinsen? Han havde en indsigt i sjælen, der var respektindgydende. Æret være hans minde”.
Henrik Dahl skriver på Facebook: “Det gør mig ondt at høre, at Jan Lindhardt er død. I den periode, hvor Jan var professor i retorik, var jeg censor ved samme institut. Det førte til en masse eksaminer, hvor vi havde så meget at tale om under voteringen, at tidsplanen uvægerligt skred ud. Vi skulle jo trods alt også have givet en retfærdig karakter.
Jan var fantastisk klog. Og så var han meget beskeden. Den sidste gang, vi skulle bedømme nogle retorikopgaver, var han allerede blevet udnævnt til biskop. Vi havde derfor aftalt, at han skulle komme op på mit kontor på AC Nielsen, når han havde været i audiens for at takke Dronningen for sin udnævnelse.
Da Jan dukkede op, virkede han helt udkørt, så jeg spurgte ham, hvad der var galt. – Jeg havde ikke tænkt over, at jeg var den fineste mand i riget. Så jeg kom til med det samme. Men jeg ville heller ikke forstyrre dig. Så derfor har jeg gået en lang tur, så det passede med den tid, vi havde aftalt.
Sådan en sød og betænksom mand var den fineste person i riget. Æret være Jan Lindhardts minde”.
Sognepræst i Roskilde Domkirke Per Vibskov Nielsen skriver på Facebook: “Min gamle gamle biskop Jan Lindhardt er død, men jeg er taknemmelig for de enestående oplevelser jeg fik sammen med ham, som fx da han inviterede mig til at prædike 3 år i træk ved Dom Kirke Mysteriet for rundt regnet 12.000 konfirmander, og da han til slut skulle velsigne konfirmanderne fik han følgende præsentation: “Ham der har inviteret jer i dag er jydebassen med det jadegrønne slag, guldkors og ridderbånd og ungdommeligt hår på det alfaderlige hoved. Det er den teologiske doktor, konfirmandernes ven, professorsønnen, forfatteren, den postmodernistiske retoriker. Han kommer nu og lyser velsignelsen over jer, så I får psykofred, dér – helt sikkert. Det er den lidenskabelige og lunefulde Lindhardt. Så tag godt imod bisp Jan – respekt til ham.”
Samme hilsen skal lyde nu hvor han har fået psykofred: Respekt til Jan Lindhardt”.
Lars Rasmussen: Biskop Jan Lindhardt, Roskilde Stift 1999-2008
Roskildemaleren Lars Rasmussen portrætterede Jan Lindhardt i 1999. Lars har fortalt mig om tilblivelsen af portrættet, som var en særlig oplevelse på grund af de mange og dybe samtaler med Jan Lindhardt undervejs. Ved afsløringen af maleriet gav Lindhardt en smagsprøve på sin egen humor og evnen til at underspille:
”Jeg tror ikke at du har gjort det samme med biskopperne, taget det bedste af dem. Det vil også være svært. Jeg ved i givet fald ikke hvad jeg har bidraget med. Ekstrabladet havde engang et billede af fem biskopper med underteksten: Find fem fejl. Du har fjernet de fem fejl og fået et både vellignende og virkelighedsfjernt billede ud af det. For som Nietzsche sagde: Kunsten har vi for ikke at dø af virkeligheden”.
Flotte ord til afsløring af et portræt af taleren.
Et stort menneske er gået bort. Æret være Jan Lindhardts minde.
Verden er blevet lidt mindre. Selvom Jan Lindhardt ville være uenig.
