Hvem skal afgøre gældende ret i Danmark? En kommentar til Bøfhus-sagen.

Den reaktion vi netop nu oplever på sociale medier omkring Jensens Bøfhus bør mane til alvorlig eftertanke. Gadens parlament forsøger – dagen efter en enig Højesteret har truffet afgørelse – at sætte sin egen vilje igennem. Ingen bør være lige glade med dette. Det er et meget alvorligt ansvar mod retssystemet og demokratiet.

Berlingskes Poul Høi beskrev søndag en ny Gallup-måling i USA, hvor spørgsmålet var hvilke institutioner amerikanerne har mest tillid til. Under 30% af de adspurgte har tillid til politikerne, præsidenten og højesteretsdommerne – til samfundets lovgivende og dømmende magt – og endnu færre har tillid til medierne, uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet. Amerikanernes tillid ligger hos militæret, nemlig 74%. Det passer med en stigende amerikansk interesse for det gamle Sparta og en tilsvarende foragt for det gamle Athen.

Jensen Bøfhus-sagen er et varsel om, at vi i Danmark er på samme vej som amerikanerne. Ingen tillid til det system, vi har bygget op og som vi ubevidst tager som en urokkelig selvfølge. Læs f.eks. Facebooksiden ”Boykot Jensens Bøfhus”: “Der må satme være nogle dommere der har fået gratis middag i dag i retten siden de kan være sådan nogle idioter at dømme sådan de må sku have taget imod bestikkelse”. “Lad os få frem i lyset, hvilken højesteretsdommer der stod bag det her. Og få gransket hans økonomi.” “Palle Skov Jensen.= Jensens Bøfhus iværksætter fik for få år siden Ridderkorset, hvilket ellers er noget af en sjældenhed blandt erhvervsfolk,og det udløste kritik og anklager om, at det udelukkende var en vennetjeneste fra jagt-kammeraten og daværende vicestatsminister Bendt Bendtsen. Begår sig godt i de rette kredse Derfor er der altid set imellem fingerne med alt den mand gør får da også for det meste sine sager igennem uden ventetid”. “Jensens Bøfhus er skodsted”. “HUSK! Du kan også boykotte Jensens Bøfhus når du handler ind i dag. Del gerne billedet, så folk holder sig fra Jensens Køkken!” Og så er der til overflod eksempler på at virksomhedens logo er ændret, f.eks. til “Jensens Bullshit”, “Jensens Lortehus”, “Jensens røvhul” og jeg kunne fortsætte. Der skal bestilles bord og bestilleren skal udeblive. Ingen omsætning skal være folkedomstolens straf og det ypperste man ønsker er vel at se samtlige medarbejdere afskediget og at ejeren går konkurs.

Pyt med stavefejlene, meningen er klar: Vi vil ikke acceptere, at en virksomhed beskytter sine rettigheder. Når Højesteret med en enstemmig dom har afgjort, at Jensens Fiskerestaurant har krænket Jensens Bøfhus’ rettigheder, så tager folkets domstol over. Det sker ved at benytte de sociale medier. Der etableres f. eks den omtalte Facebookside, hvor formålet med siden er, at “Jensens Bøfhus skal straffes for deres ugerning”. “Jensens Bøfhus har nu eneret over navnet Jensen i Danmark. Det er ikke i orden, vis jeres utilfredshed, og lad være med at støtte denne kapitalvirksomhed!”

Facebooksiden har i skrivende stund tiltrukket over 90.000, der har markeret, at de synes godt om siden. Det er i sig selv ikke nogen nyhed at de sociale medier af nogle utilpassede mennesker bruges til at kaste smuds på andre. Det overraskende i sagen om Jensens Bøfhus er, at mange fornuftige mennesker deltager i smudskastningen. Jeg kender en del af dem, der har skrevet under på, at de synes godt om shitstorm-siden. Ingen af dem har endnu kunnet svare på mit spørgsmål: Skal vi have en tilføjelse til retsplejeloven, der siger, at hvis “folket” ikke kan lide en dom fra Højesteret, så skal ”folket” bare kunne ændre det? Ingen har kunnet svare mig på om de har overvejet følgevirkningerne af kritikløs at give et shitsite luft under vingerne. Det ryster mig, mens manden, der har oprettet siden, er meget tilfreds. Han udtrykker det på nu-dansk med ordene ”Det er fedt mand”.

Den største del af dem, der vil boykotte Jensens Bøfhus har ikke sat sig ind i baggrunden for sagen. Det overvejende flertal viser med deres udsagn, at de fuldstændig har misforstået tingene og sagens indhold. Der ”argumentres” på en helt skæv måde. Kodeordet er had. Den store skal ikke have lov til at få ret. Den store har formentlig kun vundet fordi den lille ikke har haft råd til en god advokat. Dommerne holder nok med kapitalisterne.
Folkedomstolen fremstiller det som om Højesteret har givet Jensens Bøfhus ”patent på navnet Jensen”. Det interesserer ikke, at Højesteret udtrykkelig og udførligt har begrundet denne del af dommen ved at lægge vægt på, at sagens part ikke er Jacob Jensen, men Sæby Fiskehal ApS. Den ret Jacob Jensen har til navnet Jensen kan efter Højesterets afgørelse ikke udstrækkes til at gælde for ejeren af et kapitalselskab.

Folkestolen forbigår, at Jensens Fiskerestaurant i Højesteretssagen ikke indbragte Sø- og handelsrettens dom mod dem: at de ved logo-misbrug har handlet i strid med god markedsføringsskik. Det siger da ellers en hel del om intentionerne og fjerne enhver usikkerhed på, om der har været lutter rene motiver.

Folkedomstolen forbigår, at der til brug for sagens behandling i Højesteret var fremkommet oplysninger, som ikke forelå for Sø- og Handelsretten. Alligevel fremhæves Sø- og Handelsrettens dom som den rigtige”.

Hvad skal vi så gøre ved denne udvikling?

Vi skal tage den alvorligt. Vi kan ikke lovgive os ud af problemet, men vi kan som ansvarlige mennesker tage afstand fra at de sociale medier bruges som gadens parlament, hvor den der råber højst skal have ret. Det er ingen let vej. Jeg har de seneste dage haft meget trælse diskussioner med kyndige mennesker, som har søgt at vikle sig ud af det spind de med deres like til ”Boykot Jensens Bøfhus”-siden har viklet sig ind i. Det er ikke en øvelse, der øger vennekredsen, men det er en nødvendig øvelse. Vi er nødt til at bekæmpe udhulingen af vores demokrati. Og i den sammenhæng er Poul Høis påmindelse om status i USA en urovækkende påmindelse om vigtigheden.

Virksomheder bør holde fat i deres rettigheder. Gadens parlament skal ikke bestemme. Det gør lovgiver og når loven skal fortolkes, så sker det enten mellem parterne selv eller via domstolene. Men virksomhederne bør i langt større udstrækning end de gør i dag benytte sig af alternative konfliktløsningsmuligheder. Jeg ved ikke om parterne i den konkrete sag har forsøgt sig med mediation eller retsmægling. Der skal jo to parter til at beslutte sig for selv at løse konflikten. Det er mit gæt, at de direkte sagomkostninger i sagen er på over en halv million kroner og det har så taget en del år at nå hertil. En tilsvarende sag, hvor parterne vælger mediation, kan i 2 ug af 3 tilfælde løses ved mediation på en dag og for et omkostningsbeløb på meget under 100.000 kroner. Det bør virksomheder og ikke mindst virksomhedernes advokater gøre brug af.

Der vil altid være konflikter. Nummer et er at parterne selv tager ansvar og løser dem, gerne med ekstern bistand. Er det ikke muligt, så har vi et velfungerende domstolssystem. Vi vil ikke have en folkets efter-domstol. Vi vil have mindre Sparta og mere Athen, som med Poul Høis konkluderende ord ”gav os vestlig filosofi, videnskab og demokrati; Sparta gav os et tillægsord, der beskriver dets indflydelse på eftertiden. Valget er ikke så svært”.