Berlingske bragte den 8. juni en artikel med budskabet om, at danskerne betaler deres skat med glæde. ”Kære skat jeg elsker dig”, lød det bombastisk. ”Næsten 90 procent af danskerne betaler deres skat med glæde”. Jeg er fuldstændig uenig og vil her give et par kommentarer om baggrunden for denne uenighed. Artiklen er populisme og dårlig journalistik – sandheden er modsat: jeg vil vove den påstand, at rigtig mange af dem, der bidrager til festen, ikke betaler med glæde. Men få vil erkende det, for siger du den slags højt, så er du asocial.
Artiklen er allerede blevet kritiseret fra flere sider og det er helt berettiget og i dag har Berlingske da også været nødt til at beklage deres forsidehistorie. Avisen tager således afstand fra de forkerte og forvrængede konklusioner – den har forståeligt nok tømmermænd og erkender nu det problematiske i, at det ikke fremgik, at hele 50 pct. kun svarede “delvist enig” og dermed viste, at de netop ikke var udelt begejstrede for at betale skat.
Jeg vil her pege på, at der er rigtig mange forklaringsmuligheder, selv når tallene perspektiveres korrekt. Det allervæsentligste er efter min mening følgende: vi er som mennesker indrettet sådan, at vi kan vænne os til at leve på et bestemt niveau og så tro, at det er sådan livet er. Eksempelvis kan mennesker, der ikke få søvn nok, vænne sig til at sådan er tilværelsen. 5 timers søvn – som for de fleste er markant for lidt – giver en bestemt livskvalitet, men den kan vi vænne os til – uden at sanse, at der findes et alternativ. På samme måde med vores skatter og afgifter. Vi er vænnet til verdens højeste skattetryk og vi er vant til at enhver form for modstand mod skattetrykket bliver klassificeret som landskadelig virksomhed. Se senest Venstre, som fragår den borgerlige politik om at lette topskatten med de heraf følgende samfundsøkonomiske gevinster – men fordi DF vil ikke høre tale herom retter Venstre ind og Konservative må kæmpe kampen nærmest alene.
Men derudover kan der siges og bør der siges en del om Berlingskes artikel. For det første bør man mærke sig, at der f.eks. spørges sådan: ”Jeg betaler med glæde min skat til det danske samfund”?Hvilket ordentligt menneske vil – hurtigt spurgt – svare nej? Det er efter min mening ikke en redelig spørgeteknik.
Berlingskes undersøgelse viser, at ”kun” 38% – og altså ikke nær 90% – betaler med glæde. Men gør de det? Næ de gør ej. Men det er jo gratis at svare sådan. Og SKAT beretter løbende om, at der gøres en hel del forsøg på ikke at betale, hvad der skal betales. Den konto, der i sin tid blev oprettet for at drille Helle Thorning – hvor du kan indbetale beløb, hvis du mener du gerne vil bidrage ud over din skattepligt – bruges ikke.
Og hvorfor er folk tilfredse? Ja mange er ude på at de får value for money. Det er altså ikke forelskelse, men en beregning af noget for noget, der afgør spørgsmålet for mange.
Avisen skriver, i skærende kontrast til forsideteksten ”Skat, jeg elsker dig”, at halvdelen af danskerne ønsker, at skatten sættes ned. Det nedtones til ukendelighed. Uredeligt, vil jeg sige.
Det er da klart, at det ikke er sundt at leve med verdens højeste skattetryk. Jeg er enig med Børsen, der i dag anfører, at hvis vi nu fik udbetalt vores løn brutto og derefter skulle betale skattepenge ”f egen lomme”, så ville piben få en anden lyd. Men det hele syltes ind i en kunstig lav trækprocent, som i hvert fald for topskattebetalere ikke er et rimeligt billede af skattebelastningen. Skattepengene ser vi ikke – vi ser kun bundlinjen, der sørgelige rester, når SKAT har været der og dem kan vi så bruge til moms og andre afgifter. Jeg vil vore den påstand, at vi for at overleve er nødt til at forsøge at se bort fra dette skattetryk i dagligdagen.
Vi vil nok alle gerne betale til vores samfund, men det fordrer, at pengene bliver anvendt klogt og rimeligt. Det kræver desuden en mere fair balance mellem det, du skal aflevere og det, du må beholde.
Skammeligt at Berlingske går på gaden med en så fordrejet overskrift – men tak fordi avisen trods alt har fundet det nødvendigt at gå i rette med sig selv i dag.
Læs også kritisk analyse fra Vox Liberalis