Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
På Folkemødet i Allinge mødte jeg et meget spændende menneske, forfatteren, civiløkonomen, debattøren Lene Andersen. Hende kommer vi til at høre mere om. Du får et par smagsprøver og lidt kommentarer.
Lene Andersen talte om at ”Danmark er åndsfattigt” og sagde blandt andet : “Men hvorfor er det lige, at det giver status at have tolv tallerkener, der er fem gange så dyre som dem, man kunne have købt i IKEA? Det er fordi, vi har bildt hinanden ind, at det her er væsentligt. Men vi kunne jo ligeså godt gå ud og betale nogle musikere for at spille for os live og sige: I dag har jeg sponseret en strygekvartet, så nu spiser vi, der er suppe af nogle grimme tallerkener, som jeg har fundet i en genbrugsbutik. Det ville holde fire musikere i arbejde, det ville give en helt anden aften, og folk ville med garanti holde mere af os, end hvis vi havde købt nogle dyre tallerkener. Men den måde tænker vi ikke på.” Jeg er meget enig, selvom jeg har ofret en bondegård på megamuseltallerkener i massevis, dyre italienske ditto – indrømmet. Ordene satte noget i gang hos mig. Hun hun lød klog og nu har jeg netop læst, at hun har været medlem Mensa – klubben for de højest begavede. Og hun lå i den øverste halve procent.
I et interview i Djøf-bladet siger Lene Andersen til journalist Anders C. Østerby: “Jo. Men for halvtreds år siden var lønforskellen kun på 1 til 6, nu er den steget helt vildt og er i nogle virksomheder 1 til 300. Det er vanvittige forskelle, og det er det, der sker i et globalt marked. At gå direkte til 1 til 12 vil være for voldsomt, det ville skabe turbulens, men man burde kunne starte med en faktor 1 til 100. For ikke at få de her vanvittige forskelle i velstand, som i længden skaber ustabile samfund.”
Lene Andersen efterlyser en helt anderledes tilgang til tilværelsen. Jeg synes det er værd at tænke over hendes budskab. Jeg er i bund og grund konservativ, men måske på Schlüter-måden: ikke så meget, så det gør noget. Det provokerer mig at læse, at de tre direktører i Danish Crown det seneste år er steget to millioner i løn. Og det provokerer mig, at de tre direktører samlet har en løn på 26 millioner kroner om året (den steg fra 24 til 26 millioner). Alt imens slagteriarbejderne på Bornholm må se deres job fordufte, hvis de ikke vil gå ned i løn. Samtidig er der så lønfest på direktionsgangen.
Eksemplet er interessant, hvis vi sætter os til at tænke over perspektiverne. Kunne det tænke, at vi ville kunne lære noget ved at se anderledes på det? Det tror jeg. Og ja, jeg synes vi er fattige i ånden her i landet. Vi kører af sted med 120 km/t, mens vi burde holde ind til siden og se os tilbage. Hvad er det vi vil og hvorfor?
Jeg købte Lene Andersens nyeste bog ”Globalt gearskift” (2014) og ”Danmark 2030” og glæder mig til at lade mig inspirere af dem.
