#rf14 – Ledelse af frivillige – Roskilde er i gang igen

Hvor er det godt, at der udgives en bog om ledelse af frivillige. Og hvor er det naturligt, at det sker med Roskilde Festival som omdrejningspunkt. Bogen udkom den 20. juni, lige mens festival nr. 44 står foran sin begyndelse. Men – Ib Konrad Jensens bog om Roskilde Festival er mere blevet en spændende fortælling om festvalens historie end det er blevet en bog om ledelse (af frivillige).

Det er lige nu Roskilde – #rf14 – fordobler Roskildes størrelse. Her udrulles Danmarks største arbejdsplads med flere end 30.000 frivillige eller samtlige indbyggere i Aalborg. Men – bare rolig. Aalborg er ikke affolket, for de frivillige kommer fra hele landet. Og de indgår i en meget spændende organisation, som hvert år får tingene til at spille på alle måder. Dansk Erhvervslivs ledertop er hvert år rigt repræsenteret på Roskilde og det skyldes ikke kun interessen for musikken. Forklaringen er også, at ledere drages af det unikke et up, der er kendetegnet for denne festival og hvor ledelse af frivillige ses second to none 24/7 uger før og uger efter festivalen.

Ledelse af frivillige. Af Ib Konrad Jensen. Gyldendal Business.

Ib Konrad Jensen går tilbage i historien og begynder med begyndelsen, da Roskilde fik sin egen Woodstock og købmand Sundstrøm og kommunaldirektør Jaquet og vicekommunaldirektør NielsBorchersen stolede på de to gymnasieelever Jesper Switzer Møller og Mogens Sandfærd. Første festival kørte af stabelen i 1971 og det beskrives meget grundigt i bogen. Det samme gælder udviklingen fra daværende skolelærer Leif Skov meldte sig til oprydningsteamet, siden blev direktør, gik af og til den nuværende leder, Henrik Rass Rasmussen tog over og stadig er en kendt leder, der netop har markeret sin 60 års fødselsdag.

Historien er vel beskrevet. Jeg er nok ikke enig i alle detaljer, men læserne får en både spændende og interessant gennemgang af det, der i dag er nordens største og europas næststørste festival. Det er bestemt læseværdigt, men når bogens tema er ledelse af frivillige, er omfanget af historien enten for voldsomt eller den opfølgende del om ledelse for lille.

Det er da morsomt at læse, at EkstraBladet i 1977 mente, at festivalens død var nært forestående: ”Hvorfor er Roskilde Festival blevet en fiasko? Fordi den ældre generation har placeret sin svedige, kommercielle røv over Dyrskuepladsen, så de unge ikke kan få luft. I virkeligheden er den reelle forskel på Lyngby Storcenter og festivalens handelsgader så uendeligt lille. Begge steder er de tilsat lidt ramasjang for at trække kunderne til, men maskinen er programmeret til det samme formål, penge, penge, penge”. Sådan fortsætter historiefortællingen og vi hører også om Leif Skovs kamp for at anskaffe det, der blev Roskildes vartegn: Canopyscenen, som Rolling Stones havde brugt på en turné i 1976. Skov vandt kampen og på torsdag træder Rolling Stones igen op på den orange canopyscene – nu i version 2014. Meget større og mere sikker.

Undervejs berettes om festivalledelsens modige holdning om at man vil give publikum ”hvad vi som arrangører og som visionskreds gerne vil give dem. Og ikke hvad de 25.000 publikummer mener eller tror, de vil have”. Den holdning har altid og vil altid gennemsyre Roskilde og det er efter de flestes mening forklaringen på, at der med sindsro ses frem til endnu en succes nu mere end 40 år senere.

Canopyscenen. Rolling Stones genindtager den torsdag aften – efter 38 år…

Der går storytelling i bogen, nok fordi forfatteren er blevet grebet af de mange rigtig gode historier, der findes for festivalen. Og jeg savner en grundigere bearbejdning af det bogen skulle handle om: ledelse af frivillige. Det er jo det, der er Roskildes helt store fortjeneste og det hele verden søger hertil for at lære. En meget lille fast stab på ca. 60 personer, som i løbet af året støttes af ca. 1.000 frivillige. Langsomt arbejdes op mod festivalen, hvor antallet af frivillige overstiger 30.000. Et meget stort antal mennesker, som ikke er ansat, ikke får løn og som alligevel møder frem og løfter opgaverne sammen. For læseren ville det være interessant at komme dybere ned i forklaringen på, at det lykkes. Hvordan er det lige det her sker. Rekrutteringen sker på to hovedområder: Foreningen Roskilde Festival mønstrer 5-8.000 frivillige og klubber og foreninger leverer ca. 25.000, der hver mindst skal lægge 32 arbejdstimer på festivalen – altså næsten en fuld arbejdsuge.

Ib Konrad Jensen fortjener tak for indsatsen, selvom de fleste læsere nok gerne ville have haft lidt flere staldfiduser omkring ledelse af frivillig. Vi får lov at snuse lidt til motivationen, men jeg savner en stærkere fortælling om de mange frivillige, der brænder for opgaven. Hvordan forberede de festivalen. Hvordan ledes de og hvordan oplever de ledelsen på alle niveauer. Vi kan se, at det virker, men vi snydes for at komme ind i maskinrummet og det er synd.

Ingen er i tvivl om at de 30.000 frivillige sammen med den professionelle ledelse magter opgaven: Roskilde Festival er byens mest kendte institution. Efter antallet af links på nettet er den mere end dobbelt så kendt som Vikingeskibsmuseet og seks-syv gange så kendt som Roskilde Domkirke, der pryder Unescos verdensarvsliste. Det kan undre, at forfatteren ikke spinder en ende om den flotte placering: skal ledelse af 30.000 frivillige ikke give ret til en placering på Unescos kulturelle verdensarvsliste.

Roskilde Festival. Ledelse af frivillige. Ib Konrad Jensen. Gyldendal Business. 197 sider.