Byens helt store fest er i gang. Roskilde fordobler Roskilde, nu med den 44. festival i træk. Vi elsker vores festival – jeg har haft glæden ved at deltage i samtlige 43 og glæder mig til nummer 44 – og derfor går hele byen orange.
Den farve, der signalerer festival, frihed, glæde. Det er en smuk tradition, at hele byen på denne måde hilser VELKOMMEN til vores mange gæster og netop nu er Roskildes gader orange. Orange tæpper, orange sofaer. Orange bannere, orange skilte, orange springvand med orange ænder og – som årets nyhed orange flag.
Men hvilke flag. Jo flaget hedder Orangebrog. Det ligner Dannebrog – har annekteret halvdelen af dets navn – og er meget svært at skelne fra forbilledet. Den røde dug er lavet svagt orange, men på en sådan måde, at det er meget svært at se, at det er et orange Dannebrog.
Her er det jeg vil citere min gode ven, Frank Birkebæk: ”Takt er evnen til at vide, hvor langt man kan gå for vidt”. Orangebrog mangler takt. Det viser en selvforståelse for Orange feeling, der er på kanten af arrogance i relation til vores flag. Her trædes ved siden af. Det er en mærkværdig adfærd, som er grundløs, for Orange feeling er i sig selv stærk nok til at bære, uden er skal stjæles fra andre, f.eks. vores flag.
Hvorfor nasse på Dannebrog. Hvorfor ikke opfinde et Roskilde Festival/Orange Feeling-flag. Udskriv en konkrrence. Vær innovativ. Tænk. Lad være med at kopiere og innover i stedet. Lad os få et Orange feeling-flag, et Go Orange-flag. Og lad os så værne om Dannebrog og være enige om, at det ikke kun er Dansk Folkeparti, der
har patent på det. Men vis respekt.
Der skal ikke lyde rabaldertale til opfinderne, som har afprøvet en grænse og derved startet en debat. Fair nok. Skaden er heller ikke stor, for der er kun anskaffet 80 eksemplarer. De bør så skrottes nu. Smid dem ud og stå ved det vi er: Orange. Og brug så sagen til at lære grænsedragningens kunst. Selvom vi har nordeuropas største festival, så ejer vi ikke hele verden og slet ikke Dannebrog. Det tilhører os alle – orange eller ej.