Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Vi har 24 timer I døgnet. Vi har ikke lige muligheder for at vælge, hvordan vi vil bruge disse timer. Men vi har alle indflydelse i et eller andet omfang. Jeg har læst meget om tid og måden at bruge den på. Jeg vil ikke sige, at det preller af på mig, men lad mig så konstatere, at det ikke fiser direkte ind på lystavlen og bliver hængende med en prægnans, som gør varig forskel til det bedre.
Bryder mig ikke om udtryk som “at få tiden til at gå”. Den iler selv. Og slet ikke at “slå tiden ihjel”. Det ville da være helt tosset og iøvrigt ville det jo kræve, at jeg selv gik med. Og den går ikke. Det har jeg ikke tid til. Jeg skal nå så meget, inden.
“Tiden slår ikke til”. “Tiden er løbet fra mig”. “Tiden farer af sted”. “Tid er penge”. “Jeg har ikke tid”. Ja, der er mange fraser om tiden. Men hvad er “tid” I grunden? Det er svært at give en klar definition på, hvad tid” er. Mange har forsøgt. Det er vist en antagelse, at tiden kom med the big bang for små 14 milliarder år siden og den har været her siden. Den er gået, men den er her. I forskellige hastigheder og formatter. Den er med på rejser. Tilbage I tid. Frem I tid. Midt I tid. I nu’et. Hænger fast sammen med sekundviserens stankelben. Frem, frem, frem.
Fra mit skrivebord
Tid ændrer sig over tid. Gennem dit liv. Gennem mit liv. I dag er ikke I går, er ikke I morgen. Og dog er der noget. et ligger I tiden. Er I tiden.
Tiden går. Klokken slår. Jeg elsker min italienske klokke. Tårnuret i den lokale kirke her i Pratola Peligna. Så lifligt og roligt fortæller den mig, at der er gået en time. Et kvarter. 12 timer. Mindes min tid på San Cataldo, hvor alle kirkerne i bjergdalene fortalte om tiden, der gik. Langsomt og dog præcis som i resten af verden. Det føltes bare langsommere. Og roligere. Mindre stressende.
Mælkebøtter
Tiden kan stå stille. Mentalt, men ikke I virkeligheden. Tiden går. Tiden er evigt i gang. Tidsopfattelsen er noget andet. For mig er tid ofte noget, der giver et pres. Travlhed. Frister. Deadlines. Jeg er ofte “bagud”. Altså tiden er foran mig. Jeg løber for at hente den ind igen.
Tiden er. Tiden går. Tiden kommer.
Og så er der spørgsmålet: bruger jeg tiden rigtigt? Prioriterer jeg klogt. Er det klogt at prioritere klogt. Altid? Al tid? Jeg vil lige tage mig lidt tid til at tænke over det. Inden det er for sent.
