Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Da Biagio Via della Scala 64
Føler mig lidt alene, når jeg kan finde på at sidde helt stille en hel dag og bare nyde stemningen hos Da Biagio, den lille købmand i Via della Scala 54, Trastevere. Per Pallesen fandt stedet for mange år siden og jeg har besøgt Biagio mange, mange gange siden. Nu er hans søn Danielle med i butikken.
Rosa Biagio og sønnen Danielle i Via della Scala 64 – det sted skal du besøge, næste gang du er i Rom
Der er fire vægge med dejlige vine. F.ek.s en god Amarone 2003 til 96,50 €. Og så sælges der vin og øl fra tap. Det særlige er stedets historie. Intet nyt, bortset fra at Danielle har indført diskret musik på en for Trastevere atypisk stilfærdig måde.
Der kommer lokale kunder sagen igennem. I går talte jeg med en pensioneret murer, som kommer hver dag, når han har taget bad, ca. kl 19. Han og Biagio er gamle venner. Der er flere stamkunder og mange nye. Når jeg taler med de nye kunder, er de altid meget begejstrede.
Elske deres borde…
Jeg kan godt lide at sidde helt stille på stolen og bare lytte. Iagttage. Rytmen. Nerven. Livet. Jeg burde gå på museum, tænker jeg, men det gør jeg ikke. Jeg elsker at opleve det levede liv i skala 1:1. Og her fås ikke bedre anskuelsesundervisning end f.eks. Da Biagio.
Jo – der er et andet godt sted: Bar San Calisto. Dette værtshus, som turistbøgerne beskriver som et sted, hvor lokale, lommetyve og ludere blander sig med turister. For mig er det et kultursted. Det åbner kl 06:00 og lukker kl 02:00. Der er et skiftende publikum gennem dagen. Kl 6 kommer skraldemænd og nogle lokale. Lidt senere de lokale kontorfolk og så kommer turisterne. Kl 10 kommer de lokale, pensionerede kvinder, bl.a. min veninde Arora, der er hjertelig dejlig, men kun taler italiensk og hun ved jeg ikke gør det. Det forhindrer hende ikke i at fortælle mig lange historier og forvente svar på italiensk. Det går endda – vi fandt da ud af – håber jeg – at hendes søn kan køre os til lufthavnen. Han er taxachauffør. Tror jeg.
Min ven Rani
Min ven Rani, indvandrede fra Syrien for tyve år siden. Der fik han en god opdragelse. Alle elsker Rani, for han er så gennemført høflig. Både af opdragelse og af hjerte. Han tale fire sprog flydende og er en blændende kommunikator. I går introducerede han Susanne og mig for Peter Berling, der er en tysk forfattter, som har boet i Rom i 40 år. Inden da havde Berling dikteret Rani at sende en sms på fransk til en veninde. Det var ret underholdende at overhøre deres konversation herom.
Ejeren Marcello og min veninde Arora
Peter Berling udgiver bøger i 18 lande, men ikke Italien, hvor han vil være anonym. Dog ikke mere end at han på en af vores yndlingsrestauranter – Osteria der Belli (drevet af 8 søskende fra Sardinien siden 1970) – har sin egen stol med navn lavet som en del af stolen. Størrelsen passer hans store krop, der er tilpasset hans fornemmelse for god mad. Hver dag kl 11:30 spiser han frokost på der Belli. En vis mand, som fortalte, at når Dronning Margrethe er på privat besøg i Rom, indtager de altid frokost sammen på Belli. Jeg tog fejl, da jeg troede, at jeg kunne fortælle ham noget nyt, da jeg tog tilløb til at fortælle om en stor dansk avis. Inden jeg færdiggjorde min sætning havde hans overtaget og fortalte mig om Berlingske Tidende…
Jeg mødte også en finsk professor, som har skrevet en bog på 180 sider om San Calisto. JEg spurgte – måske lidt dumt – hvordan han kunne skrive 180 sider om en bar i Rom. Han så på mig – tog sig sammen – og forklarede, at San Calisto var pave, som 8 meter fra min stol var blevet myrdet i år 222. Derfra har pladsen sit navn: Piazza de San Calisto – og derfra har baren sit navn…
Her kan jeg også tilbringe en hel dag. Forleden måtte ejeren, Marcello, servere fire Americano for mig. Det gjorde han uden at blinke, for her er plads til forskellighed.
Roma ti amo.
