Det er en kunst at leve…er det samfundets skyld?

Er ved at læse “Livskunst”, læge Jesper Bay-Hansens fine anvisninger om den individuelle proces, der handler om at leve et bedre liv. Har læst meget om emnet, fordi jeg synes jeg har alle muligheder, men dog ofte er mindre tilfreds end jeg synes jeg burde.

Vi har alle vores bud på det gode liv. Nogle har det nok som jeg: der må være en bedre og smartere måde. En genvej til det gode liv. Og nej, det er der selvfølgelig ikke. Tror det er væsentligt at holde sig for øje, at det handler om dit liv. Ikke om de andres liv. Det kan godt være andre ser ud til at have det bedre, sjovere og lettere og det kan godt være du synes det er uretfærdigt. Men derfra er vejen hårdt arbejde med dig selv. Og nogle har større talent for dette end andre. Eller måske arbejder de bedre og mere koncentreret end jeg selv gør – for hold dog op hvor er det en langsommelig proces. Selvudvikling tager tid. Og der er – i hvert fald i min case – mange, mange tilbagefald til gammel, dårlig vane. Har bare besluttet, at jeg aldrig vil give op – jeg VIL blive bedre. Lidt hver dag. Bare lidt (og gerne mere 😉

Min hidtil største erkendelse er, at livet for en meget stor del består af leverpostej. Meget, meget, meget skal bare gøres. Det er ikke særlig sjovt, men sådan er leverpostej. Og man kan da leve af det. Når de virkelig gode stunder kommer, så skal vi være klar til at tage imod. Det er vigtigt. Ligesom med heldet, der ofte hænger sammen med hårdt arbejde og evnen og viljen til at være klar til at gribe, når det kommer.

En anden stor erkendelse er, at det er voldsomt svært at forblive i nu’et. Det ved vi godt, men denne forklaring (fra amerikaneren Richard Moss) perspektiverer: Du kan vælge at være i nu’et. Ofte gør det ondt. Ofte har du lyst til at springe til fortiden ellerfremtiden – eller synes “det er synd for mig”, “jeg har haft en hård barndom”, “ingen vil forstå mig”, “verden er ond”. Alle disse overspringshandlinger fjerner fokus og forlænger smerten. Spring tilbage i nu’et. Bær smerten og håndter udfordringen. Pas på dit nu som var det et lille spædbarn. Jeg springer meget mellem nu’et og en af de fire flugtdestinationer. Hver gang siger jeg: “Tilbage på måtten”. PS: Retrospektivt må jeg indrømme, at det aldrig har hjulpet mig at have ondt af mig selv. Det har været som at tisse i bukserne på en kold vinterdag – umiddelbart tilføres varme, men varmen har sin pris og den hedder ubehag.

Carsten Iversen, som p.t. er på Caminoturen (respekt!), beretter i dag bl.a. dette: “…hvor er det interessant, som vi alle er opmærksomme på, at det at jage noget bedre, det at lave overspringnings handlinger og flyve frem og tilbage mellem gode tider og dårlige tider er noget som slider på os, og som vi i refleksive øjeblikke bliver ved med at sige til os selv, det skal ændres- og så starter vi forfra. Nogen hader når jeg siger det, men det er delvis samfundets skyld. Vi stikker os blår i øjnene hvis vi tror, at vi har frihed nok til selv at vælge vores liv, det er verden, samfundet, mine omgivelser, mig selv alt for hyper komplekst til. Vi må finde det vi er tilfredse med og konstant reflektere over retningen. Den store ændring er for dyr for os og omgivelserne. Se min historie om Joshua… han fandt freden og glæden i at hjælpe andre, men han ejer kun det glæden, for den kan han ikke købe meget, så han er nu fanget i sit lille community, selv om han gerne vil prøve noget andet”.

Gode tanker fra Carsten, men jeg VIL ikke være enig i, at vi ikke selv kan vælge. Vi, der er så heldige at være raske og leve i en fri verden, vi kan vælge. Herunder også at lade være med at vælge. Min forklaring på ikke at tage et dramatisk valg er – når al bortforklaring skæres væk – magelighed. Jeg ved hvad jeg har. Ikke hvad jeg får.I virkeligheden frygten for alternativet. Går jeg glip af noget? Ikke særlig flatterende, men sandt for mig. Det er bare vigtigt for mig at erkende, at jeg selv er bremsen. Ingen andre skal have skylden. Og lad mig sige det som det er: jeg tænker da meget på om jeg skal leve som hidtil eller ændre afgørende på det. Alene tanken gør mig utryg – se illustrationen i forrige afsnit…

Og så har jeg lige hidset mig op over at min Mac er fyldt op; at det igen er Outlook, der stjæler pladser; at jeg er hægtet af Exchangeserveren, så jeg kan ikke læse mails fra kontoret og Susanne gnasker højlydt. Og jeg har ferie. Personlig udvikling er en krævende affære…