Væk med vreden (tanker fra Seneca og Moss)

En af mine gode venner, Gunnar Bjerregaard, har citeret Seneca – en romersk kollega, der levede fra år 4 f.K til år 65 – for mig. Det kaldte mig til min bogreol, hvorfra jeg fandt Senecas lille værk: ”Om vrede. Om mildhed. Om sindsro”. Indeni stod ”fra far og mor, 13. juni 1976”. Bogen var sprættet op, men ikke læst. Satte mig til at læse. ”Om vrede”. Bogen er skrevet i år 41 – dét år Caligulas – Gaius Cæsar Augustus Germanicus, kendt som Caligula – døde, som resultat af vrede. 

Sneca

Senecas budskab er, at der er to midler mod vrede: ikke at lade den komme over dig og ikke at forløbe dig i vrede. Vi skal ikke gå i små sko (”vi må ikke forbitres over jammerlige småting”). Vi skal gøre os klart, at ingen er uden skyld – thi vreden kommer af følelsen ”det er ikke min skyld” [ikke sjældent i formen “det er samfundets skyld”]. Vrede betyder tørst efter hævn. Gavner det os, hvis alle er ubønhørlige? Hvis alle vil have hævn?

Det bedste middel mod vrede er udsættelse. ” Søg ikke i begyndelsen at få den til at tilgive, men blot til at overveje: dens første stød er stærkest; den hører op, hvis den giver sig tid. Den bør heller ikke søges fjernet under ét: den besejres helt, når den plukkes i stykker….Noget af det, vi tager anstød a, hører vi fra andre, andet hører eller ser vi selv. Det vi får fortalt, bør vi ikke straks fæstne lid til: mange lyver for at bedrage, mange fordi de er bedragne, én vil indynde sig med anklager og foregøgler fornærmelser for at synes smerteligt berørt på vore vegne; en har ondt i sinde og glæde af at se faste venskaber opløst; én er ballademager og elsker at se løjer og iagttager på afstand og i sikkerhed, hvad han har anstiftet…Om den mindste sum vil du ikke tillade dig selv at dømme uden vidne, og vidnet vil du ikke lade gælde uden ed, og du vil give begge parter tid til at tale deres sag og høre dem mere end én gang, thi sandheden bliver jo mere håndgribelig, jo mere man får den belyst, – men din ven vil du fordømme på stående fod? Førend du har hørt ham, førend du har spurgt ham, før end du har givet ham lejlighed til at kende sin anklager og sin forbrydelse, vil du fortørnes på ham? ..Selv ham, der kommer med anklagen, klapper jo i, hvis der kræves bevis af ham: ”Det er til ingen nytte,” siger han, ”at drage mig frem: hvis jeg føres frem, vil jeg benægte, og så vil jeg aldrig mere betro dig noget”. På samme tid sætter han altså ondt blod og unddrager sig diskussion og kamp. Men kun at ville tale hemmeligt til dig er næsten det samme som ikke at tale: hvad er mere urimeligt end at skænke tiltro i smug og vredes åbenlyst”?

Giv tid og den vil gå over. Du kan selv bestemme. Vrede gør grim. ”Der er ingen anden affekt, der giver et mere forstyrret udseende: den har skæmmet den smukkeste mund, den lader det roligste blik blive til en skrækindjagende mine; al skønhed forlader de ophidsede, og har de hidtil båret togaen i de rette folder, så lader de nu tøjet hænge og slæbe og mister al anstand, og har håret ligget i et naturligt eller kunstigt og ikke uskønt fald, så rejser det nu børster sammen med sjælen; årene svulmer, brystet bæver af det hastige åndedræt, de rasende stemmeudbrud spiler halsen ud, alle led dirrer, hænderne skælver, hele legemet er i vil bevægelse. Hvordan mon en sjæl ser ud indvendig n, der frembyder et så hæsligt udseende?”

Væk med vreden. Den bør forvises. Den gør intet godt. Den er et tilvalg, hvor fravalg er muligt. Den første irritation, som tænder vreden, kan du ikke undgå, men herefter kan du vælge, om du vil reagere med vrede eller tænke med omtanke. Et godt billede, som jeg læste citeret fra Richard Moss er at tænke på en flakse med grus i. Ryst flasken og alt bliver uklart. Lad gruset synke til bunds og der bliver gennemsigtighed. Hvis du agerer, mens gruset flyder rundt og spærrer for udsynet, så bliver det blind hævn og vred vrede.