Siger Folkekirken nogen noget?

Folkekirken kommunikerer for dårligt, har jeg sagt. Måske en vel hård dom. Det er slet ikke let at være Folkekirke, for hvor meget plads er der til kommunikation? Måske i virkeligheden mindre plads her end andre steder? Er det kommunikation eller mission?

Min anklage er bygget på respekt for Folkekirken. Jeg udtrykker det gerne på jævnt dansk ved at sige, at Folkekirken har mange gode varer på hylderne. Synd så få ved det.

Elof Westergaard, der er bispekandidat i Ribe Stift, har i Kristelig Dagblads kronik udstillet udfordringen på denne måde:

”Den folkekirkelige tradition og kultur har i generationer givet plads til en blufærdighed i spørgsmålet om tro, og den har givet plads til den enkeltes tvivl og spørgsmål til det at være menneske. Der er fortsat en traditionsbåren selvfølgelighed forbundet med barnedåb, konfirmation, bryllupper og begravelser. Men i det samfund, vi lever i, er vi nødt til at blive mindre blufærdige, turde tale mere frimodigt om, hvad kristendom er, og hvad den betyder for os. Med jævne ord må vi kunne formulere det kristne budskab. Kravene om tydelighed skal imidlertid ikke medføre et farvel til den rummelige folkekirke. Det er godt med en vis blufærdighed, for vi skal ikke gøre os til af vores kristentro, og vi behøver ikke at have så travlt med at tage hinandens og vores egen åndelige temperatur. Tværtimod. Det, der er brug for, er en større frimodighed, så vi med egne ord prøver på at give udtryk for det, som evangeliet taler til os. For det er i den samtale, at kirken i sin mangfoldighed og rummelighed næres og gror”.

Ja, vi skal være mindre blufærdige. Ellers er det svært at råbe verden op i dag. Men der er i Danmark et uudtalt ”missionsforbud”. En angst for at blive medlem af en klub, de fleste via skatten er medlem af i forvejen. Betaler gerne kirkeskatten, men det er så det. Det er bare ikke godt nok, tænker jeg.

Jeg ville gerne selv have opdaget kirkens muligheder tidligere end jeg har. Det er 99% mit eget ansvar, men kirken må bære 1%. Tror jeg. For hvis alle de fordele jeg har opdaget nu, var kommet tidligere, så havde jeg måske tidligere indset mulighederne. OK jeg kan godt tage de 100% alene, men jeg vil bare gerne skubbe på kommunikationstanken. Her gør kirkerne meget mere i dag end tidligere. Men måske er der for mange små hop på stedet, tænker jeg?

Det er kommunikation på kirkens egne, lidt indforståede præmisser. Der sendes på en frekvens, hvor nørderne føler sig godt til pas, mens tvivlerne ikke kan modtage signalerne. Hvem fortæller bramfrit om glæden ved en gudstjeneste i faste rammer? Næ nej. I stedet diskuterer man at ændre gudstjenesten, fordi den er for stiv og gammeldags. Men er den det? Må jeg citere Elof Westergaard igen: ”Kirkens budskab er gammelt, men det er samtidig også et stærkt og levende budskab til den tid, vi lever i. Evangeliet gør os på en og samme gang små og store. Det piller os ned, stikker til vores selvoptagethed og egoisme og viser tvetydigheden i alle vores handlinger. Men samtidig rummer kirken et budskab til trøst og opbyggelse, fordi det her lyder, at Gud har inddraget os i et fællesskab, som vi ikke selv har skabt. Gudstjenesten er ikke en hvilken som helst sammenkomst. Til forskel fra en fødselsdag eller en byfest, der er en fejring af et rent menneskeligt fællesskab, er gudstjenesten en fejring i Helligåndens fællesskab”. Ja. Og der kan fortælles gode historier om det.

For mig er gudstjeneste et rum for eftertænksomhed, fred, trøst og håb i en kompliceret verden. Jeg har ikke behov for ændring i dens form. Behovet er snarere at jeg endnu bedre end i dag skal kende baggrunden, spillereglerne. Mange går i kirke uden at interessere sig for spillereglerne. Tænk at se en fodboldkamp uden at kende reglerne? Jeg synes ikke budskabet skal være, at kirken skal modernisere sig. Snarere burde vi andre være mere nysgerrige og gøre mere for at forstå hvad det er for en tradition, der har overlevet så standhaftigt.

Lad mig slutte med at klippe Elof Westergaards konklusion, som jeg helt kan tilslutte mig:

”Det er vores kirke, men det er Guds hus. Den Gud, som hænger på korset, er verdens Herre. Derfor kan det hus rumme alle, fordi det er Guds fællesskab”. Det er da noget. Så ja, Folkekirken siger i hvert fald mig noget. Men nu stopper jeg, ellers tror du vel jeg missionerer?

Tradition og rummelighed i folkekirken (abonneeentsbaseret)