Hvem bestemmer hvem der er normal?

Sammen med forfatteren Benny Lihme var jeg dirigent på marts-landsmødet i Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere, LAP. Det var en berigende oplevelse. Sjældent har jeg overværet et landsmøde med så mange forslag og så meget konstruktiv debat. Og så mange kloge og dybe ord.

Jeg deltog i en workshop med temaet ”hvordan forstår du/vi os selv”? Det gjorde et stort indtryk på mig at overvære debatten. køn og givende – med meget stof til eftertanke. Blev meget grebet af det og jeg har lyst til at dele nogle af udsagnene med jer. Jeg synes de hver for sig er særdeles tankevækkende. Prøv og tag et enkelt og tænk over det. Hvad siger det dig?

Hvad er for eksempel en ”normal reaktion på et sygt samfund”? Vi lader lige spørgsmålet stå lidt.

Eller ”hvem bestemmer, hvem der er normal”? ”Husker du landsbytossen, som havde en klar mission – i dag låser vi ham inde”.

”Dyrker du din unikhed”? ”Hvad der er normalt i din verden – det kan ære unormalt i en andens verden”. ”Vi vil gerne ligestilles med de normale – vi vil ikke udstødes”.

Er du syg, fordi du har en diagnose? ”Jeg er en betændt blindtarm”. Vi kan sige skinsyg, men den skinsyge lider ikke af skinsygdom. Den morsyge lider ikke af morsygdom og den sliksyge har ikke en sliksygdom. ”Jeg romatiserer ikke, men jeg har ikke en sygdom. Jeg er ikke syg, men nogle gange kan mit ubevidste sjæleliv overtage min verden”.

”Vi er alle fuldgyldige repræsentanter for menneskeheden”. ”Vi bærer på nogle tilbøjeligheder alle mennesker har”. ”Rape of the soul” (bogtitel). ”Love is not enough”. ”Livet består af bevægelser –nogle gange er vi oppe, andre gange nede – hvert enkelt menneske er unik”.

”Vi er alle et socialt væsen. ”Den måde du er på, er afgørende”. ”Du er, hvad du er god til”. ”Vi gør det, vi har succes med”. ”En handling uden plan er spild af tid. En plan uden handling er spild af tid”.

”Jeg samler på ting, der er positive. De skal præge min hverdag”. ”Det har taget mig et år at finde ud af, hvad der har været positivt og hvad der har været negativt”. ”Min kalender er planlagt med alle mine aktiviteter”. ”Jeg har lært mig at sige fra”. ”Når det ikke kan være anderledes, så pyt”.

”Man bliver frataget sin identitet”. ”Jeg hører stemmer. Og det er jeg glad for. Mig og mit kollektiv”.

”Vi kæmper for vores ret til at være dem vi er”. Det handler om at generobre sin identitet”. ”Dette r muligt at erklære et menneskes tanker og følelser for forkerte”. ”Vi er ikke vores diagnoser.

”Fire ord låste mig inde og de var ved at slå mig ihjel”. ”Jeg vil ikke lade Kejserens nye kittel diagnosticere mit liv”.

Vi er mange, der må kunne tilslutte os spørgsmålene. De er værd at tænke over. For mig var de tre dage på landsmødet en øjenåbner af de helt store. Hvilke fantastiske mennesker, jeg mødte her. Jeg købte digtsamlingen “Sjælens tåre besat af Livet” af Anne Marie L. Rafferty (www.raffy.dk) og bad forfatteren dedikere bogen til Susanne. Det gjorde hun, men samtidig skrev hun en sidededikation: “Allan advokat/af diplomatisk format/Gjorde det skide godt/med Krøllerne flot/Stolt burde du jo være/købt denne gave/I din ære! Håber du vil nyde ordene. Raffy. Det er da dejligt. Præcis som jeg oplevede hele landsmødet.