Jeg ved jeg tror

Havde forleden en spændende samtale med en klog mand om tro og ateister. Han er selv mest i ateistgruppen og jeg ved, at jeg er i tro-gruppen. Oplever i de forskellige omgangskredse jeg har, at der er en vis ”et-skridt-tilbage-hed” over det, når jeg fortæller, at jeg ved, at jeg tror og at jeg har det dejligt med at gå i kirke og arbejde med min egen tro. Nogle siger, at jeg ikke må missionere og andre skifter emne.

Og ja, jeg missionerer . Det har jeg gjort hele mit liv. Hver gang jeg har forstået et eller andet, så bliver jeg vild med at dele det med andre. Den trang giver visse buler, men jeg kan ikke styre den. Virker nok lidt voldsomt på mange, måske som en slags forsøg på at virke belærende eller bedrevidende. Det er nu bare et udtryk for en lyst til at dele viden.

Jeg er ikke så god til smalltalk. I det hele taget er jeg introvert og overlever bedst ved at skrive. Jeg kan ikke se den dybere mening i at vi udveksler alt for mange almindeligheder – hellere stilhed eller noget lidt mere end Se&Hør. Det er muligvis helt forkert, men dybt inde er jeg skruet sådan sammen og selvom jeg har lyst til at lave om på rigtig meget i mit indre, så gælder det ikke lige på dét område.

Tro har altid virket svært tilgængeligt for mig. Jeg er nysgerrig og føler mig tættere på en forståelse end tidligere. Når jeg f.eks. modtager præstens velsignelse, så lapper jeg det i mig med en varm glæde, jeg ikke havde førhen. Da undrede jeg mig bare over alle ordene. Nu sidder jeg og glæder mig. Dette med at du skal elske din næste siger mig en hel del. Jeg har et helt liv øvet mig og hvor har jeg haft svært ved det. Budskabet er så åbenbart rigtigt, men for mig har det været svært at efterleve. Når jeg forsøger skyldes det, at jeg i mig selv ved, hvordan jeg er (tror jeg da), mens jeg kan se, at det ikke altid kommer til udtryk på en måde, så andre kan opleve det. Det er blevet til, at jeg har såret og gjort ondt på mange mennesker gennem mit liv. Først sent har jeg forstået, at en undskyldning kun har glædet mig selv, ikke dem, der blev kørt over.

Her er det rart at kunne få tilgivelse fra Vor Far. Med budskab om, at alt er tilgivet, men at det er fint at fortsætte øvelserne og gå efter fremgang og forbedring. Det har jeg fundet i kirken, sammen med en forståelse af, at jeg bare skal være salig og stille og rolig tage mod al den lykke, der findes. Jeg behøver altså ikke jagte den dagligt.

“Min”kirke. Sct. Jørgensbjerg Kirke.

Tro rejser mange spørgsmål. Det er jo netop en tro. Jeg ved jo ikke, om der findes en Gud, jeg tror det bare. Men jeg tror ikke, at de, der mener de ved noget også nødvendigvis ved det. Måske også de blot tror – bare på en anden måde. Og det er ikke en dårligere måde, bare ikke en måde, jeg tror er rigtig for mig.

Det var bare lige det, jeg fik lyst til at sige. Hav en skøn dag, aften, nat, morgen.