Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Sørine Gotfredsen
Sognepræst, debattør og blogger Sørine Gotfredsen holdt foredrag i Roskilde Domkirke i dag. Jeg deltog. Lidt modstræbende, for jeg havde lidt en antipati overfor hende. Jeg var ikke alene. Der kom så mange mennesker, at vi måtte bære stole fra Konventhusets 2. sal til stuen. På et tidspunkt var domprovst Jens Arendt og jeg i gang med at håndtere hver en stabel stole. Jeg konstaterede, at ”bare man er provokerende nok kommer folk og lytter”. Den kloge domprovst svarede: ”Mange kvindelige præster er gode til at tale, men Sørine har nu altså noget at have veltalenheden i” (tilgiv mig, hvis citatet ikke er tusinde procent korrekt). Jeg skammede mig, for jeg måtte erkende for mig selv, at jeg havde sagt noget om et andet menneske uden at have belæg for det.
Milos Karadalic
Så holdt Sørine foredrag. Mine ører blev mere og mere røde. Hun kan altså tale. Om komplekse ting på en forståelig måde. Og hendes oversættelse Kierkegaard ramte min egen bedre-viden (læs: ikke-viden). Pludselig forstod jeg, at jeg har jagtet alt for meget andet end det centrale. Jeg fik mod til at vedkende mig mit ganske almindelige niveau. Da jeg kom hjem ledte jeg efter en bog, der handler om Kierkegaard og ledelse. Kunne ikke finde den, men stødte så på Lars Mogensens bog ”Konflikter”. Satte mig til rette med et glas rødvin, Holger i sofaen og min nye musikalske ven Milos Karadalic, som JP anmeldte til stjernerne i dag og som jeg ikke kendte. Nu har han spillet guitar for mig hele dagen.
Lars Mogensen: “Konflikter”
Lars Mogensen skriver: ”Jeg ville gerne lære at acceptere mig, som den person jeg selv er”. Bum. Bummelum. Ramt i solar plexus, men det føles fint, nok på grund af mixet Chateau Liversan Haut-Médoc 2007 og Milos…. Nå, det er jo også lidt Karl Smartagtigt bemærket, men Lars skriver videre: ”Egentlig betyder det bare, at vi mennesker skal forstå og acceptere, at selvom vi er forskellige, er den ene ikke mere normal end den anden. Blot forholder det sig ofte sådan, at vi opfatter mennesker, der ligner os selv som normale. Og mennesker, der gør mærkelige og bizarre ting, som unormale”. Bum.Bummelum…
Tænker På Kierkegaard og Sørine. At vi mennesker skal holde op med at jagte lykken og blive bedre til at nyde og tage imod det, der er. Mit arbejdsværelse bliver pludselig guld værd. I går mente jeg det var ubrugeligt. Hvorfor skal det være så fancy, tænker jeg. I dag altså. Pis med dig, Allan. Du har været blind. JEG har været blind. Overfor mig står et massaispyd købt i Kenya. Holdt ind til siden og handlede. På væggen hænger adskillige dejlige malerier. Jeg sidder i en dejlig lænestol og der er bøger og kunst over det hele. Min dejlige rørde Olivetti Valentine (skrivemaskine) fra mit elskede Italien er her. Min kat, Holger er her. Susanne sidder i sit arbejdsværelse ved siden af. Det er søndag. Lampeskærmen min bror har lavet er her. Fridas dejlige maleri med beskeden ”Verdens bedste far” er her. Redningsstationen fra Vesterhavet og det originale linje 1-sporvejsskilt er her. Mit fantastiske arbejdsbord og mine Mac’er, minderne fra barndomshjemmet og jeg kunne blive ved, men så bliver det rent blærerøv. Jeg har ikke set det. Måske fordi jeg var på vej eller søgte anerkendelse?
Lige nu er jeg glad. Som om jeg er vågnet. Har lyst til at skrive det. Og erkender, at denne lyst sikkert er en del af den rygsæk, der beskrives så godt i Lars Mogensens bog: ”Materialet i din rygsæk er godt for dig, mens du er barn. Du kan ikke klare dig uden. Materialet kaldes også forsvarsmekanismer. Det er mekanismer, som du oparbejder gennem barndommen, og som fungerer som er forsvar mod det, du får for meget af, og et værn mod trangen til det, som du får for lidt af. Senere i livet vil de selvsamme forsvarsmekanismer, der har hjulpet dig gennem barndommen, være til besvær. For de får dig til at gøre ting og sige ord, som i bedste fald er fjollede og i værste fald direkte dumme. Derfor kan de gøre skade på de relationer og de møder, du har med andre mennesker”.
Hvilken erkendelse. Jeg er lettet, afklaret, klar til t vedkende mig min leverpostejagtige almindelighed. Tak for det. Og jeg ærgrer mig ikke over, at jeg i frustration har smidt Kierkegaards samlede værker ud. Bare fordi jeg fortalte mig selv, at min hjerne ikke rækker til at læse Kierkegaard. I dag fik jeg et skub. Tror Kierkegaard kan hjælpe mig til en afklaring omkring mit alt for normale forhold til lykke-jagt. Og at jeg kan få hjælp til at turde koncentrere mig om at tro på at klogere folk – Vor Far – har tjek på alt det, jeg inderst inde godt ved jeg ikke har en skid fat på. Min almindelighed diskvalificerer mig ikke, jeg kan godt tillade mig at fortælle, at Stryhns og jeg ligner hinanden. Fedt.
