Det er ikke SÅ let at være dirigent i forenings-Danmark

Foreningsdirigenten kom i vanskeligeheder.

Forleden var jeg deltager i en generalforsamling i en af de foreninger jeg er medlem af. Det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg kom lidt for sent i forhold til starten, idet jeg havde en arbejdsmæssig opgave, som sluttede sent, så jeg stødte til lige på tidspunktet hvor medlemmerne skulle tage stilling til indkomne forslag.

Det er et sted, der er interessant for en mand som mig, der er fagligt belastet af at have arbejdet professionelt med dirigenthvervet i et helt liv. Når dirigenten er professionel ser det uendelig let ud fra tilskuerpladserne. ”Hvor svært kan det være” tænker mange. Og svaret er: det er faktisk rigtig svært. De, der mener, at det er meget let, har aldrig selv prøvet. Vanskeligheden ligger i at en dirigent skal turde dirigere. En dirigent skal turde styre. En dirigent skal turde styre. En dirigent skal ikke spørge bestyrelsen eller forsamlingen om, hvad der nu skal ske.

Hvornår er det lige det bliver svært at være dirigent: jo det er det mange steder, for det er svært at vide, hvad der kommer lige om lidt. Hvordan vil det og det blive taget op, virke, fungere? Særligt vanskeligepunkter er afstemninger og valg og i det hele, når stemningen i en forsamling stiger. Når den koger, er det rigtig svært og kræver rigtig meget af dirigenten.

Her gik det også galt for dirigenten, der totalt mistede overblikket og styringen. Der var to forslag og det kan i sig selv være en udfordrende opgave. Dirigenten valgte at lade forsamlingen stille spørgsmål til de to forslag og betragtede det sådan, at forslagene ikke begge kunne vedtages. Det var fejl nummer et, for begge forslag kunne vedtages. Det var to helt forskellige forslag, der var uafhængige af hinanden og som ikke burde være behandlet på den måde.

Fejl nummer to var at dirigenten – da forslag nummer et var blevet behandlet – ikke mente, at der kunne stilles ændringsforslag til forslag nummer to. Det skulle være indsendt på forhånd, lød bekeden. Det vil jeg kalde noget af en foreningsretlig nyskabelse… Da dirigenten forstod, at det – for nu at sige det stilfærdigt – nok var en lidt for minimalistisk fortolkning af foreningsretten blev der åbnet for muligheden for at stille ændringsforslag. Problemet er, at dirigentens fejlbedømmelse giver uro og smitter naturligvis af på forsamlingen og påvirker dennes holdning til ændringsforslaget. Uskønt og forkert.

Fejl nummer tre i forestillingen var valg til bestyrelsen. Først i fjerde forsøg – med god hjælp fra adskillige i forsamlingen – lykkedes det at få dirigenten til at indse, at medlemmer, der er i bestyrelsen, men er på valg, ikke automatisk genvælges.

Først i tredje forsøg lykkedes det at få dirigenten til at acceptere, at valg til bestyrelsen – med seks kandidater til fire pladser – ikke bør ske samtidig med valget til suppleantposten.

Det lykkedes aldrig at få dirigenten til at forklare hvordan stemmereglerne var. Er der pligt til at stemme på fire eller kan man nøjes med at stemme på en.

Navnene blev ikke skrevet op på en tavle, men sagt højt.

Medlemmer, der præsenterede kandidater, blev afskåret midt i deres indlæg og medlemmer af bestyrelsen tog ordet uden for talerækken og kritiserede kandidater. Uden indskriden fra dirigenten. Uskønt.

Hvad er læren af denne aften? Margrethe Vestager plejer vist at sige ”sådan er dét jo”. Jeg vil sige, at det er lidt ærgerligt at manglende professionalisme får lov til at spille negativt ind i foreningslivet, men omvendt kan man også sige, at det er der ikke noget at gøre ved. Der skal være plads til fejl, ikke mindst i frivilligheds-Danmark.

Og den pågældende forening skal nok klare sig, men her kan det jo så indvendes, at det vel reelt ikke et godt argument, der kan forsvare vedholdende amatørisme. Og hertil kan så siges, at den arme dirigent jo naturligt er fanget af den første fejl, har mærket den næste og herefter har været lettere panisk, hvilket har udløst det efterfølgende forløb. Så det er egentlig mest synd for dirigenten.

Pyt. Sådan er der så meget. For og imod. Men én ting er sikkert og vist: Når der år folkestemning i tingene og folkeviddet mener enten det ene eller det andet, så bliver demokratiet taber. Det er præcis dét, der gør, at en forsamling skal dirigeres.

Engang sagde man: ”Hurra nu er vrøvlet endt – vi har valgt en dirigent”. Sådan går det bare ikke altid.

Læs også “Om foreningsret i Danmark” – en guide til emnet