Claes Kastholm skriver om SF i dagens Berlingske. Det sker bramfrit, præcist og – overfor Annette Vilhelmsen – ubarmhjertigt. Samme Vilhelmsen får i samme avis af T&homas LArsen en endnu større bredside, idet Thomas LArsen først skamroser Margrethe Vestager for at være en person, som kun få personer på Borgen kan matche – og derfra konstaterer Larsen, at “omvendt forholder det sig med Annette Vilhelmsen”.
I denne søndags Kastholm viser Kastholm en imødekommenhed overfor SFs næstformand. Det sker med en ordentlig salut: ”Hvis SF fik Mette Touborg som leder i stedet for Annette Vilhelmsen, ville partiet blomstre op som en mand med pacemaker…”
“…SF’s elendighed blev bekræftet…den 19. november hvor partiet gik tilbage overalt, undtagen i det naturskønne smørhul i Lejre…der omtales som landbokommune, men som er karakteriseret af et højt indkomstgrundlag og borgere med videregående uddannelser. Lejre er en pendlerkommune og dens borgere er ikke pludselig blevet SF’ere, men de værdsætter dygtighed, og en dygtigere politiker end Mette Touborg…fås sjældent. Hun er i ordets bedste betydning en moderne politiker, og så har hun et værdifuldt tilskud af gammeldags vestjysk hæderlighed”.
Ja. I Roskilde gik SF tilbage fra 7 til 1. Enhedslisten og Dansk Folkeparti gik frem. Det er næppe et udtryk for en markant ændret politisk holdning, men for et politisk utilfredshedsniveau af dimensioner. Især fra lærerside. Og Roskilde mærkede også effekten af dygtigt politisk lederskab. Borgmester Joy Mogensen tog hver fjerde stemme i kommunen og sikrede sit parti en markant fremgang. Dygtigt lederskab spottes af vælgerne og det giver sig udslag i stemmeboksen. Det så vi i både Lejre og Roskilde.
Jeg er enig med Claes Kastholm. Lejre var i en menneskealder en ren Venstre-kommune. Evan Jensen, Venstre, var borgmester i Lejre fra 1970-2002 og han var også i besiddelse af (øst)jyske hæderlighed – fra Himmerland kom han. Mens Evan Jensen var på toppen, blev kommunen dygtigt drevet. Skiftet fra Venstre til SF kan efter min mening ikke forklares i at Lejre pludselig er svinget fra Venstre tl SF. Forklaringen skal søges i, at Evan Jensen-epoken sivede og vælgerne så et behov for nytænkning. Vælgerne søgte dygtig politisk ledelse og den fandt de ikke i Evan Jensens efterkommere, men i en ung rødhåret kvinde, der ved kommunalvalget i 2013 gjorde det, der ikke var muligt for SF: hun sikrede fremgang og beholdt borgmesterposten. Borgerne havde valgt Mette Touborg og de ville ikke bytte hende med et nyt politisk ledelsesforsøg, selvom det var Evan Jensens datter, der bød sig til.
Ingen i SF kan være tjent med den cirkusforestilling, vi p.t. er vidner til. Her er jo selv Uffe Elbæks cirkusskole det rene vand ved siden af. Og ingen kan være tjent med et SF, hvis vælgere må ty til Enhedslisten og Dansk Folkparti. Og ingen kan være tjent med, at vi skal have en Folkeskolereform til at virke, når alle lærere er i opposition til den.
Men mit gæt er, at Mette Touborg lader Annette Vilhelmsen løbe linen helt ud. Det må også være fristende. Problemet er blot, at vi har brug for forandring nu. En regering, der halter som nu kan godt fungere, men prisen betales i det skjulte ved en utilfredshed i befolkningen, hvis konsekvenser ikke er helt så gennemskuelige. Der er fejt megen skuffelse ind under gulvtæppet og reaktionen kan være ubehagelig. Hvordan og hvornår den kommer, ved vi ikke.
Kun ved vi med sikkerhed, at alting har sin pris.