I dagens prædiken talte Per Vibskov Nielsen om det at gå i kirke juleaften og så det at gå i kirke resten af året. Han konstaterede med en dejlig robust klarhed, at det i Danmark er mere OK at fortælle, at vi har været i swingerklub eller prøvet alle narkotiske rusmidler end det er at fortælle, at vi har været i kirke.
Når dét fortælles spekuleres i om kirkegængeren er alvorligt syg eller om der er noget galt. Gå i kirke for at øre evangeliet, nej, den tager vi ikke lige ind. Vi vil godt vide hvorfor. Vi vil gerne beroliges. Og det er så i det rolige Danmark. Forhånelsen lurer også her, mens den i Ægypten eller Kina stadig koster menneskeliv.
Og jeg synes Per har helt ret. Og så pyt med det. Dagens gudstjeneste var livgivende. Fantastisk. Det samme var gårsdagens, mens julegudstjeneste i “min” kirke, Sct. Jørgensbjerg kirke var en skuffelse. Fordi prædikenen var mere end tynd. Her manglede substans, mod, modspil. Og sådan må det nødvendigvis være. Intet menneske rammer centrum af skiven hver gang vi forsøger.
Dagens gudstjeneste – kl. 17 – begyndte allerede i morges. Susanne og jeg aftalte, at vi skal høre Per. Allerede det er jo en luksus. Vi kender præsterne og ved, hvad vi kan glæde os til. Det giver en god baghovede-fornemmelse i løbet af dagen. Jeg tror det har været med til at gøre min 2. juledag ekstra god. Selv bilvasken på Statoil var en god oplevelse. Og juletræet blev båret ud og givet videre. Læsning og så en skøn spadseretur i afteningen med næsten-frost-friskheden i næseboerne. Ad Tuttesti – elsker det navn – mod Roskilde Domkirke, som ligger så smukt med lys. Den sender hilsener tilbage fra Absalon og minder mig om, at det vi har i dag ikke er kommet af sig selv.
Og så går vi ind. Kirken er så smuk. engang syntes jeg den var for stor og upersonlig. Det har ændret sig. Fordi jeg har lært kirke at kende. Nu føler jeg mig hjemme her og jeg nyder det smukke kirkerum. Jeg kender ”reglerne”. Det er ikke sjovt at se en fodboldkamp uden at kende de grundlæggende regler. Sådan er det også at gå i kirke. Det gør det hele sjovere. Så nu kan jeg koncentrere mig og at lytte. At slappe af og fokusere på samme tid.
Jeg ved, hvad der venter. Indgangsbøn. Salmerne. Ordene. Prædikenen. Som et toppunkt. Hvordan vil præsten nu tale over dagens tekst? Ikke en let opgave i dag, siger vi til hinanden. Men det klarer Per naturligvis, som han altid gør. Han kan noget mere end det almindelige. Det samme kan mange af hans kolleger i Domkirken. I går leverede Maria Harms en overdådig prædiken – fremført så fantastisk flot og i dag fortsatte det. Luksus. Tak.
Jeg har lyst til at dele min glæde. Så ved jeg godt, at nogle af mine gode venner fortæller mig, at jeg missionerer. Og det er ikke helt lovligt, når det altså handler om at missionere for kirken. Det er OK, når jeg missionerer for Apple, men når det handler om min tro, skal jeg holde bøtte. Så jeg siger det ikke særlig højt, jeg hvisker bare:
UND DIG SELV GLÆDEN VED AT GÅ I KIRKE. Oplev genkendelsens glæde. Forklaringen. Uforståeligheden. Mystikken. Trøsten. Tilgivelsen. Forbarmelsen. Lær at blive afhængig af noget så dejligt som Velsignelsen. Og pas så på – du risikerer at blive en lillebitte smule afhængig af det. Og selvom jeg elsker “min” Sct. Jørgensbjerg Kirke, så vil jeg sige, at Roskilde Domkirke er ikke det dårligste sted at øve. Ulla. Paul. Jens. Per. Og ofte Peter. Der er alle muligheder for at få en sublim oplevelse – og det er der også i “min” kirke og i alle andre kirker. Prøv.
Du får nogle links, som måske kan vise dig, at f.eks. Per Vibskov er “noget andet” end du – måske – forbinder med en “præst”. Et levende, engageret menneske. Med en tro. Med et engagement. Med en viden om “hvorfor”. Det giver mulighed for at give. Og du er velkommen til at tage imod.
5 grunde til at høre Per Vibskov
Den nye præst er uddannet blikkenslager
En præst går til myndighederne
Julesalmenatkirke – syng julesalmer fredag 27. december og mød Per Vibskov
Pinsepoesi – Vibskov på YouTube