Civil ulydighed? Nej, vi må nøjes med demokratiet.

Civil ulydighed? Nej, vi må nøjes med demokratiet.

Ove Dyrkilde har på Facebook rejst en principielt vigtig diskussion om civil ulydighed.

civil ulydighed 3Ove Dyrkilde skriver herom: ”Vi er nødt til at få en grundigere diskussion af begrebet “civil ulydighed”. Greenpeace argumenterer konsekvent med, at uden civil ulydighed havde man ikke afskaffet slaveriet og apartheid, fået almindelig valgret for både mænd og kvinder etc. Det skulle være et argument for civil ulydighed (læs lovbrud) i et moderne demokratisk samfund. Greenpeace skelner ikke mellem samfund, hvor magten står over retten, og samfund hvor retten står over magten, altså demokratier. I diktaturer er “civil ulydighed” en forbrydelse mod illegitime magthavere. I et demokrati er “civil ulydighed” en forbrydelse mod fællesskabet”.

Gyldendals Encyklopædi beskriver civil ulydighed sådan: ”Det forhold, at en person overtræder loven under henvisning til moralske værdier, som den ulydige sætter over alle borgeres pligt til at følge loven. For at anerkende en handlemåde som civil ulydighed kræves i almindelighed, at de interesser, der varetages ved at overtræde loven, er almene, at de ikke kan beskyttes ved lovlige midler, samt at den ulydige bagefter åbent vedgår sin overtrædelse og om nødvendigt tager sin straf for den. På det forfatningsmæssige plan kan civil ulydighed medvirke til, at der sker et systemskifte, og gårsdagens ulydighed kan derved blive morgendagens heltegerning. Også mere begrænsede ulovlige aktioner, fx ulovlige demonstrationer eller brud på tavshedspligt, kan legitimeres moralsk og måske senere opnå systemets godkendelse.

civl ulidighed 2De tilfælde, hvor ulydighed er retligt påbudt, falder uden for begrebet civil ulydighed. Den privat eller offentligt ansatte, der får en ordre fra en overordnet om at gøre noget strafbart, er ikke berettiget til at udføre ordren, hvis handlingens ulovlighed står klart. Denne “ulydighed” rummer ikke nogen lovovertrædelse, men er tværtimod nødvendig for at undgå at begå en lovovertrædelse”.

Institut for menneskerettigheder taler om, at ”civil ulydighed vil sige at man for at følge sin samvittighed handler i strid med loven mod noget som man anser som værende uretfærdigt. Det er kendetegnende for civil ulydighed at aktionen ikke må være voldelig og at man er villig til at stå til ansvar for sine handlinger. Det vil med andre ord sig at man er klar til at tage konsekvensen af sine ulovlige handlinger – det kan fx være en straf i form af en bøde eller fængsel”.

Nogle har kaldt striden om civil ulydighed for striden mellem hjerte og forstand. Jura, filosofi og teologi inddrages i vinklingen. Eller på en anden måde: findes der en moral, som kan gøre det acceptabelt at bryde love, de er vedtaget i et demokratisk samfund? Eller havner vi på den måde i noget, vi ikke kan styre?

civil ulydighed 4Hvad skal gælde, hvis et flertal handler i strid med hvad der er kaldt demokratiets eget etiske grundlag. Og så er vi ude på den tynde is. Derfor synes jeg vi bør være meget tilbageholdende med at anerkende civil ulydighed. Den, der betjener sig heraf, gør sig i virkeligheden til hersker over demokratiet eller til hersker i strid med demokratiet og det kan et demokratisk samfund ikke holde til på den lange bane. et er rigtigt, at civil ulydighed har været med til at ændre historien på afgørende punkter, men det er særlige situationer, som efter min mening ikke er sammenlignelige med de problemstillinger, der i nutiden har været brugt som argumentation for at anvende civil ulydighed. Green Peace kan udmærket gennemføre organisationens politik uden at gøre brug af civil ulydighed og det synes jeg Greenpeace bør efterleve.

Derfor: nej til civil ulydighed. Vi må bruge demokratiet og søge at forbedre dets mangler.

Scroll til toppen