Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Jungleloven, Janteloven og Kærlighedens lov. Det var tre kerneelementer i prædikenen fra biskop Peter Fischer-Møller i dag ved festgudstjenesten i Roskilde Domkirke, hvor vi fejrede 600 års dagen for gravlæggelsen af Margrethe d 1. En gæv kvinde, der blev forlovet som 6-årig, gift som10-årig og mor som 17-årig. Sidder og reflekterer lidt over ordene og min egen tro.
”Den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”. Og når biskoppen kommer i kirkerne, så er de sidste rækker altid besat. Måske fordi kirkegængerne er ydmyge. Måske fordi nogle gerne vil være sikre på at dem foran ved, hvornår vi skal rejse os, sagde biskoppen.
Og: ”Vi vil gerne have en særlig anledning til at gå i kirke”. Rigtigt. For ellers tror andre måske vi skal vigte os af at føle, at vi er noget særligt. Eller måske fordi vi ikke er så vant til det. Måske er vi lidt nervøse for at blive betragtet som troende?
Jeg kender følelsen. Det har bragt flere af mine venner i forlegenhed, at jeg er begyndt at gå i kirke. Kærligt og drillende er min kone og jeg blevet kaldt ”kirkerotter”. Og jeg forstår mine venner, thi jeg har selv haft det som de har det nu. Har været modstander af kirken, som jeg har set som en arrogant højborg, der undertrykker menigheden. Nu og i alle dage.
Sådan har jeg det ikke længere. Men min historik gør, at jeg til fulde forstår hvordan jeg betragtes. Og jeg gør ikke noget nummer ud af at tage mig selv i forsvar. At forklare mig eller belære andre om, at jeg er på en dejlig rejse. Jeg kan slet ikke forklare andre, at jeg har fundet ud af, at tro netop er – tro. Jeg har fundet ud af, at Gud jo ikke en garanticentral, der skal sikre, at alt er godt. Djævelen og Fanden findes. Det gode råder ikke 100%. Og vi har som mennesker muligheden for at påvirke, hvem der vinder (så jeg er holdt – lidt – op med at undre mig over Gud og alle ulykkerne).
Mange vil mene, at det at føle en særlig glæde ved f.eks. at modtage velsignelsen, er noget pjat. Det er det bare ikke for mig Og jeg ved og anerkende, at det skal jeg ikke forklare til mennesker, der ikke har bedt om det. Derfor koncentrerer jeg mig om at lytte og lære. Lige nu har jeg taget hul på bønnen. At bede til Gud. Det har jeg altid været fremmed for. Jeg har forsøgt, men jeg har jo ikke vundet i Lotto. Nu er min tilgang til det anderledes. Jeg forsøger at nå til at kunne høre Gud svare mig. Det kan lade sig gøre, tror jeg. Endnu har jeg ikke haft den oplevelse og jeg tror det skyldes min manglende evne til fuldstændig fokusering.
”Jungleloven hos os handler om selvværd, ikke om overlevelse”, sagde biskoppen. ”Vi skal være autentiske og enestående som alle de andre” og det koster. Ja, sådan er det. På Facebook handler det meget om at udstille egen genialitet. Det har jeg selv været foregangsmand for. Og det gælder til en vis grad stadig. Nu forsøger jeg bare at dreje det hen mod en åben erkendelse af, at livet er andet end 100% medgang og jeg forsøger at begrænse mine indlæg, så de ikke fremstår som udtryk for, at jeg bare har ret og lever på en kun grøn gren. . Det er en omvæltning, men jeg forsøger at gå den vej. Jeg vil godt være så autentisk, at jeg også erkender mine dårlige dage, dårlige sider og mangler. Som findes i rigt mål. Siger jeg til mig selv. Og erkender, at det er en rejse. En dannelsesrejse. Hvor jeg hele tiden skal kæmpe for at sætte filter på filteret.
Samtidig siger biskoppen, at vi skal udstille vores ydmyghed lidt mindre. Nok ikke helt enig. Lad os arbejde med ydmygheden. Enig, når biskoppen siger, at ydmyghedens modpol er hovmodet – den værste af de syv dødssynder. Den skal vi undgå. Vi skal følge kærlighedens lov: Medmennesker og ikke modmennesker. Også her hopper min kæde af. For ofte.
”Troen hjælper os, hvor sanserne svigter” sang koret. Meget smukt. Håbgivende. Og vi sang ”åndelig leg vil jeg lære”. Ja, det vil jeg. Min tro på Gud udfordrer mig og min dårskab. Det er en god udfordring. Den vedstår jeg. Og jeg nægter at holde den for mig selv, men jeg er ikke klar til at missionere. Dertil har jeg selv for meget at lære.
Dr. Margrethe d. 1 skal have tak. Fordi jeg i dag fik lejlighed til at tænke videre i min lange proces om at forstå, at tro netop er tro. At livet er mere end en Mercedes, et liv og en død. Derfor er Dr. Margrethe d 1 ikke 600 år fra mig i dag. Der er mere mellem himmel og hav end som så.
Til de læsere, der måtte være med også på dette sted i mit indlæg vil jeg sige: jeg tror der er grund til at tro. Selv er jeg en troende amatør. På en spændende rejse. Tro det eller lad være.
